Vigtig frekvensauktion genoptages snart
Efter flere måneders ventetid bliver auktionen over 700, 900 og 2300 MHz frekvensbåndene genoptaget.
Som vi tidligere har fortalt på MereMobil.dk, så blev frekvensauktionen over 700, 900 og 2300 MHz frekvensbåndene udskudt tilbage i september 2018.
Frekvensbåndene er yderst vigtige, da de kommer til at være grundstene i fremtiden 5G NR mobilnetværk. Auktionen har derfor været ventet med længsel.
Nu bliver auktionen så langt om længe genoptaget den 19. februar 2019. Det skriver Energistyrelsen på styrelsens hjemmeside.
Før auktionen blev udskudt meddelte Energistyrelsen, at der var tre kvalificerede budgivere til auktionen. Det var ingen overraskelse, at der er tale om Hi3G Denmark ApS (Teleselskabet 3), TDC A/S samt TT-Netværket P/S (Telia/Telenor.)
Hemmelighedskræmmeri?
Da auktionen blev udskudt havde Energistyrelsen ingen offentlig begrundelse for udskydelsen udover en halv sløj forklaring om at “udskydelsen skyldes uforudsete forhold, som Energistyrelsen ikke kan kommentere yderligere på nuværende tidspunkt”.
Udskydelsen kan skyldes en mislykket fusion mellem to teleselskaber, et mislykket opkøbt af et teleselskab samt et muligt netværkssamarbejde mellem en eller flere teleselskaber.
Udskydelsen kan måske også skyldes, at 3 skifter roamingpartner fra TT-netværket til TDC, da myndighederne ville skulle tage stilling til, om roamingen overholder reglerne omkring netværksdeling. I licensvilkårene fremgår det at.:
-” Adgangen til netdeling er ikke specifikt reguleret for tilladelser, der udstedes på grundlag af resultatet af denne auktion. Tilladelsernes vilkår og reglerne i frekvenslovgivningen begrænser således ikke aftaler om netdeling, og netdeling kræver derfor ikke Energistyrelsens forudgående godkendelse. Der gøres dog opmærksom på, at Energistyrelsen ikke hermed har taget stilling til eventuelle konkurrenceretlige aspekter af sådanne netdelingsaftaler. Dette falder inden for konkurrencemyndighedernes kompetence. “
Hvis 3 og TDC laver et tæt parløb på netværkssiden, så er det ikke utænkeligt, at udskydelsen skyldes at Konkurrencestyrelsen har været på banen med en vurdering. Dette skete også da Telia og Telenor slog deres mobilnetværk sammen til TT-netværket.
Men indtil videre er det rent gætværk og spekulationer, da Energistyrelsen endnu ikke har oplyst begrundelsen for udskydelsen af frekvensauktionen.
Mere til historien
Efter planen skal de nye frekvenstilladelser træde i kraft i 2019 og 2020. Vi følger udviklingen her på MereMobil.dk.