Xiaomi 17 Ultra test – fotografernes nye favorit

TEST: Xiaomi har fyldt deres nye 17 Ultra med lækker hardware. Der er lidt for alle, men mest til fotograferne, der kræver det absolut bedste mobilkamera.

Xiaomi 17 Ultra smartphone med fokus på det store cirkulære Leica kameramodul
Xiaomi 17 Ultra er spækket med kamerateknologi fra Leica og en enorm 1-tomme sensor (Foto: MereMobil.dk)

Fotografer kan være en krævende flok, men Xiaomis Ultra-flagskibe har formået at holde dem glade på en måde, som andre flagskibsmodeller ikke har gjort i nogle år efterhånden.

Gigantiske sensorer og billedbehandling godkendt af legendariske Leica forvandler din mobil til noget, der minder mere om et kompaktkamera, har gjort hver ny generation til noget særligt. 

Men Xiaomi er ikke længere de eneste på banen. Oppo og Vivo tilbyder objektiver, der kan klikkes på, så du kommer tættere på begivenhederne, mens Samsung og Google satser på digital billedbehandling, for at give bedre billeder.

Xiaomi 17 Ultra har derfor noget af en opgave foran sig.

En større og lysere skærm, det nyeste Qualcomm-chipsæt, et batteri med højere kapacitet og et nyt design skal forsøge at hjælpe den på vej. 

En krads vejledende startpris på 10.990 og 12.699 kr for henholdsvis 12 og 16 GB versionerne kan virke voldsomt. Men som med de tidligere Leica modeller, er jeg efter at have levet med den i et par uger, helt solgt på de fantastiske billeder, den her telefon tager. 

Specifikationer på Xiaomi 17 Ultra 

  • Skærm: 6,9″ LTPO AMOLED, 120 Hz, 3500 nits 
  • Chipset: Snapdragon 8 Elite Gen 5 (3 nm)
  • RAM: 12 eller 16 GB 
  • Lagerplads: 512 GB, UFS 4.1 
  • Kameraer: Bag: 50 MP (vidvinkel), 50 MP (ultravidvinkel), 200 MP (telefoto) med 4,3x optisk zoom
  • Frontkamera: 50 MP
  • Batteri: 6000 mAh (silicium-karbon)
  • Opladning: 90 watt med kabel og 50 watt trådløs
  • Mål: 162,9 mm x 77,6 mm x 8,3 mm
  • Vægt: 218,4 gram
  • Forbindelser: Wi-Fi 7, Bluetooth 6, NFC, USB-C 3.2 
  • Styresystem: Android 16 med HyperOS 3 (4 års store OS-opdateringer) 

Designet: Farvel til buer og goddag til flade kanter

Xiaomi 17 Ultra knapper
Designet er ingen revolution. Bare en pæn og robust telefon (Foto: MereMobil.dk)

Xiaomi 17 Ultra ligner sin forgænger en del. Den overordnede form er den samme, og du får stadig det samme store, centralt placerede kameramodul på bagsiden. 

Det, der dog har ændret sig denne gang, er, at den er langt mindre buet.

Buerne på kanten af skærmen og bagpanelet er væk og erstattet af helt flade paneler. Det er fantastisk, når det kommer til kompatibilitet med skærmbeskyttelse, og generelt foretrækker jeg det, men nogle vil helt sikkert savne de bløde kurver. 

Det er en stor og ret tung enhed, men det er trods alt en “Ultra”, og det følger med navnet. Den er under 2 gram tungere end sin forgænger, og selvom den aldrig har været en letvægter, sætter jeg pris på, at den ikke er blevet endnu mere klodset. 

Denne gang er IP-certificeringen blevet opgraderet til IP68/IP69K fremfor blot IP68. Angiveligt kan den nu modstå nedsænkning på op til 6 meters dybde i 30 minutter. Den er også immun over for kraftige stråler af varmt vand, hvilket kan vise sig nyttigt hvis den skal med i spabadet. 

