Top 10: De mest solgte mobiler i september
Der er ingen tvivl om, at det er Apple og Samsung, som sidder på smartphone-markedet. Se om det er lykkedes konkurrenterne at få iPhone 5S væk fra førstepladsen. Her er septembers mobil top 10-lister.
Apples iPhone 5S har længe været solidt placeret på førstepladsen de seneste mange måneder, men den må nu ”nøjes” med en andenplads på salgslisten hos Telia.
Telefonen, der har slået iPhone 5S af pinden, er dog endnu engang Apples egen – nemlig den nye iPhone 6, som havde dansk salgsstart fredag den 26. september. Dermed er den røget direkte ind på førstepladsen hos Telia. På andenpladsen finder vi så iPhone 5S. Også den anden nye iPhone-model, iPhone 6 Plus, har fundet sin vej ind på top 10-listen.
– Alt om de to nye iPhones – iPhone 6 og iPhone 6 Plus
Hos 3 og Telenor er det fortsat iPhone 5S, der indtager førstepladsen, men den nye iPhone 6 er gået direkte ind på andenpladsen. Modsat listen hos Telia, så står der Apple på de fire øverste pladser hos 3, hvilket vidner om en september der har været iPhone-måned hos 3.
Samsungs direkte konkurrent til iPhone 6, Galaxy Alpha, er røget ind på en henholdsvis 9. og 10. plads hos Telia og 3.
– Duel: iPhone 6 mod Samsung Galaxy Alpha
Generelt domineres listerne af Apple og Samsung, der har henholdsvis fire og fem telefoner noteret på listerne hos både 3 og Telia. Nokia er den eneste producent på top 10-listerne hos både 3 og Telia foruden Apple og Samsung. Og det er ikke med en Lumia-model, men derimod Nokia 301, der er en almindelig mobiltelefon med fysiske taster.
Dog er der på Telenors-liste hele to Lumia-modeller – ellers er det også klart Apple og Samsung der er noteret for flest enheder på listen hos Telenor.
iPhone 6 Plus er kommet på top 10-listen hos både Telia og Telenor, men hos 3 har den helt store iPhone altså ikke solgt nok til at komme med på denne måneds opgørelse.
Vil det fortsat være iPhone 5S eller iPhone 6, som er på førstepladsen i næste måned? Spændende er det da oktober måned blandt andet byder på salgsstarten af Sony Xperia Z3 og Sony Xperia Z3 Compact.
– Disse nye mobiler kommer i handlen i oktober
Mere til historien
Det hemmeligholdes hvor mange eksemplarer af hver enkelt telefon, der sælges i Danmark. Derfor oplyses det kun hvilke modeller, som er de mest solgte uden at nævne de konkrete salgstal. TDC har ikke bidraget med tal til denne artikel.