Opkøb af TDC skal give gigabit hastigheder på internettet, lover konsortium
Konsortium lover gigabit-hastigheder efter et opkøb, men TDC har afvist købstilbud. Aktionærerne ser muligheder og sender TDC-aktien på himmelflugt.
Et konsortium bestående af de danske pensionskasser ATP, PFA og PKA og den australske investeringsbank Macquarie & Real Assets Europe Limited har overraskende smidt et tilbud på bordet om at købe TDC.
Selv om TDC blankt har afvist tilbuddet, har det sendt TDC-aktien på himmelflugt med en stigning på knap 20 procent fra morgenstunden torsdag. Der er således tiltro til, at konsortiets tilbud ikke er til stå for. Det kan altså ende med, at TDC kommer på nye hænder.
I en meddelelse onsdag skrev TDC Groups bestyrelse, at tilbuddet ikke var i TDC’s aktionærers og interessenters bedste interesse.
Teleselskabet har en børsværdi på cirka 30 milliarder kroner, men ifølge Børsen er konsortiet angiveligt klar til at betale 47 kroner pr. aktie. Det vil i givet fald få en handel til at have en værdi på mere end 38 milliarder kroner. Det svarer til en ekstrapræmie til de nuværende aktionærer på 7,7 milliarder kroner.
Konsortiets interesse for et opkøb af den danske telekæmpe kommer godt en uge efter, at TDC opkøbte MTG Nordic, som blandt andet ejer Viaplay, Viasat og TV 3. TDC’s opkøb af MTG Nordic skal styrke TDC i den tiltagende konkurrence om blandt andet tv-kunderne.
LÆS OGSÅ: Jyderne er i front – TDC opgraderer mobilnettet til 600 mbit/s
Analytiker: Det er nu eller aldrig
Til Berlingske Business siger teleanalytiker John Strand, Strand Consult, at hvis TDC skal opkøbes, så er det nu pengene skal på bordet:
– “Det vil nok tage mindst et år – og det er meget optimistisk – at få konkurrencemyndighederne til at godkende TDC-/MTG-handelen. I mellemtiden er det begrænset, hvad TDC og MTG kan gøre rent praktisk”, siger John Strand til mediet.
Han mener, at mange af TDCs aktionærer ser det nye TDC/MTG som et kinderæg:
– “Man ikke ved, hvad indeholder, før handlen er godkendt og de to virksomheder slået sammen”, siger han og fortsætter:
– “Så for mange aktionærer vil 48 kroner i hånden pr. aktie, som pensionsselskaberne har budt, være et godt tilbud og nok bedre end at skulle vente i to år og leve med en masse usikkerhed i den periode”.
OBS: Lyt til MereMobil.dk podcast, episode 43. Her kan du høre Morten Imsgard, analytiker i Sydbank give sine tanker om TDC/MTG fusionen. Blandt andet siger han, at kunderne ikke skal forvente lavere priser. Podcasten kan lyttes i browseren eller via podcast-apps på Android og iPhone.
Konsortie lokker med en gigabit
Torsdag morgen oplyser konsortiet i en pressemeddelelse, at med opkøbet er det konsortiets intentioner, at lave store investeringer i infrastruktur.
Investeringerne skal sikre internethastigheder på en gigabit fra midten af 2020’erne, og det skal ske i samarbejde med energiselskaberne.
– “Konsortiet vurderer, at dets planer og forslaget er attraktivt for aktionærer, TDC og Danmark”, skriver konsortiet ifølge flere medier, og inviterer samtidig bestyrelsen i TDC A/S til at indgå i en dialog.
Mere til historien
TDC’s milliardopkøb af Viasat- og TV 3-ejeren MTG Nordic kan være første skridt på vejen mod udfasning af tv-boksen til fordel for apps
Synes du denne artikel var interessant? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hver uge de bedste artikler, så du altid er opdateret. Ved tilmeldingen får du med det samme 10 af vores bedste guides og tips tilsendt.