Moto Z2 Play test – du får markedets bedste batteritid
TEST: Den bedste batteritid, der kan udvides, godt kamera og rimelig pris. Moto Z2 Play rammer alle, der ikke gider oplade hver dag. Læs min Moto Z2 Play test her.
Vi har tidligere anmeldt Motorola Moto G5 og G5 Plus, der er telefoner fra den laveste del af hierarkiet i Motorolas lineup. Trods den meget lave pris overraskende telefonerne meget positivt. Faktisk kom vi frem til, at Moto G5 Plus er et bedre køb en Nokia 5, der ligger i samme priskategori.
Nu har vi taget et skridt længere op af stigen, og fået Motorola Moto Z2 Play i hånden. Prisen er steget til 3.499 kroner (vejledende uden abonnement), og derfor stiger forventningerne en hel del.
Nu er Lenovos mobilbrand i konkurrence med andre kinesiske mærker som Huawei og OnePlus, men særligt på ét punkt slår Moto Z2 Play sine nærmeste konkurrenter. Batteritiden! Det er i hvert fald konklusionen i min Moto Z2 Play test, som du kan læse herunder.
Moto Z2 Play specifikationer
– Super AMOLED skærm: 5,5” (1.080 x 1.920 pixels) m/ Gorilla Glass 3
– Qualcomm Snapdragon 626 processor (octa-core 2.0 GHz)
– 4 GB RAM
– 64 GB indbygget hukommelse (udvidelse via MicroSD-kort)
– Kamera: 12 megapixels
– Frontkamera: 5 megapixels (f/2.0)
– Batteri: 3.000 mAh, USB Type-C
– Wi-Fi 802.11 a/b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC
– Mål: 76.2 x 156.2 x 5.99 mm
– Vægt: 145 gram
– System: Android 7.1.1 Nougat
Batteri nok til to dage
Jeg kaster mig ud i det bedste ved telefonen. Batteritiden!
Det er helt uvirkeligt. Efter en hel dags brug er der stadig 50-60 procents strøm tilbage. Trods alt er batteriet kun på 3.000 mAh. Men softwaren, i kombination med Snapdragon 626 processoren, kan altså bare noget.
Jeg har med mit forholdsvist intense brug kunne køre to næsten fulde dage uden opladning. Det er imponerede. Alene den gode batteritid burde være argument nok for at købe Moto Z2 Play.
Udover at processoren ikke bruger ret meget strøm, skal vi nok også finde årsagerne i skærmopløsningen, der trods alt kun er Full HD. Der er altså ikke så mange pixels, som skal trækkes og beregnes.
Skærmtypen er Super AMOLED, men skærmpanelet fremstår ikke så kraftfuldt, som jeg gennem tiden har set det på andre telefoner, med denne skærmtype. Særligt udendørs ses den manglende skærm-power.
Telefonen har USB Type-C data- og opladestik og hurtigopladning er understøttet. På godt 30 minutter når man 50 procents kapacitet. En understøttende oplader findes i salgspakken.
Screenshots fra Moto Z2 Play
Hurtig og præcis
Snapdragon 626 er en mid-range processor, men når der tilføjes hele 4 GB RAM, så sker der noget positivt ved brugeroplevelsen. Programskift, opstart af programmer, internet m.v. kører derudaf i fin fart, og jeg har ikke savnet de kræfter vi finder i topmodellerne.
Fingeraftrykslæseren sidder på fronten, lige nedenunder skærmen, og denne er både præcis og hurtig. Eneste ulempe er, at sensoren kun er sensor, og ikke hjemknap. Selve betjeningsknapperne til Android ses på skærmen som software-knapper.
Det er muligt at indstille fingeraftrykssensoren til at håndtere gestures, men det synes jeg bliver noget rod, da man så her må undvære onscreen-knapperne. Denne mulighed ligger i appen “Moto Actions”.