Xiaomi 17 Ultra kommer med et ret basalt cover i kassen, men det er der og det er mere end du får fra Samsung eller Apple. Og vil du passe lidt på din nye investering, klarer det opgaven.  

Der ingen ekstra kameraknapper på Xiaomi 17 Ultra, blot den sædvanlige kombination af tænd/sluk- og lydstyrkeknapper. Lydstyrkeknapperne er runde og derfor lette at adskille fra tænd/sluk knappen. 

Xiaomi 17 Ultra fås i tre farver på det globale marked: sort, hvid eller grøn.

Jeg har testet den grønne model. Og den skiller sig lidt ud, med en form for glimmer finish på bagpanelet. De sorte og hvide modeller er mere underspillede med en ensartet mat finish på bagsiden og matte aluminiumssider.  

Skærmen på 6,9 tommer: Flot, men mangler det sidste

Xiaomi 17 Ultra screen
Skærmen er utrolig flot, men overgår ikke de andre i klassen (Foto: MereMobil.dk)

Den er større end Xiaomis forrige flagskib, men 17 Ultra har en lavere opløsning.

Det 6,9 tommer store AMOLED-panel har dog stadig nok pixeltæthed til at små tekststørrelser står skarpt og giver billeder masser af definition.

Du skal være en pernittengryn med et forstørrelsesglas for at insistere på, at en Galaxy S26 Ultra står markant tydeligere. Når det er sagt, får du ikke nogen antireflekterende belægning eller privatlivsfiltre her.

I de fleste andre henseender, er det en pragtfuld skærm med dynamiske farver, god kontrast og dyb sort. Den fungerer også upåklageligt med HDR-formater. Amazon Primes Fallout sæson 2 er et godt eksempel, hvor ørkenscener i dagslys stadig viste flotte detaljer i skyggerne. 

LTPO-panelet skifter mellem 1 og 120 Hz afhængigt af, hvad der sker på skærmen. Rul gennem websider, og den skruer op for en flydende overgang, men når det statiske Always-on-display tager over, falder den til 1 Hz for at spare strøm. 

Den maksimale lysstyrke er forbedret og rammer 3500 nits ved HDR-video, men jeg oplevede, at Xiaomi 17 Ultra var lidt mere konservativ ved almindelig brug. Den lyste stadig kraftigt nok til at være tydelig udendørs på solskinsdage, bare ikke i samme grad som de allerbedste i klassen. 

Højttalerne fortæller en lignende historie. De var ikke helt så højlydte, men stadig på niveau med andre topmodeller, når det kommer til klarhed. Jeg greb dog stadig efter hovedtelefonerne til alt andet end YouTube. 

Kameraer: En enestående oplevelse  

Xiaomi 17 Ultra kamera
Hovedattraktionen på Xiaomi 17 Ultra, er uden tvivl kameraet (Foto: MereMobil.dk)

I stedet for at køre med dobbelte zoom-linser som sidste år, har Xiaomi udstyret 17 Ultra med en enkelt telefoto-linse. Det er dog en god én af slagsen, der parrer en enorm 200 megapixels sensor med en kontinuerlig zoom-linse, der dækker 75mm til 100mm brændvidde (eller 3,2x til 4,3x zoom). 

Dette er også stort set den eneste smartphone i den nuværende generation, der holder fast i en 1-tomme hovedsensor.

OmniVision står for hardwaren i år i stedet for Sony, men selve størrelsen betyder, at lysindtaget er så godt, som det overhovedet bliver i et mobilkamera. Forvent også en smuk, naturlig baggrundssløring.  

50 megapixels ultravidvinkel-kameraet er stort set uændret fra Xiaomi 15 Ultra og bevarer en 14 mm brændvidde. Samlet set får du det samme næsten tabsfrie zoomområde som sidste år, og digital zoom stopper stadig ved helt absurde 120x. Det er meget sjovt, men ikke brugbart i praksis.  

