Samsung Galaxy S24 Ultra test | Den intelligente smartphone

TEST: Den har masser af power, vilde kameraer, en skøn skærm og nu også kunstig intelligens (AI). Læs min Samsung Galaxy S24 Ultra test her.

Samsung_Galaxy_S24_Ultra_street
Samsung Galaxy S24 Ultra fylder godt i hånden (Foto: MereMobil.dk)

Jeg har været et smut i San Jose, Californien, for at hente Samsungs nye Galaxy S24 Ultra.

Det er en telefon, der gør sit bedste for at leve op til sit navn ved at være fyldt til randen med komponenter fra øverste hylde, bygget af lækre materialer, og ikke mindst udstyret med Samsungs nye Galaxy AI.

Med det følger også en høj pris. Men er det et problem, hvis telefonen giver valuta for pengene? Ikke nødvendigvis. Læs med her og se hvad S24 Ultra har at byde på.

Velkommen til min Samsung Galaxy S24 Ultra test.

Vil du høre testen, kan du lytte til denne podcastepisode.

Specifikationer: Samsung Galaxy S24 Ultra

  • Skærm: 6,8”, 120 Hz, (1-120 Hz), 2.600 nits
  • Type: Dynamic LTPO AMOLED 2X
  • Opløsning: 1440 x 3120 pixels
  • Beskyttelse: Gorilla Glass Armor på for- og bagside
  • Processor: Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy
  • RAM: 12 GB LPDDR5X
  • Hukommelse: 256, 512, 1 TB
  • Udvidelse: Nej
  • Kamera 1: 200 megapixels, f/1.7, vidvinkel
  • Kamera 2: 12 megapixels ultra vidvinkel, f/2.4, 120 gr.
  • Kamera 3: 10 megapixels telefoto, f/2.4, 3x optisk zoom
  • Kamera 4: 50 megapixels telefofo, f/3.4, 10x optisk zoom, 100x digital zoom
  • Frontkamera: 12 megapixels, f/2.2, 80 gr.
  • Batteri: 5.000 mAh
  • Trådløs opladning: Ja. Op til 15 watt understøttet
  • Hurtigoplader: Ja. Op til 45 watt er understøttet
  • 3.5 mm. Jackstik: Nej
  • Forbindelser: Wi-Fi op til Wi-Fi 7, hotspot, Bluetooth 5.3, flere GPS-netværk, NFC, USB C.
  • 5G: Ja
  • Dual-SIM og E-SIM: Ja
  • Fingeraftrykssensor: Ja. Ultrasonic i skærmen
  • S-Pen: Ja – medfølger
  • IP-beskyttelse: IP68
  • Størrelse: 162,6 x 79 x 8,6 mm.
  • Vægt: 233 gram
  • System: Android 14
  • Brugerflade: Samsung One UI 6.1

Klassens tykke dreng

Samsung_Galaxy_S24_Ultra_box
Det er svært at se det, men er nu beskyttet af titanium og Gorilla Glass Armor (Foto: MereMobil.dk)

Selvom S24 Ultra har tabt sig både i størrelse og vægt i forhold til sidste års model, er det stadig en ordentlig basse. Den kræver store lommer og går ikke ubemærket hen, når du har den i hånden. Men det gør ikke noget, når telefonen er så flot, som den er.

Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt flere designændringer, i forhold til hvad vi har set de foregående to år.

Den største visuelle forskel i forhold til sidste års model er, at skærmen nu er helt flad. Denne skærm er, ligesom bagsiden, beskyttet af Gorilla Glass Armor. Glasset er mere modstandsdygtigt overfor ridser og fald, og det reflekterer også mindre lys. Det er for tidligt at sige noget om den første påstand, men den sidste er helt korrekt. Selv under Californiens sol var det aldrig noget problem at se, hvad der skete på skærmen. Genskin var minimalt, og lysstyrken fra skærmen var høj.

De to glassider er omkranset af en mat ramme af titanium, som ifølge Samsung skulle være både stærkere og lettere. Det ser ikke bare godt ud. Det gør også telefonen meget mindre glat og meget lettere at holde fast på end aluminiumsrammen på Galaxy S23 Ultra.

Bagsiden er, ligesom rammen, mat og god til at modstå fedtfingre. Det er også her, vi finder kameraerne – hele fire styks.

Telefonens højre side flankeres af knapper til tænd/sluk samt justering af lydstyrke. I bunden finder vi en USB-C port, en SIM-skuffe til to styk nano-SIM, samt hulen hvor Samsungs S-Pen gemmer sig.

Der er altså ikke meget nyt at komme efter på det visuelle. Men det gør mig ikke noget, når det er så flot og funktionelt.