Selvom telefonen kører på en mid-range processor så er det stadig muligt at spille et forholdsvist krævende spil som Asphalt Xtreme, også uden grafikken hakker eller stopper.
Moto Z2 Play har 64 GB indbygget hukommelse, der kan udvides med MicroSD-kort. Derudover understøttes også dual-SIM. Du kan faktisk have både to SIM-kort og et MicroSD-kort i telefonen på én gang.
Lidt langsom til fokus
Kameraets opløsning er 12 megapixels. Billederne er faktisk fine, i forhold til produktets pris, men jeg savner mere hastighed omkring opstarten af kameraet og navnlig autofokus kunne godt være hurtigere. Kan du få verden omkring dig til at stå nogenlunde stille, så bliver billederne ganske gode.
I mørke er Moto Z2 Play ikke på niveau med de bedste vi har set, men klarer sig heller ikke vildt dårligt. Der ses tydelig billedstøj ved meget lav belysning. Det største problem her er i virkeligheden nok hastigheden på fokuseringen.
Frontkameraet er med 5 megapixels opløsning (f/2.2).
Herunder kan du se nogle af de billeder jeg har taget med Moto Z2 Play.
Billeder taget med Moto Z2 Play
Udvid telefonen med Moto Mods
På bagsiden af Moto Z2 Play ses en række forbindelsespinde. Disse skjules, når du sætter den medfølgende bagside på, der fuldender telefonens design.
Idéen med tilslutningerne er de såkaldte Moto Mods. Altså ”click-on” bagsider med ekstra funktionalitet. Jeg er altid voldsomt skeptisk overfor sådanne udvidelser, da der ingen garanti er for, at de også kan bruges på efterfølgende modeller. Lenovo lover dog, at Mods vil være understøttet på tre generationer Moto Z-telefoner. Det vil sige, at næste års Z-telefon ville kunne bruge de samme mods som nu.
Alligevel er der dog lidt mening med mods her, da der rent faktisk findes nogle moduler, som kan bruges til noget, og som giver en stor merværdi. Eksempelvis Turbo Power Pack. Her fyrer du yderligere 3.490 mAh batterikapacitet på telefonen. Nu er du altså på 6.490 mAh.
Turbo Power Pack fungerer som en powerbank, der straks den sættes på, begynder at lade telefonens batteri.
Hvis du vil have bedre lyd er JBL Soundboost 2 en fed udvidelse. Her får du virkelig noget lydpower ud af telefonen, når denne højtaler klikkes på. Til slut vil jeg nævne Gamepad der udover kontrolknapper til mobilspil også indeholder 1.035 mAh batteri.
Det springende punkt er prisen. Gamepad koster 699 kroner mens den vilde Turbo Power Pack koster 399 kroner.
Som udgangspunkt kan jeg godt se, at særligt Turbo Power Pack vil være genial. Fremfor at rende rundt med en ekstern powerbank og ledning osv, så er det da hamrende genialt, at powerbanken sidder direkte på telefonen.
Mods monteres bare ved, at klikke den på bagsiden. Den fastholdes af kraftige magneter. Der er ingen underlige plastikklips eller andet der kan knække af. Så herfra skal lyde store plusser til mods-designerne.
Priserne på Moto Mods
- Moto Gamepad: 699 kr. (Indbygget 1.035 mAh batteri. Kommer i oktober)
- JBL Soundboost 2: 699 kroner (6W output. Indbygget 1.000 mAh batteri)
- Moto 360 camera: 1.999 kr. (Ultra HD kvalitet + 3D lyd)
- Moto Turbopower Pack: 499 kr. (3.490 mAh batteri med 15W lade output)
- Moto Power Pack: 349 kr. (2.200 mAh batteri)
- Moto Style Shell m/ trådløs opladning: 499 kr.
To store Android-opdateringer
Moto Z2 Play kommer med Android 7.1.1 Nougat fra salgsæsken, og det lader til, at softwareopdateringer så småt begynder at blive et parameter i konkurrence. Særligt efter Nokias udmeldinger og strategi på området.
