iPhone X er Årets Mobil 2017

I 2017 var iPhone X den telefon, der gjorde størst indtryk. iPhone X er Årets Mobil 2017. Se resultaterne af afstemningen her.

iPhone X

iPhone X er på MereMobil.dk kåret til Årets Mobil 2017  (Foto: Apple)

Publikum har talt. iPhone X er Årets Mobil 2017. Apple fik 16 procent af stemmerne, mens Samsung måtte se sig henvist til andenpladsen med deres topmodel i 2017. Galaxy S8 trak godt 12 procent af stemmerne hjem.

I 2016 vandt Samsung afstemningen med Galaxy S7 Edge.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Huawei fandt vej til tredjepladsen i 2017 med Mate 10 Pro, der følger op på succesen med Mate 9 Pro, som i 2016 blev nummer to i afstemningen om Årets Mobil 2016.

Afstemningen siger ikke noget om hvorfor iPhone X er årets vinder, men i min anmeldelse lagde jeg blandt andet vægt på Face ID, som et af argumenterne for en topkarakter.

TEST: iPhone X er den mest innovative iPhone til dato

Apple har taget ansigtsgenkendelse ind i en ny tidsalder. Flere producenter har tidligere indført ansigtsgenkendelse som biometrisk oplåsning af telefoner, men uden synderligt held og med en alt for ustabil brugeroplevelse til følge.

Apple har forfinet ansigtsgenkendelse til tæt ved perfektion. Og når de samtidigt tror så meget på funktionen, at de helt har fjernet hjemknappen, og indfører en ny intuitiv betjening af telefonen, uden den klassiske hjemknap, ja så fortjener de den udmærkelse som Årets Mobil er.

Selvom danskerne generelt er glade for iPhones, så er det altså ikke fordi Apple er en ”sikker” vinder af ”Årets Mobil”. Det er faktisk kun iPhone 6, som tidligere har hevet sejren hjem til Apple. Igennem årene har danskerne hyppigere sat deres stemme på HTC og Samsung.

Så vanvittigt dyrt er skærmskift på iPhone X

Top 5 2017

  1. Apple iPhone X (16 %)
  2. Samsung Galaxy S8 (12,6 %)
  3. Huawei Mate 10 Pro (12,0 %)
  4. OnePlus 5T (11 %)
  5. Samsung Galaxy Note 8 (7 %)

Afstemningen er udført via MereMobil.dk, Facebook, Twitter og LinkedIn fra den 8. december til 31. december 2017. Der er afgivet i alt 2.046 stemmer.

Tidligere års vindere

2017: Apple iPhone X
2016: Samsung Galaxy S7 Edge
2015: Samsung Galaxy S6 Edge
2014: Apple iPhone 6
2013: HTC One (M7)
2012: Samsung Galaxy S III
2011: Samsung Galaxy S II
2010: HTC Desire
2009: HTC Hero

Mere til historien

iPhone X scorer også højt hos anmeldere rundt om i verden. Pocket-link, ZDnet, The Verge og mange andre, har også X-modellen som favorit fra 2017.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.