Telia lokker med gratis services for evigt undtagen Spotify
Telia mistede 38.000 kunder i 2016. Et nyt træk skal beholde nuværende og tiltrække nye kunder.
Vi har tidligere fortalt, at mobilselskabet Plenti var det selskab, der i 2016 havde størst tilgang af nye kunder, mens taberen blev Telia. Telia mistede nemlig hele 38.000 kunder sidste år.
– Plenti vandt over de store spillere i 2016
Telia har tidligere forklaret, at kundetabet er selvforskyldt, da de har foretaget en oprydningen i kundedatabasen, skrev Business.dk i slutningen af januar. En stor andel af de mange tabte SIM-kort stammer, ifølge Telia, fra denne oprydning.
Nu skal de tilbageværende og kommende kunder have en bedre service fra landets tredjestørste teleselskab.
Hidtil har nogle af abonnementerne indeholdt to services efter frit valg i 12 måneder. Det har betydet, at eksempelvis Spotify skulle man betale for efter det første år, men denne praksis ændres nu.
Telia er klar med et nyt tilbud. Kunder med 4Everyting-abonnementerne har modtaget denne besked fra Telia:
– ”Som du nok ved, har dit 4EVERYTHING Light abonnement 2 valgfrie services med i prisen. Indtil nu har de kun været inkluderet i 12 måneder. Sådan er det ikke mere. Fremover har du dem for evigt – altså lige så længe, du har dit nuværende abonnement hos os. Og så kan du skifte mellem dine valgfrie services måned efter måned via Selvbetjening.”
– Telia stopper salg af taletidskort
Dermed kan kunderne altså glæde sig over, at de efter 12 måneder ikke behøver betale for services som HBO Nordic og Telia TV. Derudover kan de skifte mellem de valgfrie services hver måned, man binder sig dog til én måned af gangen.
De services kunderne kan vælge mellem er: Roam Like Home Europa, HBO Nordic, Telia TV, Flipp, Zetland og Spotify Premium. Du kan læse mere om de forskellige services på Telia’s hjemmeside.
Inkluderer ikke Spotify
I Telias markedsføring står, at “to valgfrie services er med i prisen”. Det læses formodentlig af kunderne som “Til den faste abonnementspris kan jeg vælge to services fra listen”. Sådan forholder det sig ikke helt.
Ser man nærmere på tilbuddet viser det sig, at Spotify ikke er med som en gratis valgfri service, men derimod koster 49 kroner om måneden.
Prisen for Spotify vil være den samme så længe man er kunde hos Telia. Tidligere har prisen for Spotify været 79 kroner om måneden efter de første 12 måneder, som var gratis.
Har du oprettet dit abonnement før dette nye tilbud er trådt i kraft, så har du fortsat gratis Spotify Premium. Så har du eksempelvis oprettet i januar 2017, så er der altså gratis Spotify Premium frem til januar 2018.
Mere til historien
4Everything Light er ifølge Telias hjemmeside deres mest populære abonnement. Det inkluderer fri tale, fri sms/mms (også i Norden og Baltikum), 50 GB data og 2 valgfrie services.
Læs også:
– Telenor og Telia kunder har elendig mobildækning i Royal Arena
– Telia-top vil finde løsning på mobilkrig