YouSee-kunder kan nu skifte til eSIM
Uden omkostninger kan YouSees mobilkunder nu skifte til fremtidens SIM-kort.
Efter et længere tilløb er YouSee nu klar med eSIM til deres mobilkunder.
Det koster ikke noget at udskifte sit eksisterende fysiske SIM-kort med et eSIM, oplyser YouSee. Nye kunder kan ved købet selv beslutte om de ønsker eSIM eller det klassiske SIM-kort.
Kunderne kan selv skifte til eSIM via kundeportalen ”Mit YouSee”.
Da det TDC-ejede Telmore tidligere på året åbnede for eSIM, hvilket altså skete før hovedselskabet, kostede det 99 kroner at skifte til eSIM.
Med eSIM gemmes oplysningerne, der normalt ligger på chippen i det fysiske SIM-kort, i en chip inde i telefonen. Denne kan ændres efter behov. Ved skift af teleselskab behøver du som telekunde således ikke at vente på det fysiske kort. Du kan komme i gang med det samme.
Adgangen til eSIM på smartphones hos YouSee betyder også, at YouSee nu kan tilbyde eSIM til både Apple Watch og smartphones.
Alle iPhones fra iPhone Xr og frem, understøtter eSIM ligesom en lang række Android-telefoner også har muligheden. Her i blandt Samsungs Galaxy S20-serie.
BAGGRUND: Bliv klogere på eSIM – fremtidens SIM-kort
På iPhones kan eSIM kombineres med et fysisk SIM-kort. Dermed åbnes der for dual-SIM mulighed på iPhone, hvilket ikke var muligt på Apples produkter før introduktionen af eSIM.
Mere til historien
Tilbage i slutningen af april annoncerede teleselskabet 3, at de fjernede alle gebyrer som var pålagt eSIM på smartphones og smartwatches.