LG smider håndklædet i ringen – færdig med smartphones
LG har officielt meldt ud, at de ikke længere vil producere smartphones. Nu lukker LG mobilafdelingen helt ned.
LG har valgt at smide håndklædet i ringen, efter det ikke er lykkedes, at få succes på smartphonemarkedet, hvor salget har svigtet. Rygterne har svirret i længere tid om, at LG ville sælge mobilafdelingen fra og senest at de ville lukke den ned.
Nu er det ikke længere rygter og spekulationer. LG har nemlig bekræftet officielt, at det er slut med smartphones.
TILBAGEBLIK: Sådan husker vi LG
Den sydkoreanske producent er på nuværende tidspunkt den niendestørste smartphone-producent i verden, men det er altså ikke lykkedes LG at få overskud i smartphone-afdelingen over de seneste fem år.
Det er egentlig ikke fordi, at LG ikke har lavet nogle gode smartphones. Faktisk har de været nogle af de mere innovative producenter, men de har altså ikke haft heldet til at vinde mobilkøbernes hjerter godt nok til, at det har givet overskud på bundlinjen.
I 2020 formåede LG ”kun” at sælge 24,7 millioner smartphones, hvilket er en tiendedel af hvad Samsung solgte.
LG har ikke været tilgængelige på det danske marked siden 2015. Derfor betyder deres afgang fra mobilmarkedet ikke så meget for de danske mobilkøbere. Dog betyder det, at LG ikke længere er der til at udfordre konkurrrenterne. Selvom de måske ikke har de største salgstal at prale af, så har LG altid været rigtig innovative.
LG G Flex – se testen af verdens første fleksible smartphone
LG oplyser, at de fortsat tilbyder aftersale-service og softwareopdateringer. Inklusive Android 12-opdateringen der bliver tilgængelig senere i år. LG oplyser dog ikke hvilke modeller, men det ventes at være flagskibsmodellerne.
Mere til historien
LG er stadigvæk synlige på det danske marked med fladskærms fjernsyn, computerskærme, køleskabe, vaskemaskiner og meget andet.