CBB annonceblok

Samsung Galaxy S24 Ultra kan fås til en skarp pris hos CBB. Tjek den aktuelle (gode) pris på Galaxy S24 Ultra. Indtil den 30. januar får du 512 GB lagerplads, når du køber 256 GB-versionen.

CBB

Bedste skærm på en smartphone

Samsung_Galaxy_S24_Ultra_screen
Galaxy S24 Ultra har muligvis den lækreste skærm på markedet (Foto: MereMobil.dk)

Mange producenter anvender Samsungs skærme, men når de sidder i Samsungs egne telefoner, opleves de bare lidt bedre. Jeg ved ikke præcist, hvilken slags magi de bruger, men farverne er bare lidt bedre, kontrasterne er perfekte, og den reagerer meget præcist på berøringer.

Den 6,8 tommer store skærm med QHD+ opløsning og 120 Hz adaptiv opdatering gør det meget svært ikke lige at tage et spil mere, eller lige se et afsnit mere af din serie. Og det kan du gøre uanset lysforholdene.

Dette er dels på grund af Gorilla Glass Armors evne til at afvise lysrefleksioner, men også fordi Galaxy S24 Ultras skærm nu har en lysstyrke på op til 2.600 nits. Du skal dog ikke være bange for at brænde dine nethinder af. Den automatiske lysregulering er godt afbalanceret og en fornøjelse for dine øjne.

Er du mere til lyd end billede, kan du stadig få fornøjelse af S24 Ultra. Den byder på et fint sæt højtalere med god afrundet lyd, der kan spille forholdsvist højt. Jeg er meget imponeret.

Processoren er tunet af Samsung

Motoren i S24 Ultra er Snapdragon 8 Gen 3 for Galaxy. ”For Galaxy” tilføjelsen betyder kort sagt bare, at Samsung lader den køre med maksimalhastigheden som Qualcomm har meldt ud, at den kan yde.

Det kan meget vel være marketingsnak. Men fakta er at der fuld fart på Galaxy S24 Ultra, uanset hvad man udsætter den for. I nedenstående tabel kan du se mine målinger.

Bemærk: Tallene for OnePlus 12 er hvor telefonen er sat i tilstanden “høj ydelse”. OnePlus 12 bruger samme chipset som Samsung, dog uden tilføjelsen “for Galaxy”.

ANMELDELSE: Derfor skal du overveje OnePlus 12

Som noget nyt kommer alle Ultra modellerne i år med 12 GB LPDDR5X RAM.

Antutu3D MarkGB 1/2 coreGB OpenCL
Samsung Galaxy S24 Ultra1.799.0724.4582.291/716915.182
Samsung Galaxy S23 Ultra1.202.2863.7141.531/4.77810.231
OnePlus 12 (høj ydelse)1.893.2174.9321.426/5.03814.131
iPhone 15 Pro Max1.578.0504.1222.929/7.31627.156
GB = GeekBench 6

På trods af de imponerende hastigheder bruger Qualcomms nyeste chipset ikke meget af det 5.000 mAh store batteri. Der er mere end rigeligt strøm til en hel dag, selvom jeg i testperioden nok bruger telefonen mere intensivt end man normalt ville.

Og når der så skal oplades, byder S24 Ultra på 45 watt ‘hurtigopladning’. Desværre sender Samsung ikke en lader med i pakken, så jeg måtte benytte mig af en 68 watt lader fra Motorola.

Den ladede telefonen fra 5-44 procent på 15 minutter. Efter en halv time ramte den 75 procent, og en fuld opladning tog omkring 58 minutter. I forhold til OnePlus 12 er det temmelig langsomt.

VILDT! 7 års opdateringer!

Softwaren på Galaxy S24 Ultra er Android 14 med Samsungs One UI ovenpå. Som en stor tilhænger af ren Android, burde jeg ikke bryde mig særligt om Samsungs meget modificerede udgave.

Denne gang er jeg dog alligevel tilfreds. One UI har ændret sig meget de seneste par år og virker langt fra så tungt som tidligere, men er i stedet blevet særdeles velfungerende.

Det irriterer mig dog stadig, at der er så mange dubletter af apps. Det er unødvendigt at have to browsere, to fotogallerier, to kalendere og så videre.

Det betyder dog ikke, at det ikke er velfungerende. Og er man sovset helt ind i Samsungs økosystem med Galaxy Watch, buds og SmartThings, er jeg sikker på, at dette er det helt rigtige valg.

Og som et kæmpe plaster på såret får man nu hele syv års opdateringer af både Android-platformen og sikkerhedsdelen.

