Google tvinges til at droppe Huawei – få overblikket her
OVERBLIK: Google må ikke længere levere Android til Huawei. Her følger vi udviklingen i sagen.
VIGTIGT: Præsident Trump har meddelt, at krisen mellem USA og Huawei er afblæst. Amerikanske virksomheder må igen handle med Huawei.
Den amerikanske regering tvinger nu Google til at droppe samarbejdet med Huawei, der aktuelt er verdens andenstørste smartphoneproducent.
Konkret kan Huawei ikke længere få licens til Googles version af Android.
INFO: Der er mange ubekendte faktorer i Google/Huawei-sagen. Denne artikel samler hovedpunkterne af det, som vi aktuelt ved. Jeg vil opdatere, så snart der er nyt. /John G., MereMobil.dk.
Det betyder, at Huawei og deres mobilkøbere, fremadrettet, ikke kan benytte den Android-udgave, som de fleste kender. Denne udgave indeholder app-butikken Google Play, Gmail, Google Maps, Google Assistant, YouTube, Google Fotos, Docs, Sheets, Google Drev og mange andre Google-tjenester.
Dagen efter handelsforbuddet blev meldt ud oplyste den amerikanske handelsminister Wilbur Ross, at forbuddet først træder i kraft om tre måneder.
Google bekræftede overfor CNBC tirsdag, at de stadig samarbejder med Huawei. I hvert fald ind til den 19. august 2019.
GOOGLE-STATEMENT: “Keeping phones up to date and secure is in everyone’s best interests and this temporary license allows us to continue to provide software updates and security patches to existing models for the next 90 days,” udtalte Google til CNBC i en mail tirsdag den 21. maj 2019.
Selvom den totalt krise er udsat i 90 dage, så har det allerede haft store konsekvenser for Huawei. Nu er nogle udenlandske teleoperatører begyndt at stoppe salgs af Huaweis produkter.
ANALYSE: Har Trump vækket den kinesiske drage?
Kan blive tvunget til Android uden Google
Vil Huawei fortsætte på Android (efter et forbud er trådt i kraft) kræver det, at de skal bruge versionen, som er tilgængelig gennem Android Open Source Project (AOSP). Her skal Huawei så selv lægge en appbutik ind, hvorfra brugerne kan hente apps. Dernæst skal Huawei satse på alternativer til f.eks. Gmail, Maps og YouTube.
En mulighed er, at Huawei får lavet en ”work-around” så Googles tjenester alligevel kan hentes ind på telefonerne. Dette er dog stadig højst usikkert, og ikke bekræftet.
Udgaven under Android Open Source Project er en rå Android uden Googles tjenester, der i høj grad definerer Android, som vi kender det.
Om Google Mobile Services: Android er som platform open source. Systemet er tilgængelig gennem AOSP. I vores del af verden benyttes en version af Android leveret af Google. Denne indeholder alle de tjenester som de fleste forbinder med Android. GMS er blandt andet Chrome, Google Play Store, YouTube, Gmail, Maps og mange andre. GMS leveres til mobilproducenterne under licens. Læs mere om GMS her.
Google: Nuværende Huawei-telefoner vil fortsat fungere
Huawei er en af Googles helt store kunder, og Huawei betaler et anseeligt, men ukendt, licensbeløb til Google for adgang til Googles tjenester.
Licensaftalerne indførte Google overfor alle mobilprocenter, der benytter Googles Android-udgave og services, tilbage i efteråret 2018.
Huaweis nuværende enheder med Android fortsætter med at fungere ændret, lyder det fra Google. Har du en Huawei telefon vil du derfor stadig have adgang til appbutikken Google Play og den dertilhørende sikkerhedsplatform.
Det skriver Google i Danmark til MereMobil.dk.
– ”Google efterlever myndighedernes beslutning, og er ved at undersøge konsekvenserne. For brugere af vores tjenester vil Google Play og sikkerhedsbeskyttelsen fra Google Play Protect fortsætte med at fungere på eksisterende Huawei-enheder,” lyder et statement fra Google.
Dette suppleres af et tweet fra Android-teamet, som du kan se herunder.
Huawei siger i et globalt statement, at opdateringer til, og support af, eksisterende smartphones og tablets fortsætter. Det gælder også de produkter, der allerede i dag ligger i butikkerne.
HUAWEI STATEMENT: “Huawei has made substantial contributions to the development and growth of Android around the world. As one of Android’s key global partners, we have worked closely with their open-source platform to develop an ecosystem that has benefitted both users and the industry”.
På Huaweis Facebook-side i Danmark ses spørgsmål fra kunderne, der er usikre på hvordan de er stillet fremadrettet
Huawei i Danmark har på Facebook udsendt følgende udtalelse:
HUAWEI DANMARK STATEMENT: Huawei vil fortsætte med at levere sikkerhedsopdateringer og eftersalgsservice til alle Huaweis eksisterende smartphones og tablet-produkter på markedet. Det gælder for allerede solgte produkter og dem, der stadig er på lager globalt. Vi vil ligeledes fortsætte med at levere opdateringer til Huaweis styresystem, EMUI. Som Huawei-bruger vil du fortsat kunne bruge Google-services som Google Play og Gmail, ligesom du kan opdatere dine Google apps på de Huawei produkter, som vi har solgt eller på nuværende tidspunkt sælger. Dette er også bekræftet af Google. Vi vil fortsætte med at prioritere udviklingen og brug af Android-systemet. Android er open source og Huawei har ydet betydelige bidrag til systemets udvikling og vækst i verden.
