Sony Xperia 5 II – 120 Hz-skærm og gaming-fokus
Xperia 5 II er interessant for dig, der vil have en lidt mindre men kraftig smartphone. Fokus er lagt på 120 Hz-skærm og gaming.
Da Sony i februar introducerede Xperia 1 II, var fokus lagt på 5G og nye opdaterede kamerafunktioner. Nu kommer lillebroderen Sony Xperia 5 II, der minder rigtigt meget om Xperia 1 II, men den tager også et skridt i en, for Sony, ny retning.
Xperia 5 II kommer nemlig med 120 Hz opdateringshastighed af skærmen (refreshrate), sådan som vi allerede har set det på adskillige andre telefoner i markedet som eksempelvis Samsung Galaxy S20-serien.
Hvis du er i tvivl om, hvad 120 Hz refreshrate betyder for dig, så skal du lytte til denne episode af min techpodcast.
Qualcomm processor med 5G-chipset
Samsung får ofte kritik for at vælge deres egen Exynos-processorserie til topmodellerne i vores markedsområde. Er du træt af dette, skal du vælge Sony. Både Xperia 1 II og den nye Xperia 5 II, kommer nemlig med Qualcomm Snapdragon 865 processor, der udover Wi-Fi 6 også er klar til 5G.
120 Hz OLED-skærmen i 21:9-format er uden tvivl fantastisk at se på, og du bliver desuden tilfreds med størrelsen og vægten, der er mindre end på Xperia 1 II. Det går så ud over skærmstørrelsen, der er 6,1 tommer – i modsætning til Xperia 1 II, der har en skærmstørrelse på 6,5 tommer. Til gengæld passer telefonen nok lidt bedre i lommen.
For- og bagsiden er beskyttet af Gorilla Glass 6.
Præcis samme kamera-system som på Xperia 1 II
På Xperia 5 II får du også det stærke kamera-setup fra storebroderen. Det sil sige tre objektiver med Zeiss-optik – hver objektiv har 12 megapixels opløsning. Du får standard vidvinkel, telefoto og ultra vidvinkel.
Sony kører videre med Eye-AF, der automatisk sætter fokuspunktet på øjnene. Det fungerer på både mennesker og dyr Derudover har Xperia 5 II kontinuerlig autofokus, der laver AF/AE-beregninger 60 gange i sekundet. Alt i alt skulle det give bedre billeder – særligt ved portrætter.
Xperia 5 II er i øvrigt verdens første smartphone til at tilbyde 4K HDR 120 fps slowmotion-optagelser. Her skal du lige være opmærksom på, at Xperia 5 II ikke har en 4K-skærm.
Den kraftige processor og høje opdateringshastighed i skærmen gør Xperia 5 II oplagt til gaming. Telefonen har da også en Game Enhancer-funktion med HS Power Control, der hjælper til med at undgå overophedning, når du spiller, oplyser Sony.
Xperia 5 II understøtter desuden parring med en trådløs PlayStation 4 Dualshock4-controller.
Det koster Sony Xperia 5 II
Sony Xperia 5 II kommer i butikkerne den 20. oktober 2020. Sony Xperia 5 II koster 6.499 kroner uden abonnement. Forudbestillingerne begynder den 29. september. Det vil kunne købes hos YouSee, Telmore, Telenor, CBB, Telia, Call Me, 3 og Oister.
Telefonen findes i farverne sort, blå, grå og pink. I Danmark bliver kun sort, blå og grå tilgængelig.
Netop fordi Sony Xperia 5 II ligner Xperia 1 II så meget, så giver det god mening, at læse min anmeldelse af Xperia 1 II.
En af de ting der skuffer mig på Xperia 5 II, inden jeg har testet den er, at den desværre ikke har trådløs opladning. Der ligger heller ikke en hurtigoplader i salgspakken, selvom telefonen understøtter op til 21 watts opladning.
Specifikationer: Sony Xperia 5 II
- Skærm: 6,1 tommer, HDR OLED, 120 Hz
- Opløsning: 1.080 x 2.520 pixels (21:9 format)
- Beskyttelse: Gorilla Glass 6 på for- og bagside
- Processor: Qualcomm Snapdragon 865 5G
- Netværk: 2G, 3G, 4G, 5G (Sub6)
- RAM: 8 GB
- Hukommelse: 128 GB
- Udvidelse af hukommelse: Ja
- Batteri: 4.000 mAh, 21 watt understøttet – 0-50% på 30 min – standardlader medfølger.
- Trådløs opladning Nej
- Kamera 1: 12 megapixels, 16mm, f/2.6, dual PDAF
- Kamera 2: 12 megapixels, 24 mm, f/1.7, dual PDAF, OIS
- Kamera 3: 12 megapixels, 70mm, f/3.4, PDAF, OIS
- 3D Tof (Time of Flight) sensor
- Frontkamera: 8 megapixels
- Størrelse: 158 x 68 x 8 mm
- Vægt: 163 gram
- Fingeraftrykslæser: På siden
- Lyd: Frontvendte stereohøjttalere
- Forbindelser: Wi-Fi EEE802.11a/b/g/n(2.4GHz)/n(5GHz)/ac/ax / Wi-Fi MIMO 2×2, GPS, Glonass
- Dual-SIM: Ja. 2 SIM-kort eller 1 SIM-kort og 1 MicroSD-kort
- Stik: USB Type-C i bunden og 3,5 mm. jackstik
- Vand- og støvtæthed: IP65/68
- Platform: Android 10
Mere til historien
Sony Xperia 5 II understøtter 360 Reality Audio, som du kan læse mere om her. Xperia er den officielle smartphoneserie til Call of Duty Mobile World Championship Tournament 2020.