Det er ikke bare gode nyheder for forbrugeren, men også for miljøet. Længere softwaresupport betyder, at telefonerne kan bruges længere, og Galaxy S24 Ultra har uden tvivl specifikationerne til at kunne følge med mange år frem

AI bliver bagt ind i softwaren

Der er ingen tvivl om, at AI er det store samtaleemne for tiden, og det var også tilfældet, da Samsung lancerede S24-serien.

Samsung kalder det “Galaxy AI”, og det er bagt ind i softwaren, så det fungerer som en naturlig del af styresystemet.

Det betyder, at alt ligger på telefonen, og der ikke skal hentes yderligere apps. Det gør det langt mere tilgængeligt, at man ikke skal gennem flere arbejdsgange end højst nødvendigt for at benytte AI-funktioner. Mange funktioner fungerer også direkte på telefonen, uden at skulle forbi skyen.

Den første funktion, jeg vil nævne, er lavet sammen med Google og hedder ”Circle to Search”. Den fungerer overalt på telefonen, uanset om det er et billede, i din appskuffe, eller på en hjemmeside. Den aktiveres ved at trykke og holde fingeren i bunden af skærmen, hvorefter der kan laves en cirkel om det, man vil vide mere om. Herefter finder Google en masse søgeresultater til dig. Det virker overraskende godt.

Det er dog en funktion, der også kommer til Pixel 8-telefonerne og måske andre på et senere tidspunkt.

Samsung har også selv lavet en del AI. En del af dem går på oversættelser. F.eks. kan man live oversætte en telefonsamtale. Vi fik under Unpacked-eventet i San Jose mulighed for at lave en telefonsamtale med en fremmed. Jeg talte med en meget flink mand fra Korea. Jeg talte engelsk, der så blev oversat til koreansk og talt med en AI-stemme, og omvendt når han talte.

En anden mulighed er at lægge telefonen mellem to personer, hvor der så oversættes skriftligt på en delt skærm. Igen virkede det upåklageligt.

Begge dele foregår udelukkende på telefonen, og du behøver ikke frygte, at uvedkommende lytter med på dine samtaler.

Det er også muligt at transskribere for eksempel et møde. Her benyttes AI til at oversætte det til andre sprog, lave et resumé eller formatere det til for eksempel punktform. Eller du kan gøre alle tre dele.

AI er også flyttet ind i Samsungs tastatur, således at det kan oversætte det, du skriver og modtager, kan hjælpe dig med stavning og grammatik, eller ændre tonen på det skrevne, så du lyder mere professionel, eller indsætte passende emojis og hashtags.

Noget har en praktisk funktion, andet virker som en sjov gimmick. Fælles er, at det er imponerende.

Ultra godt kamera

Samsung_Galaxy_S24_Ultra_camera
Kameraet på S24 Ultra tager gode billeder under alle lysforhold (Foto: MereMobil.dk)

På kameradelen er Samsung sin egen største fjende. Det er nemlig utrolig svært at overgå sig selv, når man sidste og forrige år leverede så godt et resultat. Og alligevel har de gjort det.

Der er stadig en 200 megapixels hovedsensor, en 12 megapixels ultravidvinkel og en 10 megapixels sensor med 3x optisk zoom. Men 10 megapixels sensoren med 10x optisk zoom (på S23 Ultra, red.) er skiftet ud med en 50 megapixel 5x optisk zoom. Det giver bedre resultater og op til 10x zoom, da springene mellem optisk zoom er mindre, og der derfor ikke skal benyttes så meget digital zoom.

Du kan selvfølgelig stadig presse den helt op til 100x digitalt zoom, men jeg mener, at alt over 30x er tæt på ubrugeligt. Og det er uanset, hvor meget Samsungs AI hjælper til.

Det sagt, så tager kameraerne rigtigt gode billeder under alle lysforhold. Billederne har gode farver, står skarpt og har masser af dynamik. Selv når det bliver mørkt, leverer den et lækkert resultat. Jeg er især imponeret over, at den ikke overstyrer lyset i mørke omgivelser. Det problem ser vi rigtigt meget i nattilstanden på de fleste telefoner.

På videodelen er S24 Ultra også helt i top. Der kan optages i 8K/30, 4K/60 og 1080/60. HDR10+ er også tilgængeligt. Der er altså ikke mere at bede om.

Videoerne er, ligesom billederne, skarpe med gode farver og god dynamik. Stabiliseringen er god, og selv på ujævne overflader i løb, får du stabile optagelser, der ikke gør dig søsyg, når du genser dem.

