Apple Watch Series 4 test – det bedste smartwatch du kan købe

TEST: Større skærm, men ingen forbedringer på det vigtigste punkt. Læs testen af Apple Watch Series 4. Så ved du, om du skal udskifte dit Apple-ur.

Afstanden fra skærmen til kanten er blevet mindre, og skærmen er nu 30 procent større – Series 3 i 42 mm. sammenlignet med Series 4 i 44 mm. Uret er ikke synderligt større i sin helhed men en smule tyndere. 44 mm. er nu den største version. Den mindste udgave hedder 40 mm.

Velkommen til min anmeldelse af Apple Watch Series 4, hvor den største visuelle forandring er skærmen. Den nye skærmstørrelse åbner for en helt serie af nye lækre “watch-faces” der klart er et friskt pust.

Der er gevinster ved en større skærm, men jeg synes ikke det er en absolut nødvendighed – særligt ikke i det firkantede format, som Apple fastholder. Jeg havde i den grad håbet på et rundt design.

Samsung Galaxy Watch er et rigtigt godt eksempel på, hvor flot et smartwatch kan være. Designet gør Galaxy Watch til et rigtigt ur og ikke bare en gadget. Apple Watch er i sit udtryk en gadget, hvor vi blot har vænnet os til designet.

ANMELDELSE: Samsung Galaxy Watch er en uambitiøs opgradering

Apple Watch Series 4 er ifølge Apple re-designet fra start til slut. Der er tilmed lavet forbedringer, som sikrer en bedre mobilforbindelse, hvilket er vigtigt for dem, som har aktiveret et mobilabonnement på uret.

Drejeknappen klikker

Apple Watch Series 4

På Apple Watch Series 4 har Digital Crown en rød kant på de versioner af uret, der har mulighed for at benytte mobilnetværket til kommunikation. (Foto: Apple)

Den lille såkaldte taptic-engine, der sørger for urets vibrationer, er så hurtig, at det reelt føles som kliks når drejeknappen, Digital Crown, benyttes. Sammen med små kliklyde er illusionen om en rigtig fysisk knap næsten perfekt.

Digital Crown leverer absolut en mere mekanisk oplevelse på Apple Watch. Det er bare synd, at urets generelle design ikke også opleves mere analogt.

De små kliks, når der scrolles, gør det lettere at stoppe ved netop det punkt, du vil vælge. Så det er ikke bare ”for sjov”, at ændringen er lavet.

Den nye S4 64-bit dual-core processor gør Apple Watch hurtigere, mens W3-chippen sikrer hurtigere og forbedret forbindelse med Bluetooth 5.0. Udviklingen fejler ikke noget, men jeg har reelt ikke mærket en forskel ved dagligt brug mellem Series 3 og Series 4.

Det nye er: Sundhed og personlig sikkerhed

Apples fokus var design i forbindelse med introduktionen af det første Apple Watch. Siden er fokus drejet mod motion. Nu er flere elementer omkring vores sundhed kommet i spil. Apple ser et marked, der peger i retning af medicinalbranchen.

Dette er et emne jeg berører i min tech-podcast episode 53 som du kan høre her eller via Spotify.

Fra WatchOS 4 kunne Apple Watch give advarsler, hvis ens puls/hjerterytme pludselig steg markant. Nu er også lav puls introduceret som en automatisk måling med tilhørende advarsler.

Sundhed Apple Watch

I appen Sundhed gemmes alle data som Apple Watch har indsamlet (Foto. MereMobil.dk)

De løbende målinger, og data, gemmes i appen Sundhed. Du kan analyseres dine data selv eller få din læge til at kigge med.

Registrer fald og ringer automatisk 112

Den nyeste funktion er mulighed for detektering af fald. Funktionen er automatisk aktiveret for personer over 65 år, men alle kan aktivere falddetektering via softwaren.

Falder personen udsendes små biplyde, mens vibratoren prikker dig på armen. På skærmen ses muligheden for at ringe til alarmcentralen 112 samt informere de nødkontakter, som er angivet i applikationen Sundhed.

