Her får 3 bedre dækning

GRAFISK OVERBLIK: Kunderne hos 3 får markant bedre dækning i løbet af 2019. Se her hvor de mange nye mobilmaster etableres.

Mobilmast telemast
3 vil i 2019 etablere mange nye master uden for de store byer (Foto: MereMobil.dk)

Som vi tidligere har skrevet om på MereMobil.dk, så har 3 indgået en ny roaming aftale med TDC. Aftalen giver 3s kunder mulighed for at roame på TDCs 2G, 3G og 4G LTE mobilnetværk i områder, hvor 3 ikke har tilstrækkelig dækning.

Samtidig med den nye roamingaftale løftede 3 også sløret for en markant udvidelse af deres eget mobilnetværk. Der skal etableres over 200 nye mobilsites (mobilmaster) i 2019 og 800 netværksforbedringer i form af opgraderinger af kapacitet på eksisterende sites. Der kommer også opgraderinger af flere sites med det langtrækkende 900 MHz frekvensbånd.

Alle 3s sites vil ved udgangen af 2019 være opgraderet med carrier aggregation, som betyder højere downloadhastighed. Det kræver dog en smartphone, der understøtter denne feature.

BAGGRUND: Hvad er carrier aggregation? Sådan bliver mobilnettet hurtigere

Dækker 3 kun storbyerne?

Mange af vores mere spydige læsere vil sikkert mene, at 3 er et “storbys teleselskab”, fordi dækningen uden for de store byer traditionelt ikke har været prioriteret så højt.

Roamingaftalen med TDC kunne betyde, at 3 blot ville koncentrere netværket til de store byer, men sådan forholder det sig ikke.

Det ser faktisk ud til, at 3 nu gør en seriøs indsats for at forbedre dækningen “i provinsen”.

Vi har på MereMobil.dk bedt 3 udarbejdet et par kort. Her kan du se, hvor 3 planlægger at udvide deres netværk i 2019. Kortene har 3 udarbejdet for MereMobil.dk.

200+ nye sites

3 understreger, at deres udbygningsplaner for 2019 afhænger af, at teleselskabet får de fornødne byggetilladelser og lejebetingelser. Det betyder, at nedenstående oversigt over nye sites og opgraderinger skal ses som en realistisk ønskeliste for 2019.

Nye mobil-licenser har fået nye ejere – hvad betyder det for dig?

Hvis der ikke kan opnås byggetilladelse, eller hvis der ikke kan findes det rette sted at opsætte en mobilmast til en rimelig lejepris, så bliver sitet ikke etableret.

Så med de forbehold er her et kort over de områder, som 3 håber at kunne opsætte nyt udstyr i.

En del af nye sites bliver opsat for at opfylde 3s 1800 MHz licenskrav. Teleselskabet er nemlig forpligtet til at dække en række områder med dårlig mobildækning, for at opfylde licensvilkårene til deres 1800 MHz licens, som vi tidligere har skrevet om.

TECH-PODCAST: Det vildeste nye fra stor gadget-messe

3’s planlagte netværksudvidelser i 2019 (Grafik 3 / MereMobil.dk)

De nye sites bliver etableret med et miks af 900, 1800 og 2100 MHz. Alle sites får 30 MHz i 1800 MHz frekvensbåndet, som 3 benytter til 4G LTE.

Derimod er det lidt forskelligt, hvilke sites der får 900 og 2100 MHz, som 3 benytter til 3G. Ifølge 3 afhænger valget af, hvor sitet bliver etableret samt hvilket kapacitetsbehov, der er i det pågældende område.

Ude på landet er kapacitetsbehovet ikke så stort, så det kan være 900 MHz, er mest relevant. I byområder med store kapacitetsbehov benyttes 2100 MHz.

Mange områder får bedre dækning

3 planlægger f.eks. et site på Thyholm, der en halvø på Sydthy. Halvøen har omkring 3.500 beboere, men indtil videre har der ikke været ét eneste mobilsite fra 3 til at dække halvøen. Helt generelt får Thy en del nye sites.

Rømø i Vadehavet får også bedre dækning. Der er desuden mange nye sites på både Fyn, i Sønderjylland samt i området omkring Viborg, Silkeborg, Randers og Aarhus.

Nordjyderne og Odenseanerne kan glæde sig over mange nye 900 MHz sendere, som giver bedre geografisk dækning.

Planlagte netværksopgraderinger i 2019 med 900 MHz (Grafik: 3 / MereMobil.dk)

Hvad betyder det for kunderne?

Hvad betyder de mange nye sites så for 3s kunder? Den vurdering kan være svær, men overordnet kommer det faktisk til at betyde ret meget.

3 opretter en hel del mobilsites i en række mindre byer, og det vil gøre en enorm forskel på det oplevede mobildækning, da et mobilsite typisk dækker i en radius af 5-8 km i det åbne land.

Når man ser overordnet på de mange nye sites udenfor landets 10 største byer, så er det gennemgående træk, at det er nogle er de største og værste huller, som nu bliver lukket i 3 mobilnetværk. Der vil dog stadigvæk være områder i landet, som i den grad mangler sites fra 3.

På den positive side skal vore læsere huske på, at alle 3s sites med udgangen af 2019 har carrier aggregation, hvilket bestemt ikke skal glemmes.

Så mange positioner har 3 lige nu

3s mobilnetværk består af cirka 2.100 sites (unikke positioner) per januar 2019. Udvidelsen med mere end 200 nye sites i 2019, betyder et stort skridt frem, hvilket bør få panderynkerne frem hos konkurrenterne.

Det er ingen hemmelighed, at 3s konkurrenter har kapret mange kunder på at levere bedre mobildækning på trods af 3s meget innovative abonnementer og meget skarpe priser – særligt 3LikeHome er en driver for 3.

3s netværk er endnu ikke på højde med konkurrenternes, men den store udvidelse med både opgraderinger og mange nye sites i 2019 gør forskellen til konkurrenterne mindre.

Dertil skal man selvfølgelig huske, at 3 nu har en roaming aftale med TDC, så man kan opnå dækning over hele landet.

Mere til historien

MereMobil.dk følger løbende udviklingen af alle de danske mobilnetværk.


Avatar

Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.