Galaxy AI findes naturligvis også i kameradelen. Her er det i redigeringsdelen, det huserer. Du kan for eksempel benytte Instant Slow-mo til at lave slowmotion i en helt almindeligt optaget video. Her vil AI så gå ind og generere de manglende billeder for et flydende resultat. Jeg har gjort det en del, og resultaterne har været gode hver gang.

På billeder kan du gå ind og fjerne, flytte eller ændre størrelse på elementer eller personer. Og er dit billede lidt skævt, kan det også rettes op. AI autogenerer så den manglende baggrund, som den tror, den skal se ud. Og den gør det skræmmende godt.

Afhængig af hvordan det gøres, kan det være meget svært at skille AI-genereret materiale fra virkeligheden. Derfor forsynes AI-generede billeder på Samsungs telefoner også med et vandmærke, bestående af fire stjerner, i billedets nederste venstre hjørne.

Samsung_Galaxy_S24_Ultra_AI
Det kan være svært at se om et billede er ændret med AI. Derfor sætter Samsung fire stjerner nederst på billedet, så man kan se, at det er ændret (Foto: MereMobil.dk)

Billeder taget med Samsung Galaxy S24 Ultra

Aktuelle priser på Samsung Galaxy S24 Ultra

Herunder kan du se dagspriserne på Samsung Galaxy S24 Ultra.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Konklusion: Dyr, men dejlig

Samsung_Galaxy_S24_Ultra_x3
Samsung GalaxyS 24 Ultra med dens mindre brødre (Foto: MereMobil.dk)

Samsung Galaxy S24 Ultra er en klippestabil telefon, der kan det hele. Den er lynhurtig og tager formidable billeder. Og når du skal se billederne, en film eller noget helt tredje, kan du gøre det på, hvad der nok er markedets flotteste skærm.

Og så er AI et friskt pust. Det er både sjovt og brugbart. Og det er helt sikkert noget, jeg håber og tror, vi kommer til at se meget mere af. Det har været på trapperne et stykke tid, og Samsung har gjort det tilgængeligt for alle.

Og så skal vi bestemt ikke glemme de syv år med opdateringer. Dette, sammenholdt med produktkvalitet og topspecifikationer, fremtidssikrer S24 Ultra et godt stykke ud i fremtiden. Det gør den, på trods af prisen, til et godt køb.

Er prisen lidt pebret, kan man eventuelt kigge nærmere på Pixel 8 Pro eller de mindre Galaxy S24 og S24+ modeller.

Min Samsung Galaxy S24 Ultra test lander på 6 ud af 6 stjerner.

Vil du have en noget billigere Samsung-telefon, så tjek vores test af Samsung Galaxy S23 FE.

Her kan du læse min test af Samsung Galaxy S24 Ultra.

Se testen af Galaxy S24 Ultra

Se flere techvideoer på dansk – følg gratis vores YouTube kanal
S24 Ultra topkarakter
Galaxy S24 Ultra fås på Samsung.com i flere eksklusive farver, der ikke findes i butikkerne

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Imponerende skærm med reducerede reflektioner
  • Lynhurtig processor
  • Fantastisk kamera under alle lysforhold
  • Galaxy AI – kunstig intelligens der giver mening
  • Høj produktkvalitet
  • God lyd fra højttalerne
  • Syv års opdateringer
  • Kan oplade trådløst
  • S Pen medfølger

Lidt at tænke over

  • Det er en STOR telefon
  • Opladningen er langsom – oplader medfølger ikke
  • Høj pris

Her kan du høre anmeldelsen af Galaxy S24 Ultra


LYT TIL PODCASTEN: Du kan lytte til techpodcasten fra MereMobil.dk, hvor vi taler om teknologi på dansk, via Apple Podcasts, Spotify, Podimo samt i alle podcastapps. Søg efter ‘MereMobil‘ Se også episodeoversigten her.

Mere til historien

Det var ikke bare telefoner der blev vist til Galaxy Unpacked i San Jose. Samsung teasede også for Galaxy Ring. En smart-ring, der sandsynligvis vil kunne tracke skridt, måle hjerterytme og holde øje med din søvn.

Samsung Galaxy S24 Ultra
En stor opdatering ruller netop nu ud til Samsung-smartwatches

Hele 2 GB fylder den store opdatering, der er på vej bredt ud til Samsungs smartwatches.

(mere…)
Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Arbejder Samsung på håndholdt gaming?

KORT NYT: Et nyt patent er dukket op på en slags håndholdt gaming-enhed.

(mere…)
Mere om Samsung Galaxy A56

KORT NYT: Et såkaldt render af den kommende Samsung Galaxy A56 peger på et nyt kameradesign.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram