Pixel Watch 3 er nu i den rigtige størrelse | Test
TEST: Google har lyttet til brugernes kritik af størrelsen på Pixel Watch 2. Lad os se om resten også er perfekt. Her er min Pixel Watch 3 test.
Jeg skrev sidste år, at Pixel Watch 2 var uret, der fik mig tilbage på smartwatch-bølgen.
Jeg var blandt andet ovenud glad for den lille 41-millimeter-størrelse, der af mange blev kaldt for “lille” og endda “feminin”.
Jeg må i denne omgang tage de ord i mig igen efter at have prøvet det nye Pixel Watch 3, der både kommer i 41- og 45-millimeter-størrelser. Hvor den sidste, for mig, giver meget mere mening.
Og det er ikke den eneste opgradering. Flere af træningsværktøjerne er blevet mere detaljerede og effektive. Skærmen er blevet større og mere lysstærk. Og Google vil nu passe på dig med endnu en sikkerhedsfunktion.
Eller det vil sige, at det vil de, når funktionen kommer til Danmark. For træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og Pixel Watch 3 er ikke uden fejl.
Men læs med her og se, om Pixel Watch 3 måske kunne være noget for dig. Jeg har som nævnt testet modellen på 45 millimeter. Og specifikationerne kommer her:
Specifikationer: Pixel Watch 3
- Størrelse: 45 x 45 x 12,3 mm.
- Skærm: 320 ppi AMOLED, adaptiv opdateringshastighed 1-60 Hz, 2.000 nits
- Processor: Qualcomm SW5100
- RAM: 2 GB
- Lagerplads: 32 GB
- System: Wear OS 5.0
- Forbindelser: 4G LTE, Bluetooth 5.3, Wi-Fi 802.11n, NFC
- Beskyttelse: Gorilla Glas 5 og IP68
- Vægt: Ca. 37 gram
- Batteritid: 24 timer med always-on display
- Pris: 3.490 kroner (Wi-Fi), 4.290 kroner (LTE)
Gammelt design, ny størrelse
På trods af at Google i år har opdateret deres telefoner med et mere kantet design, holder de på Pixel Watch 3 fast i de runde behagelige former.
Og det giver, for mit vedkommende, god mening, at noget, du bærer på armen døgnet rundt, er så behageligt som muligt. Her er ingen skarpe kanter, der skærer eller irriterer. Og du tænker ikke over, at du har et større ur på, før du kigger ned på det.
Det er en fornøjelse at kigge ned på det. Både på grund af designet, der kaster tankerne tilbage på gamle mekaniske ure. Men i særdeleshed også på grund af den opdaterede Actua-skærm.
Det er en 320 ppi AMOLED LTPO-skærm, der kan variere i lysstyrke fra 1 til 2000 nits. Den er altså lækker at se på, uanset om du står ude i strålende solskin eller lige skal tjekke den sidste notifikation, inden du går i seng. Og så er sidste års brede kanter omkring skærmen krympet betragteligt, uden dog at være helt væk.
Der er plads til forbedring, men bruges urskiverne fra Google med sort baggrund, ses kanterne stort set ikke.
Urkassen er igen i år lavet i aluminium, hvilket er med til at få vægten ned på sølle 37 gram. Og så kommer det i farverne sort, sølv og champagne-guld.
Ny software med flere nyheder
Softwaren på Pixel Watch 3 er Wear OS 5. Og uden at det bliver revolutionerende, er der absolut nyheder. En af dem er en morgenoversigt. Noget, jeg til at starte med syntes virkede ligegyldigt, men som jeg nu troligt læser igennem hver morgen.
Her får du en hurtig beskrivelse af, hvordan du har sovet, og om nogen af dine helbredsparametre – for eksempel pulsvariation, åndedrætsfrekvens eller iltmætning – ligger uden for dit personlige interval. Og ud fra det også en parathedsscore, der oftest stemmer overens med, hvad jeg selv har følt. Og til sidst en vejrudsigt.
Det kan virke overflødigt. Men for en som mig, der er en klovn til at få sovet, er det noget af en øjenåbner at se effekten af god søvn beskrevet med tal og bogstaver.
Pixel Watch 3 registrerer nu selv, hvornår du sover, og slukker skærmen samt deaktiverer notifikationer og touchfunktion. Og det gør det utroligt godt. Det er altså slut med at skulle slå sengetid til, inden du skal sove.
Ud over at prøve at få dig til at sove ordentligt, passer Google igen på dig med sikkerhedsfunktioner som falddetektering, Tryghedstjek og Nødråb.
Og som noget nyt har de tilføjet “Loss of Pulse Detection”. En funktion, der, som navnet antyder, holder øje med din puls. Forsvinder denne, vil uret tænde flere sensorer for at søge efter livstegn, mens det spørger, om du er okay. Responderes der ikke, skrues der op for en alarm med en nedtælling. Og til sidst kontaktes 112 med en besked om, at der ikke er nogen puls, og en lokation.
