Spotify tester lydbøger – og de ligger klar til dig
Musiktjenesten Spotify tilbyder nu ni klassiske litterære værker som lydbøger. De formidles af flere kendte ansigter.
Er det et drømmescenarie for dig at få stjerneskuespilleren Forest Whitakers røst direkte ind i øret? Eller har du mod på, at få læst Mary Shelley-klassikeren “Frankenstein” op, mens du lukker dig inde i dit headset?
Nu får du i hvert fald muligheden på en platform, som meget vel er lige ved hånden.
Den svenske musiktjeneste Spotify er nemlig gået i gang med at teste markedet for lydbøger og tilbyder i første omgang ni værker.
Her har Forest Whitaker sat sig bag mikrofonen og formidler øjenvidneberetningen “Narrative of the Life of Frederick Douglass, an American Slave”.
“Million Dollar Baby”-skuespilleren Hilary Swank læser “The Awakening” af Kate Chopin op, mens Audra McDonald, kendt fra blandt andet “Beauty and the Beast”, læser Jean Toomers “Cane” op.
Spotify har klogt nok målrettet lydbogs-testen mod det engelsktalende marked, og har derfor hovedsageligt valgt bøger i originalsproget. Alligevel vil de i alt ni bøger være tilgængelige for alle brugere – også i Danmark, hvor de kan søges ud ved simpel søgning.
Spotify og Harry Potter
Spotify har i flere år og høstet erfaringer med podcast, og faktisk har lydbøger – lidt i det skjulte – været tilgængelige på Spotify i et stykke tid.
Således udgav Spotify sidste år den første af J. K. Rowlings “Harry Potter”-bøger. Den blev fortalt af blandt andre Harry Potter-skuespillerne Daniel Radcliffe og Tom Felton.
Bøgerne er klippet op
Teknisk set er lydbøgerne anført på Spotify som podcasts. Hvert kapitel repræsenterer en episode, og du kan “følge” en lydbog, som du ville gjort med en podcast.
Flere bøger
Udover ovennævnte klassikere er disse bøger også en del af Spotifys test:
- “Persuasion” af Jane Austin, fortalt af Cynthia Erivo
- “Great Expectations” af Charles Dickens, fortalt af James Langton
- “Jane Eyre” af Charlotte Bronte, fortalt af Sarah Coombs
- “Passing” af Nella Larsen, fortalt af Bahni Turpin
- “Red Badge of Courage” af Stephen Crane, fortalt af Santino Fontana
Mere til historien
Spotify har samtidig lanceret en serie, “Sitting with the Classics”, som giver lytterne mulighed for at analysere de ni litterære værker. Vært i podcasten er Glenda Carpio, som er professor på Harvard University.