Hver fjerde dansker siger nej til AI: Samsung-topchef ser global tillidskrise
Mens branchen ræser mod en fremtid fyldt med kunstig intelligens, har næsten hver fjerde dansker trukket bremsen. Samsungs nordiske præsident, Jason Kim, mener nu, at branchen står over for en tillidskrise.

Mens tech-giganterne kæmper om at indbygge kunstig intelligens (AI) i alt fra telefoner til vaskemaskiner, møder teknologien en markant barriere i de danske hjem.
En undersøgelse foretaget af Norstat for Samsung i 2025 viser, at manglende tillid til sikkerheden har afholdt 23 procent af danskerne fra at bruge produkter med AI eller smart-teknologi.
Samtidig er hele 88 procent af befolkningen bekymrede for, om deres private data forbliver sikre på deres elektroniske enheder.
Tallene understreger en voksende kløft mellem teknologisk formåen og brugernes tryghed. Det er en virkelighed, som Jason Kim, præsident for Samsung i Norden, analyserer som et afgørende vendepunkt for hele branchen.
– ”I 2026 sælger vi ikke kun teknologi, vi sælger tillid. Hvis vi ikke kan forklare vores sikkerhed på en måde, som almindelige mennesker forstår, så har vi ikke løst opgaven. I Norden har vi ganske enkelt ikke råd til at tage let på det”, lyder det i en eksklusiv udtalelse fra Jason Kim til MereMobil.dk.
Global skepsis: Eksperter advarer mod “tillids-erosion”
Danskernes skepsis står ikke alene. Analysehuset Forrester har i deres 2026-forudsigelser advaret om, at op mod en tredjedel af alle virksomheder risikerer at nedbryde kundernes tillid i år ved at udrulle fejlbehæftede eller uigennemskuelige AI-løsninger.
Samtidig viser data fra Capgemini Research Institute, at mens 71 procent af forbrugerne gerne vil have AI integreret i deres købsoplevelser, så er tilliden til selve teknologien i frit fald.
Seneste tal indikerer, at tilliden til helt autonome AI-systemer er faldet fra 43 procent til blot 27 procent på ét år.
Slut med “dumme” smarte hjem – sikkerhed som standard
Ifølge Jason Kim er vi nødt til at skifte fokus til det, han kalder for et “Trusted Home”.
Han peger på, at AI gør trusselsbilledet smartere, og at cybersikkerhed derfor ikke længere kan være noget, man “lægger på til sidst”.
– ”Et smart køleskab er i bund og grund en computer med en kompressor. I 2026 er vi nødt til at behandle det som sådan med opdateringer og robusthed som en integreret del – ikke som et valgfrit ekstra. Sikkerhed skal være standarden, ikke en indstilling”.
Denne tilgang bakkes op af internationale medier som The Verge, der i deres dækning af det smarte hjem peger på, at branchens største udfordring i 2026 er netop gennemsigtighed og pålidelighed.
Softwareopdateringer er den nye “grønne” dagsorden
For Samsung-chefen er der en direkte linje mellem cybersikkerhed og den grønne omstilling. Softwareopdateringer er nemlig blevet et af de vigtigste redskaber i kampen mod elektronisk affald.
– ”Cybersikkerhed og bæredygtighed er to sider af samme sag. Et produkt, der ikke kan holdes sikkert, bliver hurtigere lagt til affald. Derfor er langvarig softwareunderstøttelse ikke kun et sikkerhedsspørgsmål, men i høj grad også et miljømæssigt spørgsmål,” lyder det fra Jason Kim.
Samsung har for nylig cementeret denne position ved at gøre 7 års opdateringer til den nye standard for hele deres økosystem – herunder også smart-tv og hvidevarer.
På CES 2026 i Las Vegas fremviste Samsung en lang række nye produkter og visioner. Her finder du Samsung CES-overblikket.
Om undersøgelsen: Norstat har udført en rundspørge for Samsung mellem d. 11. og 22. august 2025 for at undersøge danskernes holdning til sikkerhed af elektronikprodukter. Undersøgelsen dækker Danmark og inkluderer 1013 respondenter.
Mere til historien
Danskernes skepsis flugter med EU’s dagsorden, hvor EU AI Act får fuld virkning den 2. august 2026. Loven stiller skarpe krav til gennemsigtighed for høj-risiko AI-systemer. Norstat-undersøgelsen fra 2025 viser desuden, at 74 procent af danskerne mener, at tech-virksomheder bør gøre mere for at støtte forbrugerne i at beskytte deres personlige data.

