Sådan er vores indtryk af LG G4 i læder

Efter et personligt møde med LG G4 i læderbetræk er der ikke længere nogen tvivl. G4 er blandt årets mest eksklusive smartphones.

MereMobil.dk var tirsdag taget turen til LG G4-event nord for den svenske hovedstad Stockholm. Her blev LG G4 for første gang eksklusivt præsenteret for det nordiske marked.

LG G4 i læder

LG G4 i læder. (Foto: MereMobil.dk)

Med LG G4 vil LG ikke blot præsentere deres publikum for endnu et lille facelift, som ellers er blevet meget brugt i smartphone-branchen de senere år – nej LG vil med G4 udtrykke et design-statement, et udtryk for nytænkning og innovation på smartphone-markedet.

– Web-TV: LG G4 – det første kig

Det er dog hverken nyt eller innovativt, at smide læder på en smartphone. Flere producenter, heriblandt Motorola, har tidligere arbejdet med netop læderudtrykket. Heldigvis for LG har de valgt at gå skridtet videre og tilføje to specialsyede sting ned midt gennem ryggen på G4s læderbagcover – dét har gjort læderudtrykket på G4 unikt.

Blandt årets unikke designs

Hvad Samsung har formået at udtrykke med Galaxy S6 Edge, har LG ligeledes gjort med G4 – blot på sin egen måde. Der er hos begge produkter tale om unikke og relativt nye designudtryk inden for smartphone-designs. LG har blot valgt at gå den mere utraditionelle vej, når det komme til materialevalg.

LG G4 kommer i tre læder-versioner i norden – brun, rød og sort. Mens den brune og røde version giver den samme bløde og fine fornemmelse, så skiller den sorte sig ud, med et mere råt og rugt udtryk, der om end føles en smule mere fedtet at holde ved.

Fælles for alle tre farvenuancer er, at de er designet med to sting, ned midt gennem ryggen på bagcoveret. Dét er hvad der får læderet på G4 til at skille sig ud fra mængden og det er netop det, der får den helt store premium-følelse frem i en, når man står med G4 i hånden.

– Dansk pris og tilgængelighed på LG G4

Læderet giver, sammen med de flotte sting, en unik og aldrig før oplevet opløftende følelse når man står med G4. Jeg kunne ikke lade være med hele tiden at lade fingrende glide over læderet og stingene, da jeg stod med G4. Igen og igen blev jeg gjort opmærksom på, at jeg stod med noget anderledes og specielt i hånden.

Jeg er heller ikke ét sekund i tvivl om, at G4 kommer til at fange blikke i bybilledet. Dens læder-design er for unikt til ikke at være et blikfang! Jeg vil endda gå så vidt til at sige, at G4 ligger på niveau med Galaxy S6 Edge, når det komme til unikke design-udtryk for 2015!

Ægte læder med tysk håndværk

Det er ikke hvilket som helst læder LG har valgt at udfærdige G4s bagside med. Læderet kommer blandt andet fra den amerikanske kødproduktion, hvor skindet fra koen der slagtes, nu blandt andet går til LG. Farverne brun, rød og sort kommer ikke direkte fra koen, men er naturfarver, anvendt for at give en ensartet cover-produktion.

Men LG stopper ikke her. De to parallelle sting der går ned ad ryggen på G4, er af en tysk premiumkvalitet kaldet Mara, fra Gutermanns produktionslinje. Mara-produktet er af en høj standardiseret kvalitet med patenteret ”Micro Core Technology”. Desuden er Mara-stingene klassificeret miljøvenlige og godkendt efter ”Oeko-tex standard 100”, en uafhængig test- og certificeringssystem for tekstil-branchen.

– LG G4 mod LG G3 – se forskellene

De nøje udvalgte materialer og ægte læderprodukter betyder, at man med tiden vil opleve, at læderbagsiden på ens G4, vil få sit eget og anderledes udtryk, påført af de oplevelser og begivenheder, som enheden har været udsat for gennem dens levetid. Hvert et tab, mærke eller ridse, vil være synligt på bagcoveret, men med tiden vil de ændre sig og blive til en del af et unikt udtryk for netop denne ene G4.

Derfor er der ingen G4 med lædercoveret der efter få ugers brug, vil være magen til de andres. Den vil være unik for ejeren og de oplevelser som han eller hun har haft med sin G4.

Vi må vente med konklusionen

Det hele var dog ikke lutter positive indtryk, jeg kom ud med fra LG eventen. Alle tre læderversioner bar præg af manglende finish. Specielt rundt om kameralinsen og jackstikket, blev jeg opmærksom på, at samlekvaliteten mellem læderet og hardwaren, ikke var perfekt. Rundt om jackstikket var det som om at man havde påsat et særskilt stykke læder, limet sammen med resten af bagsiden – ikke videre flot udført.

Ved kameralinsen var det som om, at læderet havde trukket sig sammen, dermed skabt en revne mellem kamera og læderet.

– LG G4 – plastik og læder

Jeg blev under fremvisningen præsenteret for en række læderversioner. Fælles for dem alle var, at ingen af dem kom fra den endelige produktion. Det betyder at nogle modeller var flere måneder gamle, mens andre blot var fra få uger tilbage.

Det er derfor svært at konkludere, hvor vidt vi komme til at se disse små design-fejl, eller om LG har formået at få forfinet produktionen således, at den endelige finish bliver ligeså gennemført som selve materialevalgene er.

Galleri med G4 i læder:

Herunder har vi samlet en række billeder af G4 i de tre lædervariationer, taget under LGs presseevent.

Mere til historien

LG G4s bagcover af læder gennemgår hele 12 ugers produktion, før det endelige bagcover står klar. Til sammenligning tager det blot op til fire dage, at producere et almindeligt bagcover, ifølge LG.

Tags: ,

Om Jacob Smidt

Jacob er mobilfreak med en forkærlighed til Android. Han har tidligere været en fast del af den daglige nyhedsdækning, men bruger nu sin fritid på at skrive om seneste nyt. Ud over bred viden om Android og Google, har han også en stor forståelse for IT og elsker at lege med nye gadgets.