Samsung Galaxy S26 Ultra test: Genial telefon med sprogproblemer
TEST: Samsung Galaxy S26 Ultra er den vildeste opgradering i årevis. Den nye ”Privacy Screen” er genial, kameraet tæmmer mørket som aldrig før og opladningen er forbedret. Men efter tre år taler AI stadig ikke dansk. Læs min store test af årets vigtigste Samsung-telefon.

Min dækning af Galaxy S26-serien startede med stikpiller som: ”Det er langt at rejse for at se en telefon, der er gået fra 8,2 til 7,9 mm i tykkelsen”, hvilket var en direkte henvisning til min tur til Unpacked i San Francisco.
Jeg er enig. Det er vildt langt, men heldigvis gav turen også mange andre oplevelser. Da jeg deltog i S25-lanceringen, viste det sig, at der stort set ingen nyheder var. Det fik mig til at kalde Galaxy S25 Ultra for en S24 Ultra med en softwareopdatering.
Nu har jeg brugt Galaxy S26 Ultra i en uges tid, og det står klart, at vi i år står med flere spændende nyheder, men også punkter, der giver anledning til bekymring. Det vender jeg tilbage til.
S26 Ultra designet er lettere og mere moderne
Tilbage til designet. Vægten er faldet fra 218 til 214 gram – og så er der skåret 0,3 mm af tykkelsen. I praksis vil du opleve en lettere og mere moderne smartphone, hvad angår udtrykket.
Ens ”gamle” S25 Ultra føles kluntet og utidssvarende i sammenligning.
Du vil også opleve en lillebitte ekstra polering af skærmkanterne, der er en anelse blødere end på forgængerens. Og ja, så er de nye farver et tiltrængt løft.
Herofarven er Cobalt Violet, der dog changerer mere over i mørkeblå. Udtrykket ændrer sig, alt efter hvordan lyset falder. Sky Blue er også ret cool. Du kan stadig købe en sort og en hvid. Min holdning er klar: Jeg kan næsten ikke holde ud, at alle telefoner (og elbiler) skal være sorte og hvide. Det er simpelthen SÅ kedeligt.
Desværre for designerne hos Samsung vælger mange at klaske et cover på telefonen. Helt ærligt – så kan det hele være lige meget. Hold op, hvor er det bare ucharmerende, selv med de originale covers.
I Samsungs tilfælde er et originalcover dog nødvendigt, hvis du vil udnytte Qi2 MPP til trådløs opladning. Mere om det senere.
Vi finder dog et ’failure by design’… Når tykkelsen reduceres, stikker linserne endnu længere ud. Det betyder, at telefonen vipper endnu mere end før. Det er frygtelig irriterende, når telefonen ligger på bordet. End ikke Samsungs nye originale cover løser det.
Jeg ved ikke, hvordan det kan løses, da jeg ikke vil gå på kompromis med kameraet, og jeg vil stadig have plads til batteriet, samtidig med at telefonen skal være tynd.
Samsung Galaxy S26 Ultra leverer endelig hurtigere opladning
De officielle tal siger, at S26 Ultra kan oplades fra 0 til 75 procent på 30 minutter, mens forgængeren lå på 65 procent. Det er dog trods alt en fremgang, om end ikke en, der får hatten til at flyve af.
Min praktiske oplevelse er, at de ekstra watt (fra 45 til 60 watt) gør en stor forskel, når du kun lige har et øjeblik til at toppe telefonen op.
Samsung har stadig deres sædvanlige beskyttelse af batteriet i softwaren, så batteriet holder sig friskt så længe som muligt. Samsung anvender stadig et klassisk lithium-ion-batteri og ikke den nye type Silicon Carbon (Si/C Li-Ion), der ellers har højere celletæthed og dermed større kapacitet på mindre plads.
På turen til Unpacked fik jeg dog mellem linjerne den forklaring, at Samsung vil have flere testerfaringer med Silicon Carbon, inden det sendes ud i telefonerne. Det forstår man jo godt, når vi tænker på Galaxy Note 7 i efteråret 2016, hvor batterierne begyndte at ”nedsmelte” og brænde mellem hænderne på køberne.
Dette kostede enormt på både prestige og økonomi. Med andre ord: Samsung tager ingen chancer.
I min opladningstest har jeg i øvrigt sendt S26 Ultra fra 10 til 70 procent på 10 minutter. Husk at bruge det kabel, der ligger i pakken, da ikke alle kabler understøtter den højere opladehastighed.