Alle Android-producenter *kan* blive ramt
Der er fortsat meget vi ikke ved i denne sag, men en ting er sikkert: Såfremt udbredelsen af Android fra Google kan blokeres af den amerikanske regering overfor Huawei, så kan det også ske for andre.
Selvom Samsung sikkert står parate med champagnen, efter endnu et benspænd for Huawei, så skal de ikke vide sig alt for sikre.
Principielt kan det jo besluttes, at Google heller ikke må samarbejde med Samsung, Xiaomi, Lenovo / Motorola, Xiaomi, OnePlus eller hvem andre, der ikke måtte passe ind i de aktuelle amerikanske luner.
I første omgang er det dog kun Huawei, der er sat på bænken.
– ”Dette kan være en ’kill switch’ for Huaweis ambition om at overtage Samsungs position på det globale marked,” siger Nicole Peng, vice president of mobility ved Canalys til CNBC.
Ydermere har sagen den konsekvens, at andre smartphone-producenter, samt forbrugerne bliver nervøse, hvilket er med til at svække tilliden til Android-platformen.
Store spillere dropper Huawei
Tre af verdens førende chipproducenter, Qualcomm, Broadcomm og Intel samt tyske Infineon Technologies har meddelt, at de afbryder deres samarbejder med Huawei.
Dette kan påvirke Huaweis udvikling af egne chipsets i deres chipdivision HiSilicon.
Et forbud rammer desuden Microsoft, der leverer Windows på licens til Huawei. Microsoft har nu også fjernet Mate-computere fra deres onlinebutik.
Onsdag kom det frem, at ARM også stopper samarbejdet med Huawei. BBC er i besiddelse af et internt notat, der bekræfter dette. ARM har hovedsæde i Storbritannien men er japansk.
ARM sidder på teknologi og patenter som danner basis for alle de mobilprocessorer vi kender i dag. ARM leverer til Samsung, Qualcomm og Huawei.
Hvis ikke Huawei har et samarbejde med ARM kan det blive yderst vanskeligt at fortsætte udviklingen af Kirin-processorer og chipset, som Huawei selv producerer i divisionen HiSilicon.
Huawei er heller ikke længere omkring bordet i JEDEC, der standardiserer semiconductorer. SD Association og WI-Fi Alliance er Huawei også væk fra. Dette kan du læse mere om her.
Forhandlerne er bekymrede
Nogle udenlandske teleselskaber har trukket næsen til sig i forhold til Huaweis produkter.
I Danmark har KLC Erhverv, som den første forhandler, meddelt, at de indtil videre ikke vil sælge Huaweis telefoner.
Er Huawei klar?
Huawei har sandsynligvis kendt risikoen for denne situation, og har givetvis fulgt den meget tæt.
Det har længe været kendt, at Huawei arbejder på deres eget operativsystem til smartphones.
– ”Vi har klargjort vores eget operativsystem. Skulle det ske, at vi ikke længere kan bruge Googles systemer, vil vi være klar. Dette er vores plan-b, men vi foretrækker at samarbejde med Google og Microsoft,” lød det i marts fra Richard Yu, chefen for Huaweis mobildivision til Die Welt.
En succes med ens eget operativsystem er ikke givet på forhånd, og det kan i den grad blive op ad bakke, hvis Huawei helt må lægge Android op hylden.
Gennem tiden har der været flere forsøg på at skabe et alternativ til Android, men ingen ud over Apples iOS er slået igennem. Senest husker de fleste nok hvordan Microsoft totalt kulsejlede med det ellers lovende system Windows Mobile.
Dette skal Huawei købere- og ejere tænke over
Konsekvenserne er stadig uklare, men uanset hvad så går Huawei ind i en ny tid.
Som ejer af en Huawei-telefon (eller tablet) skal du foreløbigt forholde dig afventede. Det er det bedste råd, at jeg kan give lige nu.
- Den 21. maj 2019 oplyste den amerikanske handelsminister Wilbur Ross, at handlesforbuddet er udsat i tre måneder. Google bekræfter, at samarbejdet med Huawei fortsætter i perioden.
- Huawei oplyser, at eksisterende Huawei og Honor produkter bliver vedligeholdt med sikkerhedsopdateringer og support.
- Huawei vil fortsætte med at opdatere EMUI-brugerfladen som de lægger oven på Android.
- Opdateringer og support fortsætter for produkter som lige nu ligger i forretningerne og på lagre.
- Google apps fortsætter med at fungere på nuværende Huawei smartphones. Disse apps opdateres fortsat via Google Play.
- Vi ved ikke om Google over tid tvinges til at blokere for deres tjenester på eksisterende Huawei produkter. Formodentlig sker der ingen ændringer her, men vi ved det ikke.
- Personligt vil jeg forholde mig afventende, hvis jeg i dag overvejede at købe en Huawei smartphone – netop fordi konsekvenserne er uklare.
BLIV OPDATERET GRATIS: Tre gange om ugen udsendes nyhedsbrevet ‘Kaffepause ☕️ med tech‘. Tilmeld dig her – frameld når du har lyst. Alle nye følgere modtager som tak vores skræddersyede liste med 10 af de bedste guides og tips til mobilen.
Mere til historien
Denne sag udvikler sig løbende. Derfor bliver denne artikel løbende opdateret i takt med, at vi får flere informationer. Artiklen er senest opdateret den 26. maj 2019 klokken 10:00.