Selfie-entusiaster vil også sætte pris på det nye 50 megapixels frontkamera, som endelig tilføjer autofokus. 

Hver sensor sidder bag Leica-godkendt glas og lader dig vælge mellem firmaets “Authentic” og “Vibrant” farveprofiler.

Når jeg kigger på billederne fra hovedsensoren, er det mig en gåde, hvorfor 1-tomme sensorer er så sjældne på telefoner nu. 17 Ultra leverer støjfrie skud med exceptionelle detaljer, levende farver og et “fotografisk” look, som konkurrenter med mindre sensorer ikke kan matche.

Du kan roligt springe portræt-tilstanden over, da den lækre baggrundssløring skabes helt optisk. 

Den klarer sig også fremragende om natten og bevarer realistiske farvetoner uden at overgøre skarpheden. Jeg vil absolut placere det blandt de allerbedste mobilkameraer på markedet lige nu.  

200 megapixels telefoto-linsen er en tæt toer. Den er en absolut stjerne under alle lysforhold med fremragende dynamisk rækkevidde. Portrætter er skarpe, og nærbilleder er utroligt rene. Med en blanding af optisk og digital zoom er billeder helt op til 17x meget brugbare. 

Galleri: Se testbilleder taget med Xiaomi 17 Ultra

Ydelse og hardware: Masser af power og varme 

Med Qualcomms lynhurtige Snapdragon 8 Elite Gen 5-chipsæt og op til 16 GB RAM var der aldrig rigtig tvivl om kræfterne i Xiaomi 17 Ultra.

Dette er et monster af en flagskibstelefon. Spil kører fejlfrit; Fortnite valgte automatisk de højeste indstillinger og kørte flydende hele tiden. Telefonen bliver dog hurtigt varm under belastning. 

I daglig brug flyver telefonen afsted. Android føles altid responsivt, og apps åbner på et splitsekund.  

 Antutu  3D Mark  GB 1/2  GB OpenCL  
Xiaomi 17 Ultra 3.863.387 6.948 3.498/10.287 22.606 
Galaxy S26 Ultra 3.492.295 7.543 3.538/10.306 22.665  
Xiaomi 15 Ultra  2.358.495 6.106 2.985/9.080  19.028 

Xiaomi 17 kommer med et 6000 mAh batteri. Det er et velkomment løft i forhold til Google og Samsung og nok til at komme komfortabelt gennem en hel dag – selv med masser af fotografering og gaming.

90 watt kablet opladning kan få dig tilbage på fuld styrke på omkring 50 minutter. Dette kræver den en understøttende lader og kabel, der kan håndtere effekten.

Xiaomi 17 Ultra All
Prisen er i den høje ende. Men du får noget for dine penge (Foto: Xiaomi)

Software: Der er plads til forbedring 

Xiaomis HyperOS 3-brugerflade er ikke min favorit-udgave af Android.

Den er ikke så tilpasningsvenlig som f.eks. OnePlus’ OxygenOS. Der er lidt for mange af Xiaomis egne apps, der konkurrerer med Googles standard-apps, og den kan være ret voldsom, når det kommer til at sende software i “dyb søvn”, hvilket resulterer i forsinkede notifikationer. 

Men brug lidt tid på at justere strømspareindstillingerne, og så er der stadig meget at holde af. Du kan vælge mellem knapper på skærmen eller gestus-navigation, og der er masser af måder at pifte låseskærmen op på. 

Der er selvfølgelig ingen vej udenom AI, men Xiaomi er ikke gået “all-in” som Samsung og Motorola.

Du får dog stadig funktioner til at transskribere og oversætte stemmeoptagelser, opsummere dokumenter og udvide billeder generativt i galleriet. Google Gemini og Circle to Search er også med. Personligt gør det mig ikke noget, at der ikke er så meget AI. 