Den gode nyhed er desuden, at batteritiden ikke er blevet ringere. Jeg kører fint en hel dag og mere til uden at skulle oplade.
Hvad sker der med trådløs opladning?
Jeg er SÅ skuffet over, at Samsung ikke har implementeret Qi2 MPP (Magnetic Power Profile). Det er teknologien bag Apples MagSafe og Googles PixelSnap.
Ganske vist er den trådløse opladehastighed forøget fra 15 til 25 watt fra S25 Ultra til S26 Ultra, men magneterne til fastholdelse mangler stadig. Det betyder, at magnetiske opladere til borde, biler og almindelige opladebrikker fra Apple, Google og tredjepartsproducenter ikke kan anvendes optimalt.
Det var oprindeligt Apples idé med MagSafe, men i dag er det en universel standard. Øv, hvor er det bare noget møg, Samsung.
Det ironiske er, at Samsung giver muligheden, når man bruger det originale cover, men som nævnt gør det bare telefonen grim og kluntet. Trist! Ægte trist! Selv den nye Pixel 10a har MPP-funktionen.
Brugerfladen på Galaxy S26 Ultra







Kameraet i Galaxy S26 Ultra handler om lys – ikke pixels
Det er slut med at jagte ligegyldige megapixels. Samsung mener ikke, at kamerakrigen vindes på tal, men på lys. Det er den største opgradering i flere generationer, hvis man kigger på de rå resultater i mørke.
Her er de vigtigste punkter, som du skal hæfte dig ved:
Lysfølsomhed er den nye konge
Samsung har smidt en f/1.4 blænde i hovedkameraet. For de ikke-nørdede betyder det kort og godt, at der lukkes markant mere lys ind til sensoren. Det mærkes især ved, at du ikke længere skal vente i evigheder på en nattilstand; billederne er skarpe og støjsvage med det samme. Jeg har taget adskillige lowlight-billeder, og disse er betydeligt bedre end på S25 Ultra.
Zoomen kan bruges efter solnedgang
Jeg ser ofte, at zoombilleder bliver grynede, så snart lyset svinder. Det har Samsung forsøgt at løse. Den optiske 5x zoom har fået en større blænde (f/2.9 mod f/3.4 i S25 Ultra). Det er en teknisk detalje, der gør en verden til forskel i virkeligheden, da du nu kan tage brugbare billeder på afstand i mørke omgivelser.
Agentic AI: Mere hjerne, mindre “plastik”
Den nye “Agentic AI” er ikke bare marketingsnak. Billedbehandlingen er blevet mere intelligent. Hvor Samsung tidligere havde en tendens til at overbehandle hudtoner, så de lignede plastik, føles billederne nu mere naturlige. AI’en forstår simpelthen bedre, hvad den ser på, og lader være med at skrue for højt op for kontrasterne.
Hvis du sidder med en S25 Ultra, skal du nok lige trække vejret en ekstra gang, før du hiver betalingskortet frem, men kommer du fra en S23 eller S24, så er springet i fotokvalitet – især om aftenen – massivt.
Det skal dog siges, at jeg kommer direkte fra S25 Ultra og jeg kan rent faktisk mærke forskel.
Udover de fysiske opgraderinger har Samsung også optimeret videodelen. Det er dog stadig irriterende, at 120 fps kun findes i Pro-tilstand, og det er underligt, at deres cinematiske effekt fortsat hedder ”Stående video” på dansk. Hvorfor?
Derimod vil jeg gerne rose den opgraderede ”Super-rolig” videotilstand, som var fed på S25 Ultra, men som med tilføjelsen af “horizon lock” i S26 Ultra er VANVITTIG fed. Det er som at have et ægte steadycam i telefonen – du kan endda vende telefonen på hovedet, mens billedet holder sig vandret. Jeg er imponeret. Den maksimale opløsning i denne tilstand er QHD (60 fps) – altså ikke 4K.
