Staten gør klar til 700, 900 og 2300 MHz frekvensauktion

Energistyrelsen har offentliggjort auktionsmaterialet for den kommende 700 MHz-, 900 MHz- og 2300 MHz auktion. Her er hovedpunkterne.

Energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), har den 14. juni 2018 fastsat rammerne for den kommende auktion over 700 MHz, 900 MHz og 2300 MHz-frekvensbåndene. Energistyrelsen har derfor offentliggjort materialet omkring auktionen, som finder sted til efteråret. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Interesserede teleselskaber har frist for tilmelding indtil den 21. august 2018. Derfor er det endnu ikke kendt, hvilke selskaber der vil byde på auktionen. Det må forventes at TDC, TT-netværket (Telia og Telnor) samt Hi3G (teleselskabet 3) alle vil byde ind.

I materialet kan man blandt andet læse, hvilke frekvenser Staten vil udbyde.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

700 MHz er helt nyt frekvensbånd

700 MHz-frekvensbåndet er et nyt frekvensbånd til mobiltelefoni. Frekvenserne bliver i øjeblikket brugt til digitalt antenne-TV, men fra 2020 vil frekvensbåndet overgå til mobiltelefoni.

Frekvenserne i 700 MHz-frekvensbåndet omfatter 2 x 30 MHz parrede frekvenser (703-733 MHz parret med 758-788 MHz) og 20 MHz uparrede frekvenser (738-758 MHz).

900 MHz bliver omfordelt

Det såkaldte 900 MHz frekvensbånd har været i brug siden starten af 1990’erne til først 2G og siden 3G mobiltelefoni. Til auktionen omfatter frekvenserne i 900 MHz-frekvensbåndet 2 x 30 MHz parrede frekvenser (880,0-891,9 MHz og 896,9-915,0 MHz henholdsvis parret med 925,0-936,9 MHz og 941,9-960,0 MHz).

Det specielle med 900 MHz frekvensbåndet er, at Hi3G (teleselskabet 3) har en tilladelse på 2 x 5 MHz placeret midt i frekvensbåndet, som er omfattet af auktionen (891,9-896,9 MHz parret med 936,9-941,9 MHz).  Denne tilladelse blev tildelt i 2010, som del af et kompromis, hvor TDC, Telia og Telenor fik tilladelse til at bruge 900 MHz frekvensbånd til 3G mobiltelefoni. Dette frekvensbånd var hidtil kun tilladt at benytte til 2G.

Hi3Gs tilladelse udløber først den 31. december 2034, men for at sikre bedst mulig udnyttelse af frekvensbåndet, så kan Hi3Gs tilladelse ændres så de 2 x 5 MHz flyttes op i toppen af 900 MHz-frekvensbåndet per 1. januar 2020. Hvis Hi3G deltager i auktionen, og vinder yderligere frekvenser i 900 MHz frekvensbåndet, så kan den specifikke placering af tilladelsen ændres således, at alle vinderne får sammenhængende frekvenser.

Med Hi3Gs 2.x 5 MHz er der altså i alt 2 x 35 MHz tilrådighed på 900 MHz frekvensbåndet.

2300 MHz er også nyt

Frekvenserne i 2300 MHz-frekvensbåndet omfatter 100 MHz uparrede frekvenser (2300,0-2400,0 MHz).

Dette frekvensbånd er også kendt som bånd 40, hvilket benyttes i TD-LTE.

TD-LTE fungerer teknisk anderledes end FD-LTE, der er den 4G LTE teknologi, som vi primært benytter i Danmark. FD-LTE kræver parrede frekvenser, hvor der benyttes separate frekvensbånd til henholdsvis download og upload. TD-LTE benytter det samme frekvensbånd til både up- og download.

De fleste moderne 4G telefoner understøtter bånd 40 og TD-LTE. Hvis én vinder løber med hele frekvensbåndet på 100 MHz, så vil vinderen måske kunne tilbyde landsdækkende mobilt bredbånd med gigabit hastighed i dette frekvensbånd – endda måske som alternativ til en kablet internetforbindelse.

Dækningskravene er høje – i nogle områder

Den kommende auktion gør ligesom tidligere auktioner brug af et dækningskrav, hvor specifikke adresser skal dækkes med en minimumsdækning. De enkelte adresser er ligesom f.eks. den tidligere 1800 MHz auktion dog samlet i tre grupper, hvilket gør det lettere for teleselskaberne at etablere dækning. Sammenlignet med tidligere auktioner er kravene dog markant højere denne gang.

Der er således et dækningskrav på 700 MHz- eller 900 MHz-frekvensbåndene, hvor vinderen skal sikre udendørs mobiltaledækning samt mobil bredbåndsdækning med en download hastighed på 30 Mbit/s og 3 Mbit/s upload. I hvert enkelt dækningsområde skal mindst 90 procent af arealet være dækket.

– Kort over dækningskrav i 700 MHz- og 900 MHz-frekvensbåndene

På 2300 MHz frekensbåndet er kravene endnu højere med en mindste downloadhastighed på 50 Mbit/s og 5 Mbit/s upload.

Energistyrelsen gør i Informationsmemorandummet opmærksom på, at det på udvalgte adresser er det tilstrækkeligt at levere en mobil bredbåndstjeneste med en downloadhastighed på minimum 30 Mit/s og en uploadhastighed på minimum 3 Mbit/s.

– Kort over 2300 MHz- og supplerende dækningskrav

Dækningskravet skal opfyldes på mindst på 98 procent af adresserne, men her er det dog tilladt at slutkunden bliver pålagt at montere fast udstyr såsom en retningsbestemt udendørs antenne for at få leveret minimumshastigheden, hvis teleselskabet generelt markedsfører et sådant produkt til en rimelig omkostning for slutkunden.

Mere til historien

Alt materiale omkring den kommende auktion kan findes på Energistyrelsen hjemmeside.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.