ID2ME, dansk mobilproducent bag ID1, er gået konkurs
Den danske smartphone ID1, som i januar 2016 blev lanceret og skulle have været ”all that” er nu fortid. Firmaet bag er gået konkurs.
Det danske firma ID2ME lancerede sidste år deres første smartphone ID1. Ambitionerne var store, men desværre skuffede produktet – både når det kom til anmeldelser og salg.
– ID1 – ny dansk Android-smartphone
ID1 blev foruden på det danske marked også solgt på det tyske marked.
Men telefonen blev aldrig den succes, som firmaet bag havde håbet. Telefonen kom ikke i sortiment hos andre operatører herhjemme end Telia og så tog Elgiganten den også på hylderne.
– PODCAST: Derfor tror ID2ME på succes for ID1
Telefonen var dog allerede i marts 2016 sat markant ned. Det vidner også om, at prissætningen ved lanceringen var for høj.
– Prisen på ID1 er styrtdykket
Nu lige lidt over et år efter lanceringen er det en konstatering, at telefonen aldrig blev en god forretning.
Et dekret i Statstidende viser, at ID2ME er blevet taget under konkursbehandling af Sø- og Handelsretten. Konkursen er blevet bekræftet over for Finans af Lisa Bo Larsen fra EY, som er kurator i konkursboet. Det skriver Finans.dk.
– ID2ME: Vores ID1-telefon er ikke en kopi
Christina Agger, der er grundlægger af ID2ME og idé-kvinde bag ID1, har ikke kommenteret på konkursen.
Men da telefonen blev lanceret i januar 2016 oplyste Christina Agger, at hun havde en del på spil i forbindelse med udviklingen af telefonen.
– TEST: ID1 – når slet ikke i mål
Der var i alt skudt omkring 10 millioner kroner i ID2ME af ejerkredsen. Christina Agger ejede mellem 66,66 og 89,99 procent af aktierne. Enø-familien, som har en fortid i Pandora, var investor i ID2ME.
Dermed kom der aldrig andre produkter på markedet fra ID2ME.
Firmaet har fjernet deres Facebook-side, mens hjemmesiden fortsat eksisterer.
Mere til historien
ID1 kostede fra salgsstarten omkring 4.000 kroner uden abonnement. Men prisen faldt hurtigt efter lanceringen og endte hurtigt på omkring 1.000 kroner.
Læs også: