Små børn efterlades alene med skærmen
Skræmmende adfærd i en ny dansk undersøgelse om, hvilken rolle skærme spiller i langt de fleste små børns liv.
Det er ikke kun når far eller mor gør rent, at børn lades alene med en skærm. Børnene sidder også alene, når mor eller far selv sidder med en skærm.
Det skriver den social humanitære interesseorganisation Børns Vilkår i en pressemeddelelse. Anledningen er en frisk undersøgelse, som blandt andet bygger på udsagn fra 567 børnehavebørn.
Faktisk viser undersøgelsen, at syv ud af 10 børn scroller rundt på skærmen alene, og flere end fire ud af 10 børn har oplevet, at mor eller far ikke havde tid til dem, fordi de selv kiggede på en skærm, skriver Børns Vilkår.
Tallene bliver endnu mere skræmmende, når Børns Vilkår anbefaler, at børn under seks år altid er sammen med en voksen, når de bruger en skærm. Børn på seks år og derunder indbefatter blandt andre børnehavebørn.
Bange børn fortæller ikke om dårlige oplevelser
Samtidig konkluderer undersøgelsen, at omkring fire ud af 10 har ikke talt med de voksne derhjemme om det, når de har set noget, de er blevet bange eller kede af det.
– “Vi kan se i undersøgelsen, at mange børn undlader at tale med deres forældre, hvis de oplever noget på skærmen, der vækker negative følelser i dem. Det betyder, at vi som forældre skal være meget opmærksomme på ikke at parkere vores børn alene foran en skærm og forvente, at de selv kommer til os, hvis de pludselig får klikket sig vej til noget, der ikke er rart for dem at se,” siger Malene Angelo, psykolog i Børns Vilkår.
LÆS OGSÅ: Mindre børn bruger over 100 minutters skærmtid om dagen
FAKTA FRA UNDERSØGELSEN
Børnene er også blevet spurgt til, i hvilke situationer de bruger skærme. Her angiver halvdelen af de børn, der bruger tablets eller telefoner derhjemme, at de bruger dem i forbindelse med måltider, mens 44 pct. af børnene svarer, at de nogle gange bruger tablet eller telefon, når de ligger i deres seng om aftenen.
Det er kun en måned siden, at Sundhedsstyrelsen kom med nye anbefalinger for brug af skærm, som ikke kun er smartphones, tablets og computere, men også tv-skærmen.
– “Det er vigtigt, at vi alle er bevidste om, hvor meget skærmbrug fylder i dagligdagen, og den måde vi bruger skærmene på,” udtalte sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Maja Bæksgaard Jørgensen, ved den lejlighed i en pressemeddelelse.
Hun tilføjede, at forældrene bør være opmærksomme på børnenes trivsel:
– “Derudover bør forældre være ekstra opmærksomme på, om brugen af skærm i familien påvirker deres børns udvikling og trivsel. Specielt har børn under to år som udgangspunkt ikke gavn af at se på en skærm.”
I undersøgelsen svarer seks procent af børnene, at de udelukkende bruger skærmen alene. Når børnene er på skærm med andre, er det oftere med jævnaldrende end med deres forældre …
Dette gør skærmbrug ved dine børn
Skærmbrug kan føre til dårligere hukommelse og mindre kreativitet. En ekspert giver i denne podcastepisode gode råd til familier med børn. Et skræmmende faktum er, at spil og apps er designet til at kidnappe børnene. Læs mere her og hør episoden herunder eller i din podcast-app; søg efter ‘meremobil’.
Mere til historien
Et bredt flertal i Folketinget har for nylig lavet en politisk aftale omkring skærmbrug i dagtilbud. Aftalen skal begrænse børns skærmtid i dagtilbud. Læs mere om det her