Smartphone-salget falder over hele verden
Salget af smartphones faldt i årets første kvartal med 11 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Nye tal fra analysefirmaet Canalys er klar og viser, at salget af smartphones på verdensplan er faldet med 11 procent i årets første kvartal. Det faldende salg skyldes markedsforholdene, hvor der fortsat er mangel på chips og andre komponenter.
Samsung er den førende producent med 24 procent af markedet, mens Apple kom på andenpladsen med 18 procent. Xiaomi er på tredjepladsen med 13 procent af markedet, mens Oppo og Vivo kom på henholdsvis fjerde- og femtepladsen. Det skriver 9to5mac.
Dermed mister alle producenterne markedsandele i forhold til første kvartal 2021 bortset fra Apple og Samsung, som begge går henholdsvis 3 og 2 procent frem.
Producent | Markedsandel Q1 – 2021 | Markedsandel Q1 – 2022 |
---|---|---|
Samsung | 22 procent | 24 procent |
Apple | 15 procent | 18 procent |
Xiaomi | 14 procent | 13 procent |
Oppo | 11 procent | 10 procent |
Vivo | 10 procent | 8 procent |
Andre | 28 producent | 27 procent |
Kilde: Analysefirmaet Canalys |
-“Mens iPhone 13-serien fortsætter med at fange forbrugernes efterspørgsel, er den nye iPhone SE, der blev lanceret i marts, ved at blive en vigtig volumendriver i mellemklassen for Apple. Til en pris, der svarer til sin forgænger, tilbyder den et opgraderet chipset og forbedret batteriydelse og tilføjer den 5G-forbindelse, som operatørkanaler efterspørger.” Sådan lyder det blandt andet i rapporten.
LÆS OGSÅ: Disse smartphones til under 3.000 kroner er stadig værd at købe
Dette harmonerer ikke med skriverier om, at efterspørgslen på iPhone SE (2022) er mindre end forventet.
Markedet er langt fra normaliseret. Og selvom vi herhjemme lever som før coronapandemien, så er der fortsat lande og byer, som er meget plaget af det. Ligesom også krigen mellem Rusland og Ukraine kan påvirke markedet – både produktionsmæssigt men også salgsmæssigt.
De mange prisstigninger på alt betyder for nogle formentlig, at en ny mobiltelefon udsættes til, det er nødvendigt.
Mere til historien
Du kan læse mere om, hvad vores forventninger til smartphones i 2021 var ved årsskiftet 2020/2021.