Lenovo er også klare i udmeldingerne. Du skal til Moto Z2 Play forvente to store Android opdateringer i produktets levetid. Dertil kommer månedlige sikkerhedsopdateringer.
Med til billedet hører, at vores anmeldermodel stadig kører sikkerhedsniveau 1. juli 2017, og er således endnu ikke kommet med på de månedlige sikkerhedsopdateringer fra Google.
Nu kender vi jo ikke ”produktets levetid”. Vi ved heller ikke om ”store opdateringer” er de helt store fra Android 7 til 8 til 9 eller det blot er fra f.eks. Android 7.1.1 til Android 7.1.2.
Men uanset er det glædeligt, at Lenovo tør kommunikere direkte om, hvad vi skal forvente. Nu skal de så bare leve op til deres løfte.
– “Motorola Moto Z2 Play vil som minimum modtage to store opdateringer til Android i produktets levetid. Dvs. vores kunder skal forvente at modtage både 8.0 inden længe, samt efterfølgende næste store opdatering. Vi bestræber os ligeledes på at udsende sikkerhedsopdateringer så ofte som muligt,” fortæller Lenovo til MereMobil.dk.
Moto Z2 Play kører en næsten ren Android, hvor de fleste ændringer kommer gennem de særlige Moto apps. Her kan man f.eks. vippe hånden fra side til side for at åbne kameraet. Eller lave karatehug for at tænde lommelygten.
Det er også glædeligt, at der stort set ikke er nogle former for bloatware på telefonen. Tusinde tak for det!
Konklusion: Glimrende mellemklasse telefon
Hvis du vil have en telefon, der ligger godt i hånden (bagsiden er rillet og ikke glat), tager fornuftige billeder og holder strøm i RIGTIGT lang tid, så er det Motorola Moto Z2 Play du skal købe.
Det allerstørste problem for Moto Z2 Play er prisen. Annoncelink Moto Z2 Play har en dagspris på 3.490 kroner uden abonnement.
Den er i direkte konkurrence med Huawei Mate 9 (der har betydeligt bedre specifikationer), Honor 9 (også kraftigere hardware) samt Sony Xperia X. Læs også min anmeldelse af Sony Xperia X, der ligeledes er en fed telefon. Xperia X vinder særligt på grund af stabiliteten.
At konkurrenterne også har fede telefoner gør ikke Moto Z2 Play til en dårlig telefon. Det vidner bare om, at konkurrencen i mellemklassesegmentet er rigtig hård lige nu. Der er i mellemklassen større forskel på specifikationerne, end vi finder i high-end kategorien. Derfor er der også god grund til at se sig ekstra godt for.
INGEN af de nævnte konkurrenter kan dog slå Moto Z2 Play på batteritiden. Her har Motorola aboslut en kæmpe fordel.
Motorola Moto Z2 Play fortjener 5 ud af 6 stjerner i den samlede bedømmelse, men det er samtidigt en telefon jeg uden problemer kan give udmærkelsen ”MereMobil.dk anbefaler”.
Fordele og ulemper
Fordele
– Virkelig lang batteritid – op til to dage og fornuftigt kamer
– Telefonen ligger rigtigt godt i hånden uden at være glat
– Opleves mere ”brudsikker” end sine nærmeste konkurrenter
– Udvid batteriet markant med klik-on batteripack (mod)
– Lover to store Android opdateringer i produktets levetid
Ulemper
– Skærmen er udfordret udendørs
– Langsom kameraopstart og fokusering
– Prissætningen udfordrer valget i forhold til konkurrenterne
Mere til historien
Motorola blev i 2015 opkøbt af Lenovo. I Danmark er Lenovo giganter på PC-området. Nu forsøger de at genopbygge Motorola varemærket gennem ”Moto”-modeller.