Det lyder som en funktion, der på sigt kunne redde liv og vil være rar at have på sit ur. Den er desværre ikke landet på uret endnu, men skulle komme i løbet af september.
Fitbit er din træningsmakker
Uanset hvor meget det irriterer mig at skulle have en ekstra app på min telefon til at holde styr på min træning, så gør Fitbit det rigtig godt. Og de har endda implementeret brugbare forbedringer.
En af de funktioner, der har fået mest kærlighed, er løbefunktionen. Her kan du nu tilføje forskellige løberutiner med tilpassede opvarmninger og nedkølinger og indstille måltempo, puls, tider og distancer. Under dit løb får du vejledning i realtid direkte på uret via lydsignaler og haptiske signaler, når du afviger fra dit tempo eller er over målet for din puls.
Urets bevægelsessensor holder også øje med din kadence, din skridtlængde, dine vertikale udsving og mere, der kan hjælpe dig til bedre resultater. Og som en, der prøver at komme i gang igen efter et dårligt knæ, er det spændende at se, hvad en lettere løbestil eller noget så simpelt som at lægge lige meget vægt på hvert ben gør for mine løbetider.
Og Pixel Watch 3 kan lide at holde øje med dig. Autodetektering af aktivitet er meget effektiv. Efter små 5 minutters gå- eller løbetur registrerer uret, hvad du laver, og spørger, om du vil tracke aktiviteten.
Det er dog stadig irriterende, at nogle funktioner gemmes bag en betalingsmur. Jeg taler her om Fitbit Premium, der blandt andet gemmer på AI-anbefalinger til forbedring af dit løb og dine løbevaner. Eller funktionen, der hjælper med forslag til at træne forskellige dele af kroppen.
Men som sagt, er du ikke bange for at tænke selv og har en interesse i fysisk udfoldelse, så er Fitbit både en brugbar og god træningsmakker.
Større batteri, men samme batteritid.
Batteriet er på det større Pixel Watch 3 vokset til 420 mAh, uden at batteritiden er blevet nævneværdigt bedre. Den ligger stadig på 24-36 timer. Hvilket er fint, hvis man holder det op mod ure som Apple Watch og Samsung Galaxy Watch. Men når man kommer direkte fra OnePlus Watch 2R med tre dages batteritid, kræver det noget tilvænning.
Og det er et problem, der let løses ved bare at smide uret på opladeren, når du for eksempel er i bad eller på anden måde ikke har brug for uret. På den måde kræves der ikke lange opladningstider.
Og skulle du alligevel få kørt batteriet i bund, tager det 30 minutter at oplade fra 15 til 72 procent. Og en fuld opladning tager omkring 70 minutter.
Jeg vil overordnet sige, at batteridelen er godkendt uden at være overvældende.
Konklusion: Stadig det bedste smartwatch til Android
Med en pris i den dyre ende og tre års erfaring i smartwatch-markedet kan man godt begynde at stille nogle krav til Google og deres Pixel Watch.
For at starte i den gode ende er det oplagt at tale om softwaren. For den kører som smurt og mæsker sig perfekt med Googles økosystem. Du kan blandt andet styre både dit Google TV og kameraet på din telefon. Og selv hvis du har en anden Android-telefon end Pixel, kan du få fuldt udbytte af uret. Bare installer Googles Watch-app og sæt i gang.
Jeg er stor tilhænger af det store fokus på helbred og motion. Og især sikkerhedsfunktionerne. Noget, man aldrig håber at få brug for, men der i yderste konsekvens kan gå hen og redde liv. Og så er det noget, du for eksempel ikke får på et billigere smartwatch.
Fitbit Premium med en månedlig betaling på 69 kroner om måneden er stadig en øm tå for mig. På den anden side har jeg heller ikke savnet det. Pixel Watch 3 og almindelig Fitbit giver mig allerede mere information, end jeg har brug for.
Det gør, at jeg til sidst sidder tilbage med et flot ur, der bare fungerer uden at gøre meget væsen af sig. Et ur, der er der, når jeg har brug for det. Præcis som et smartwatch skal være.
Derfor har jeg heller ikke nogen problemer med at anbefale Pixel Watch 3, uanset hvilken Android-telefon du har.
Pixel Watch 3 lander på 5 ud af 6 stjerner.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Batteri der holder over 24 timer
- Fuld opladning på lidt over en time
- Omfattende udvalg af sundheds- og motionsfunktioner
- Registrering af søvnmønster
- Flydende og hurtig ydelse
- Flot stor skærm
- Gode sikkerhedsfunktioner
- Komfortabelt at have på 24/7
Lidt at tænke over
- Kanterne om skærmen er stadig store
- Proprietær oplader
- Kan kun anvendes med Android
- Krav om abonnement, for fuld adgang til træningsdata
Mere til historien
Google har for alvor forkælet os i år, med både Pixel Buds, Pixel Watch og hele fire nye telefoner. Hvor den ene er Pixel 9 Pro Fold, der for første gang er landet i Danmark.