De nye Android-telefoner fra Nokia er klar – lover opdateringer i tre år
Den nyeste Android-version i to år! Det er løftet fra HMD Global, når du køber Nokia 8 Sirocco, Nokia 7 Plus eller den nye Nokia 6.
Der loves sikkerhedsopdateringer i tre år samt to års opdateringer af Android-systemet. Det er løftet fra HMD Global, som netop har sendt Nokia 6, Nokia 7 Plus og Nokia 8 Sirocco ud i de danske butikker.
For mange vil flagskibet, og dermed den mest interessante, være Nokia 8 Sirocco. Altså en faceliftet version af Nokia 8, der i slutningen af sidste sommer høstede flotte anmeldelser i pressen.
I første omgang er Nokia 8 Sirocco kun tilgængelig hos teleselskabet YouSee, som er eksklusiv partner på produktet. Det oplyser HMD Global til MereMobil.dk.
LÆS OGSÅ: Nokia 8 Sirocco er prissat i direkte konkurrence mod Samsung
Den nye version af Nokia 6 kan købes hos Telenor og Telia. Prisen er 2.190 kroner (vejledende uden abonnement).
Nokia 7 Plus er prissat til 2.990 kroner. Her har Telenor, 3, Telia og Call Me meldt sig som forhandlere. YouSee er også på vej til at gøre Nokia 7 Plus tilgængelig for deres kunder.
Elgiganten vil ligeledes føre de nye Nokia telefoner – dog med undtagelse af Nokia 8 Sirocco.
Er med i Android One
Alle telefonerne er med i Googles Android One program. De kommer altså med en Android-udgave uden producent-ændringer i brugerfladen. Altså telefoner som i oplevelsen minder om Google Pixel-telefonerne, der er Googles eget bud på en smartphone.
Med Android One følger også løftet om de månedlige sikkerhedsopdateringer til Android samt løbende nye udgaver af Android-platformen.
BAGGRUND: Hvad er Android One?
De nye Nokiaer er også en del af Googles Android Enterprise Recommended program, som blandt andet indeholder en MDM-løsning ud af kassen samt minimumskrav i forhold til hardwarespecifikationer.
Også telefoner som blandt andet Sony Xperia XA2, Xperia XZ1 Compact, Motorola X4, Huawei Mate 10 Pro er med i dette program. Samsung har ingen produkter med i Android Enterprise Recommended.
Her kan du læse mere om Android Enterprise Recommended.
Mere til historien
Nokias aktuelle Android-serie blev lanceret ved Mobile World Congress i februar. Her fik en ny version af den klassiske Nokia 8110 også en del opmærksomhed. Nokia 8110 omtales ofte som ”bananen”. Hvornår den kommer i handlen er endnu uvist.