Det hele kører på Android 16 og står til at få fire store systemopdateringer og seks års sikkerhedsopdateringer. Det er ikke førende i klassen, men omtrent så længe, som jeg ville have lyst til at beholde en telefon, før jeg opgraderer. 

AWARD Xiaomi 17 Ultra

Konklusion: Xiaomi 17 Ultra er årets kameramobil

Med så kompromisløs hardware var der aldrig tvivl om Xiaomi 17 Ultras kameraevner.

Den sætter standarden for telefoto-klarhed, har forbedret sit selfie-game, og hovedsensoren er en genvej til fantastiske billeder. Den filmlignende billedbehandling hjælper den også med at skille sig ud fra de mere karakterløse rivaler.

Du får også ydeevne i topklasse, hurtig opladning og en skærm, der er en fornøjelse. 

Den er dog ubestrideligt dyr. Og det mere mainstream design og et batteri, der ikke helt er førende i klassen, betyder også, at den måske ikke føles helt så speciel som tidligere modeller.  

Med det in mente, bliver konklusionen at, er du villig til at justere lidt på strømspareindstillingerne for stærk ydelse og fantastiske fotooplevelser i en robust telefon, er Xiaomi 17 Ultra en stærk kandidat.

6 ud af 6 stjerner.

Find den billigste Xiaomi 17 Ultra

Se hvem der har den absolut laveste pris lige nu

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over 

Fordele 

  • Kamera i verdensklasse
  • Imponerende zoom
  • Lynopladning: 90W kablet og 50W trådløs
  • Robust: Højeste vand- og støvbeskyttelse (IP68/IP69).
  • Leica-æstetik
  • Ydeevne i top
  • Flot skærm
  • Forbedrede selfies

Lidt at tænke over 

  • Høj pris
  • Forsinkede notifikationer pga. Strømspareindstillinger
  • Bloatware
  • Bliver varm under belastning
  • Batteritiden kunne være bedre
  • Kortere opdateringsperiode, end nogen konkurrenter 

Mere til historien 

Xiaomi laver ikke bare telefoner. De laver blandt andet også biler og robotstøvsugere. Sidstnævnte kan endda erhverves til en fornuftig pris. Det kan du læse meget mere om her.  

Xiaomi 17 Ultra
Huawei Watch Fit 5 Pro test – En Apple Watch-klon med vild batteritid

VIDEO: Huawei Watch Fit 5 Pro ligner en tro kopi af Apple Watch, men bag titanium-ydret gemmer der sig en sand batteri-konge til en skarp pris. Jeg har testet uret, der nu endelig lader dig betale i danske butikker.

(mere…)
Xiaomi 17T Pro er det fornuftige valg, når Ultra bliver for dyr | TEST

TEST: Du går glip af lidt Ultra-magi, men får til gengæld fremragende batteritid, en flot skærm og et kamera, der leverer varen i hverdagen.

(mere…)
Eufy E15 test: Nem robotplæneklipper uden kanttråd og abonnement

TEST: Eufy E15 lover robotklipning uden kanttråd, besværlig opsætning og dyre abonnementer. Jeg har testet, om den billige robotplæneklipper kan holde plænen pæn til en skarp pris.

(mere…)
Billigere alternativ til AirTag – er FIXED Tag Stick bedre?

TEST: Du behøver ikke købe AirTag for at bruge Apples Find-netværk. FIXED Tag Stick er billigere, nemmere at bruge og klar fra start – men er den et bedre valg?

(mere…)
007 First Light er et mesterværk – farvel Hitman, goddag Bond | TEST

SPILTEST: Jeg har testet det kommende 007 First Light, og frygten for at det bare ville være "Hitman 2.0" er gjort til skamme. IO Interactive har skabt en stærk James Bond-fortælling, der fortjener topkarakter.

(mere…)
Xiaomi lancerer nye wearables: Ur med 21 dages batteri og nye Buds

Smartphones, smart-home produkter og nye wearables. Xiaomi havde masser at byde på. Læs mere om de nye wearables her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2026 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram