Dropper MobilePay – følger flere med?
Circle K har droppet MobilePay-betalinger. Nu følger en stor supermarkedskæde efter. Er det starten på en lavine?
I efteråret lancerede MobilePay en ny prismodel for erhvervsdrivende, der tager imod betaling fra tjenesten.
Tidligere skulle erhvervsdrivende betale 60 øre per transaktion plus 50 kroner om måneden i abonnement. Den nye prisstruktur betød, at der nu skulle betales 0,99 procent af omsætningen ved en overførsel.
Ændringerne fik mange, især mindre firmaer, til at råbe op og beskylde Vipps MobilePay for at udnytte deres monopollignende tilstand.
Selvom MobilePay uden tvivl er let at bruge såvel som at indføre for f.eks. en frisør, foreningen, grillbaren, syersken eller kræmmeren på loppemarkedet, så ændrer det ikke på, at konkurrencen på betalingsområdet er stor. F.eks. er Apple Pay i fuld gang med at udradere det danske Dankort.
LÆS MERE: Apple Pay sætter Dankort under pres
I januar meddelte Circle K, at de var færdige med MobilePay, og nu har supermarkedskæden Løvbjerg så oplyst, at de fra den 12. marts 2024 ikke længere tager imod MobilePay som betalingsmiddel.
– ”Årsagen er, at prisen for at bruge MobilePay stiger betragteligt,” lyder det fra Løvbjerg.
Løvbjerg har 17 butikker i Danmark med en omsætning på 1,3 milliarder kroner, skriver Nordjyske.
Dagrofa med butikker som Meny og Spar vil heller ikke fremover tilbyde MobilePay. Den historie kan du læse her.
I flere år har MobilePay kørt med underskud. Og i oktober fortalte tjenesten, at de havde været for godhjertede i deres gebyrsætning.
Har du kendskab til andre større kæder, der har planer om at lukke ned for MobilePay? Skriv en kommentar herunder.
JEG MENER: Da MobilePay lancerede deres butiksløsning, fik de Salling Group, dengang Dansk Supermarked, til at tage imod betalinger med tjenesten, men ca. to år senere blev betalingsmuligheden skrottet.
Det lignede et ’kupforsøg’ fra Nets, der forsøgte at udbrede Dankort på mobilen. Coop var også hurtige til at få en aftale med Nets til stor ærgrelse for MobilePay og kunderne. Rema 1000 var dog en af de kæder, der beholdt MobilePay.
Med de nye priser for butikkerne gør Vipps MobilePay det rigtigt svært for dem selv, da prissætningen opleves som urimelig eller måske endda grådig.
Mit bud er, at der ikke går længe, inden vi vil se endnu flere større kæder og andre erhvervsdrivende lukke ned for MobilePay.
Circle K og Løvbjerg tror jeg kun er starten på en lavine og et endeligt for MobilePay i butikkerne.
Så står MobilePay tilbage med person-til-person overførsler. Det er kun en stakket frist. Andre og meget større udbydere har allerede tilsvarende løsninger i andre lande. Det gælder f.eks. for Apple Pay, som danske mobilbrugere i forvejen er rigtigt glade for.
I det globale betalingsmarked var MobilePay en vanvittig god idé, som bare aldrig formåede at blive stor nok. Desværre.
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Dankort på mobilen blev aldrig et hit og eksisterer ikke længere. Heller ikke teleselskabernes fælles forsøg på en betalingsløsning på mobilen, Paii, overlevede.