Kazam vil skabe sin succes på lave priser
Lav pris og et unikt servicesetup skal bringe Kazam og deres Android-smartphones ind på markedet. Vejen er lang, og bestemt ikke en ’walk over’.
Den nye britiske smartphone-producent Kazam, der ved et pressemøde i Stockholm tilbage i oktober, præsenterede en produktportefølje på syv telefoner, satser på at indtage Europa med lavpris-produkter.
Kazam ledes af Mike Coombes og James Atkins, der begge har en fortid i HTC. Selskabet rekrutterer i disse måneder højtstående profiler fra telebranchen, herunder danske Frank Jensen, som via en COO-stilling, har fået det overordnede ansvar for en større del af Nord- og Østeuropa.
– ”Vi vil forstyrre det etablerede mobilmarked, men ikke kun med lave priser. Vi sætter supporten i fokus, og giver mulighed for, at vores kundeservice kan hjælpe kunden direkte, ved at fjernbetjene telefonen og den vej igennem afhjælpe problemer, og eventuelt undgår at kunden skal undvære telefonen, fordi den skal til service,” siger Mike Coombes fra Kazam til MereMobil.dk.
Med Kazams produkter følger ét års ekstra garanti, der giver kunden ret til én gang på et år, at få udskiftet skærmen, hvis den skulle gå i stykker.
Billige produkter – under 800 kroner
Kazams produkter starter ved 750 kroner for den billigste. For den pris fås Trooper X3.5 med 3.5 tommer skærm (320 x 480 pixels), 1 GHz dual-core processor, 3.2 megapixels kamera og 4 GB intern hukommelse.
Denne telefon skal konkurrere med Sony Xperia U og Xperia Go, der koster op omkring 1.200 – 1.400 kroner, men de har også flere megapixels i kameraet og en bedre skærm.
Den Kazam-mobil der har de bedste specifikationer, er Thunder Q5.0. Den kommer til at koste omkring 1.800 kroner, og får en 5 tommer skærm (540 x 960 pixels), 8 megapixels kamera og en quad-core processor på 1.3 GHz.
Kunderne kan finde mange produkter, som lægger sig op af disse tekniske detaljer, blandt andet HTC Desire 500. Hvis du kan nøjes med 4,3 tommer skærm, her er prisen cirka 1.650 kroner.
Android uden alt det ekstra
Kazams telefoner udmærker sig på én væsentlig detalje. Der er plads til to SIM-kort, kendt som dual-SIM, i alle telefoner. Men det er også kun 3G-produkter, så de moderne hurtige internethastigheder, må kunderne indtil videre drømme om.
– ”Vi starter op med 3G-produkter, da vi ikke synes tiden for en 4G-lancering var rigtig for os. I første kvartal 2014, vil vores første 4G LTE terminaler være klar,” lyder det fra Mike Coombes.
Manglen på 4G vil holde Kazam ude af teleoperatørernes butikker og sortimenter, hvor der stort set kun fokus på produkter, som kan udnytte 4G LTE mobilnettene.
Telefonerne fra Kazam kommer med Android 4.2 Jelly Bean, hvor der ikke er lagt brugerflade-tilpasninger ned over, hvilket vil sikre firmaet bedre mulighed for, at kunne opdatere til nyere Android-versioner, de så store udviklingsomkostninger holdes nede, når Google frigiver ny software.
Stort udvalg i billige telefoner
Prisen er et afgørende parameter for Kazam, hvilket nok skal få kunderne til at se nærmere på, hvad producenten kan tilbyde. Men da nutidens telekunder også er kvalitetsbevidste, og i Danmark betales gerne mange penge for at få den nyeste Samsung eller Apple smartphone med hjem.
Derfor kan den britiske producent få det særdeles vanskeligt, også set i lyset af, at der findes mange lavpris telefoner i ultra-lowend kategorien.
De senere år har smartphones udviklet sig positivt, og billige produkter er blevet væsentligt bedre. Barren er hævet, og Kazam skal derfor performe ualmindeligt godt, hvis det på nogen måde skal være interessant for kunderne, at overveje produkterne.
Skeptisk mobilbranche
Efter Kazam offentliggjorde deres produkter, er det ikke ligefrem fordi mobilbranchen har stået med armene oppe over hovedet.
En række kilder internt i branchen siger til MereMobil.dk, at de ikke levner Kazam de store chancer for succes i vores land, men de peger samtidigt på service-setuppet, som et plus.
– ”Det er ualmindeligt dyrt at tilbyde skærmskift gratis det første år, men samtidigt et punkt hor Kazam virkelig skiller sig ud. Andre producenter kan sagtens lave et tilsvarende setup, hvis man ønskede at investere pengene i det. Hvis det sker, falder Kazams eneste rigtigt gode salgsargument fra hinanden,” siger en fremtrædende kilde, der af hensyn til sit job, ikke vil stå frem med navn.
Store drømme
Kazam har endnu ikke lanceret rigtige topprodukter. En af årsagerne er den korte tid, at selskabet har været undervejs.
– ”Vi vil komme med rigtige topprodukter, men vi begyndte for kun cirka et halvt år siden med et tomt stykke papir. Vi har derfor besluttet, at starte ud med prisvenlige telefoner,” siger nordisk direktør i Kazam, Claus Pedersen til MereMobil.dk.
Han slår fast, at ambitionen er at gøre sig gældende som en producent, der i løbet af 2014 vil kunne ses på salgshitlisterne fra GFK.
Mere til historien
Det mest sandsynlige er, at Kazam skal tage markedsandele fra kategorien ”Andre” i statistikkerne. I Q2 2013 udgjorde dette cirka 90 millioner smartphones.
Kazam har hyret danske Frank Jensen som COO. Gennem 25 år har han haft store stillinger i globale europæiske televirksomheder. Før den officielle lancering havde vi Frank Jensen i studiet. I Teknologimagasinet MereMobil, der er tilgængelig som podcast, kan du få et unikt indblik i Kazams tanker, drømme og planer.
Lyt: Kom tæt på Kazam