Kamera specifikationer på S26 Ultra vs S25 Ultra
| Kamera / Specifikation | Galaxy S26 Ultra | Galaxy S25 Ultra |
| Hovedkamera (Wide) | 200 MP, f/1.4, OIS | 200 MP, f/1.7, OIS |
| Ultravidvinkel | 50 MP, f/1.9 | 50 MP, f/1.9 |
| Telefoto 1 (3x optisk) | 10 MP, f/2.4, OIS | 10 MP, f/2.4, OIS |
| Telefoto 2 (5x optisk) | 50 MP, f/2.9, OIS | 50 MP, f/3.4, OIS |
| Frontkamera (Selfie) | 12 MP, f/2.2 | 12 MP, f/2.2 |
| Video (Maks) | 8K @ 30fps / 4K @ 120fps | 8K @ 30fps / 4K @ 120fps |
| Særlige funktioner | Agentic AI, ProVisual Engine | Galaxy AI, ProVisual Engine |
Billeder taget med Galaxy S26 Ultra














Hot or not? Har chipsettet et varmeproblem?
Min kritik af Qualcomm står ved magt: De har stadig ikke knækket koden til balancen mellem rå ydelse og varme. Jeg så det grelle eksempel med OnePlus 15, der ramte de 50 grader i test – og fik det arrogante svar, at jeg bare kunne lade være med at køre benchmarks. Det svarer til at sælge en sportsvogn, der koger over på motorvejen, med beskeden om, at man bare skal køre langsommere.
Samsung praler af deres hidtil største “Vapor Chamber”, og det er der en god grund til. Det er en ren nødvendighed for at tøjle Qualcomms processorer. Det er næsten ironisk, at man tager sig selv i at savne en version med Samsungs eget Exynos-chipsæt, bare for at se forskellen.
Hvor OnePlus lod telefonen brænde sammen, gætter jeg på, at Samsung er mere aggressive med at drosle ydelsen ned (throttling), når det bliver hedt. I mine målinger holder S26 Ultra sig på 40-42 grader, hvilket er markant mere behageligt end OnePlus’ “spejlæg-niveau”.
Ved almindelig brug og moderat gaming mærker du intet til problemerne. Men det er en principiel diskussion: Qualcomm bliver ved med at skrue op for tallene, og producenterne bliver efterladt med opgaven at slukke ildebrandene. Selvom jeg ikke mærker den store forskel i hastighed fra S25 til S26, ændrer det ikke på min købelyst – men det ændrer på min respekt for chip-producenten.
| Antutu | 3D Mark | GB 1/2 | GB OpenCL | |
| Galaxy S26 Ultra | 3.492.295 | 7.543 | 3.538 / 10.306 | 22.665 |
| Galaxy S25 Ultra | 2.139.173 | 6.025 | 2.990 / 9.793 | 18.394 |
| OnePlus 15 | 3.567.736 | 6.705 | 3.597 / 10.052 | 24.296 |
Genialt! Privat-skærm indbygget
Slut med at montere et eksternt glas oven på telefonen, hvis du vil forhindre nogen i at læse med over skulderen. Privacy Screen er Samsungs nyeste skærmopfindelse.
Privacy Screen kan blænde hele skærmen eller blot udvalgte apps. Ja, selv popup-beskeder med indgående notifikationer samt adgangskodefelter kan blændes automatisk (også uden at fuld skærmblænding er slået til).
Det spændende er, at lyset fra skærmen ikke bliver svagere, sådan som det er tilfældet med eksterne beskyttelsesglas. Du kan tilgå indstillingerne via topmenuen, eller du kan indstille et dobbelttryk på sideknappen til at aktivere funktionen.
Efter at have brugt muligheden i et stykke tid, har jeg indset, hvor ”åbne” andre telefoner egentlig er. Privacy Screen er Samsungs største salgsargument på S26 Ultra – det er nemlig ikke en mulighed på de mindre S26 og S26+.
Begrænsningerne? Ja, blænding af password-felter virker ikke hos mig. Og selvom en popup-besked blændes på skærmen, så blændes den ikke i topgardinet. Det synes jeg er en fejl; funktionen burde være gennemgående i hele systemet.
VIDEO: Se min korte video om Privacy Screen (1.29 min)
S-PEN: Skriveredskabet S-Pen er (stadig) nedgraderet i forhold til S24 Ultra. Bluetooth-funktionaliteten er væk, hvilket gør, at pinden ikke kan bruges som f.eks. fjernbetjening til kameraet eller i forbindelse med afvikling af præsentationer. Derfor får du her den samme funktionalitet som på S25 Ultra.
Er Galaxy AI mere brugbar?
Jeg elsker de små, praktiske AI-hjælpere som intelligent støjreduktion i videoer og den tætte integration med Google Gemini. Derimod preller de mere legesyge funktioner, som at tegne lagkager ind i fotos, ret hurtigt af på mig – det er sjovt i fem minutter, men ikke et købsargument.