Såfremt du ikke bevæger dig i omkring ét minut, starter en nedtælling på 15 sekunder, inden uret automatisk ringer 112. En sirenelyd afspilles når denne tilstand er i gang.

Faldalgoritmen er overraskende god. Jeg har ikke én eneste gang haft en falsk-positiv. Alarmtilstanden kan dog udløses ved at smide uret hårdt og pludseligt ned på et fast underlag.

Apple Watch vil forsøge at ringe op via den forbundne telefon, eller urets mobilfunktion (hvis du har et abonnement til dit ur). Såfremt telefonen er uden for rækkevidde, vil Wi-Fi Opkald blive forsøgt anvendt.

Det lyder måske som en funktion, der i dagligt brug er overflødig, da man forhåbentlig ikke går rundt og skvatter i tide og utide. Alligevel synes jeg det er rart at vide, at teknologien rækker en hjælpende hånd i tilfælde af, at ens krop sætter ud på en løbetur eller spontant midt på gaden.

Når uret er i alarmtilstand, viser skærmen desuden ens nødinformationer såsom alder, medicin, allergier, blodtype, nødkontaktinformation m.v.

Brug uret med og uden mobil

Apple Watch Series 4

Apple Watch Series 4 (Foto: Apple)

Apple Watch Series 4 kommer i to versioner. GPS / Wi-Fi / Bluetooth eller GPS / Wi-Fi / Bluetooth / Cellular. Prisforskellen er 800 kroner.

Du skal virkelig overveje om du har behov for at kunne bruge uret uden telefonen er i nærheden. Du skal også tænke på om du vil betale for et ekstra abonnement. Dette er et krav for at kunne bruge mobilfunktionen (cellular).

Jeg har selv anvendt uret i en periode med mobilabonnement. Det gav ikke mening for mig, da min smartphone som oftest er i umiddelbar nærhed. I disse situationer bruges Wi-Fi og Bluetooth – og ikke mobilforbindelse.

Er du afhængig af Wi-Fi forbindelse så læg mærke til, at Apple Watch kun understøtter 2.4 GHz netværk og ikke 5 GHz.

Brug Apple Watch som motivationsfaktor

Apple har gjort bevægelse og motion til ”et spil” ved at have indbygget elementer af såkaldt gamification. Altså at bruge elementer fra spil, som eksempelvis belønninger og point, til at motivere i retning af en bestemt adfærd.

– ”Du kan lukke din bevægelsescirkel. Det kræver blot en lille gåtur på 6 minutter”
…dette er en af de beskeder du ind i mellem møder.

Fra WatchOS 5 kan du også ”dyste” mod andre Apple Watch brugere og konkurrere inden for emnet motion og bevægelse.

For mig fungerer gamification godt. Det samme gør de små notifikationer, der minder om, at det er tid til at rejse sig og gå lidt rundt. Med et stillesiddende arbejde som mit, er det vigtigt med et spark bagi ind i mellem. Og det kan Apple Watch være god til at give.

Hvis du gerne vil have mere bevægelse ind i hverdagen, kan dette sagtens være et motiverede element.

Du kan bade og svømme (pool og strand) med Apple Watch da det er såkaldt swim-proof (WR50). Du må ifølge Apple ikke bruge uret ved dykning, vandski og den slags.

Konklusion: Hurtigere og større er ikke nok

Apple Watch Series 4

Apple Watch Series 4 (Foto: Apple)

Selvom skærmstørrelsen er ændret, så passer remme fra tidligere generationer fortsat på Apple Watch Series 4. Jeg synes det er et stort plus, at ens tidligere ekstrakøb kan genanvendes.

Jeg er ikke overbevist om, at Series 4 behøver at erstatte dit nuværende Apple Watch – med mindre du har en af de allerførste versioner.