Samsung forsøger at gøre AI-oplevelsen i One UI mere usynlig og intuitiv. Idéen om, at tastaturet selv foreslår kalenderaftaler eller finder feriebillederne frem fra San Francisco, når en ven spørger efter dem, er genial. Problemet? Det fungerer stort set ikke i Danmark. Det er her, Apple-lejren får serveret en gratis pointe: “Hos os virker tingene bare fra dag ét.” Og man må give dem ret.
Det samme gælder Call Screening, der kunne være det ultimative våben mod telefonsælgere, og den manglende transskription af dansk tale. . Der mangler også fortsat opkaldsoversættelse og transskription af dansk tale i lydoptageren
Det er frustrerende, at vi nu på tredje år stadig er sat i venteposition.
Samsung har masser af AI-muskler sammen med Google, men det hjælper ikke meget, når de ikke taler vores sprog. Det gør ikke S26 Ultra til en dårlig telefon, men det er en konstant påmindelse om, at vi er et lille marked, som Samsung ikke prioriterer højt nok.
Samsung har stadig ingen officiel udmelding om en eventuel dansk sprogpakke.
SE VIDEOEN: Mine første indtryk af Galaxy S26 Ultra
SÅDAN OPDATERES SAMSUNG GALAXY S26 ULTRA: Samsung lover 7 års system- og sikkerhedsopdateringer af S26 Ultra.

Konklusion: Den bedste Samsung-telefon!
Samsung Galaxy S26 Ultra er uden tvivl producentens hidtil stærkeste udspil. Den overgår sine forgængere på de vigtigste punkter: Skærmen er fænomenal, opladningen er endelig blevet hurtigere, og det nye kamera leverer resultater, der kan mærkes i hverdagen – selv for dem, der opgraderer fra sidste års model. Privacy Screen er desuden en genial nyskabelse, der giver reel værdi.
Telefonen holder stadig fast i klassiske Samsung-dyder som S Pen (uden Bluetooth-forbindelse).
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Min skepsis retter sig mod de uforløste AI-løfter. Vi er nu på tredje år uden fuld dansk sprogunderstøttelse, og de ellers smarte kontekstuelle forslag til kalender og galleri halter stadig herhjemme.
Jeg er heller ikke vild med chipsættets varmeudvikling, selvom Samsung dog har gjort en stor indsats for at håndtere varmen.
Galaxy S26 Ultra er en fremragende telefon – den bedste fra Samsung nogensinde – men de små irritationer og de manglende danske funktioner står i vejen for den absolutte topkarakter. Vi lander på en meget flot, men ikke fejlfri, karakter.
Men hey! 5 ud af 6 stjerner er da heller ikke dårligt.
Samsung Galaxy S26 Ultra starter på 11.499 kroner (256 GB). Det samme pris som S25 Ultra åbnede til. Læs mere om priserne her.
VIDEO: Se min videogennemgang af S26 Ultra (21 min)
Find den billigste Samsung Galaxy S26 Ultra
PRISOVERBLIK: Se hvem der har den absolut laveste pris lige nu på Galaxy S26 Ultra 256 GB.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Fed skærm: Privacy Screen er et genialt salgsargument, der sikrer diskretion uden at ofre lysstyrke.
- Forbedret kamera: f/1.4 blænden og bedre zoom gør en mærkbar forskel i natbilleder.
- Hurtigere strøm: Opgraderingen til 60W giver et tiltrængt boost i ladehastigheden.
- Video-stabilitet: “Horizon lock” fungerer som et professionelt steadycam i lommen.
- Slankere profil: Mærkbart lettere og tyndere end S25 Ultra.
- Opdateringer: 7 år på system og sikkerhed
- S Pen: Bor fortsat inde i telefonen
Lidt at tænke over
- Sprogbarrierer: Stadig ingen fuld dansk AI-pakke på tredje år. Det er for ringe.
- Varme? Qualcomms chipsæt kæmper stadig med varmen under pres.
- Manglende magneter: Ingen indbygget Qi2 MPP-standard uden et kluntet cover.
- Vippe-syge: De tynde dimensioner får kamera-linserne til at stikke endnu mere ud.
Mere til historien
Salgspakken indeholder telefon og opladekabel, men ingen oplader eller andet tilbehør.