En større skærm er en fordel, men ikke strengt nødvendigt. Forøget processorkraft er fint, men ikke noget jeg bemærker ved dagligt brug. Dertil kommer batteritiden, som ikke er forbedret fra Apple Watch Series 3. Du skal fortsat oplade omtrent hver anden dag.

Apple Watch er et smartwatch i meget høj kvalitet som fås i udgaver med rustfri stålramme eller aluminium. Valget afhænger af din pengepung. Rustfrit stål giver uden sammenligning den højeste følelse af god kvalitet.

Den største forskel, der dog ikke er uvæsentlig, er detektering af fald. Jeg er også vild med hele motions- og helbredsdelen, men denne får du jo også med på den foregående generation.

Apple Watch screenshot

Et af de nye watchfaces på Appel Watch Series 4 (Foto: MereMobil.dk)

Series 5 har en sensor, der kan udføre et elektrokardiogram (EKG). Funktionen bliver tilgængelig i USA senere i år. Når de amerikanske myndigheder givet deres godkendelse, må grønt lys være en formalitet i EU. Jeg synes EKG målinger, sammen med puls- og hjertemålinger samt løbende registrering af bevægelse peger i en ny og spændende retning.

Hvis du skal have et smartwatch, så er Apple Watch det bedste køb. Samsung Galaxy Watch var for mig en skuffelse. Apple tager skridt, der peger i en ny retning. En retning der kan forandre Apple Watch fra at være en dims til notifikationer om en ny SMS, til en seriøs helbredsgadget.

Ifølge Annoncelink Pricerunner kan du komme i gang med Apple Watch fra godt 1.500 kroner for Series 1 og op til lige under 5.000 kroner for Series 4 med rustfri stålramme. Så spørgsmålet er mest om du behøver den nyeste version eller kan “nøjes” med en af de ældre.

Lige ved og alligevel langt fra…

Apple er med Apple Watch Series 4 tæt på en topkarakter, men alligevel langt fra.

Jeg overraskes og glædes og kan se muligheder. Skærmen er et skridt i den rigtige retning, og ikke alle drømmer om en rund skærm som jeg. Men der er alligevel et stykke til mål. Batteritiden er fortsat en kæmpe udfordring.

Sidste år fik Apple Watch (Series 3) 4 af 5 stjerner. Siden er der sket en del – både hardware- og softwaremæssigt. Det gør at Apple Watch Series 4 klarer sig bedre. Jeg giver desuden et ekstra point for, at Apple tager Apple Watch i en ny retning.

Apple Watch Series 4 får 5 ud af 6 stjerner.

ANMELDELSE: Sådan er iPhone Xs og iPhone Xs Max

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Effektiv ved opmuntring til bevægelse og motion
  • Større skærm
  • Passer remme med tidligere generationer
  • Detektering af fald med nødkaldsfunktion
  • Bedre højttalerlyd til samtaler end forrige generation

Lidt at tænke over

  • Har ikke nogen forbedringer i batteritiden
  • Du skal overveje om mobilforbindelse (kræver abonnement) er nødvendig
  • Udskiftning af Series 3 til Series 4 er ikke nødvendig
  • Apple Watch fungerer ikke med Android
  • Understøtter kun 2.4 GHz Wi-Fi

Mere til historien

Hvis ikke du vil mindes om at gennemføre motionsmål, så kan det slås fra via Apple Watch appen på smartphonen.

Apple Watch Series 4
Shazam har rundet 100 milliarder sange

Den Apple-ejede musikgenkendelses-tjeneste har nu identificeret over 100 milliarder sange.

(mere…)
iPhone SE kommer måske tidligere end forventet

Apples næste iPhone ventes at blive en ny SE-udgave og denne forventes tidligere end først antaget.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Rygterne svirrer om Vision Pro 2-headset

Der svirrer rygter om, at Apple arbejder på næste generation af deres Vision Pro-headset.

(mere…)
Apple opdaterer: Disse telefoner er forældede

OVERBLIK: Listen over forældede iPhones og Apple Watch er opdateret. Se den her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram