Her er de nye mobiler i april

OVERSIGT: Denne måned byder på en masse nye smartphones i butikkerne. Flere af dem er topmodeller. Få overblikket over de nye mobiler her.

Nye smartphone

Her er denne måneds nye smartphones (Foto: MereMobil.dk)

Sortimentet af nye topmodeller øges hos mobilforhandlerne i løbet af april måned – og det er ikke en aprilsnar. Nogle af dem er netop præsenteret for offentligheden, mens LG offentliggjorde deres tilbage i februar til Mobile World Congress 2016.

En af de modeller, som også kommer i handlen i april, er den nye iPhone-model, iPhone SE, som Apple offentliggjorde lige op til påske. Forsalget er allerede startet og i næste uge lander den nye model i butikkerne rundt i Danmark.

Foruden Apple så sender LG deres topmodel G5 i handlen i april. Og så er der et par “ukendte faktorer”, da både Huawei og HTC har indkaldt pressen til events, hvor det ventes de har nye mobiler på vej. Det er dog uvist om de allerede lander i handlen i april, da de først forventes offentliggjort henholdsvis den 6. april og 12. april. Rygterne går dog på, at HTC 10 kommer til salg denne måned i hjemlandet Taiwan.

 – HTC 10 i handlen kort efter lancering

iPhone SE (Foto: Apple)

Apple iPhone SE (Foto: Apple)

Apple iPhone SE

Apple præsenterede lige før påske deres nye iPhone-model, som hedder iPhone SE, der kommer med en 4 tommer skærm.

 – iPhone SE – her er Apples lille ny

Telefonen har nogle specifikationer, der minder om ”topmodellen” iPhone 6S, hvilket inkluderer blandt andet Apple A9-processoren, 12 megapixels kamera med mulighed for videooptagelse i 4K-opløsning.

iPhone SE lander på det danske marked tirsdag den 5. april hos teleselskaberne Telia, Telenor, 3 og flere andre mobilforhandlere.

 – iPhone SE – de danske priser og tilgængelighed

Prisen for iPhone SE uden abonnement er på 3.699 kroner for modellen med 16 GB intern hukommelse og 4.599 kroner for modellen med 64 GB intern hukommelse.

LG G5 (Foto: LG)

LG G5 (Foto: LG)

LG G5

Mobile World Congress 2016 dannede også ramme om præsentationen af LG’s topmodel G5, som kommer i handlen i Danmark den 15. april 2016,

Den nye G5 vandt også den prestigefyldte pris “Best In Show” til dette års Mobile World Congress, så allerede da den blev præsenteret var forventningerne store til den nye topmodel.

 – LG G5 er nu officiel – læs alle detaljerne her

LG G5 kommer med en Snapdragon 820-processor, 4 GB RAM, 32 GB intern hukommelse og to kameraer på bagsiden, som har henholdsvis 8 og 16 megapixels.

LG G5 sælges allerede nu i pre-sale hos blandt andet Telia, hvor de netop nu giver et gratis CAM Plus-modul med i købet (værdi 899 kroner).

 – LG G5 – dansk salgsstart og pris offentliggjort

Den vejledende udsalgspris for LG G5 er på 4.990 kroner uden abonnement.

iPad Pro 9,7 tommer (Foto: Apple)

iPad Pro 9,7 tommer (Foto: Apple)

Andre nyheder

Apples nye iPad Pro med en skærm på 9,7 tommer lander også i handlen hos forhandlerne i april måned.

Telia og Telenor melder begge om, at de får den i sortiment fra 5. april, men allerede nu har de pre-sale på den nye iPad Pro. Prisen på iPad Pro 9,7 tommer starter på 5.299 kroner for modellen med 32 GB intern hukommelse og WiFi. Den helt store model med 256 GB intern hukommelse, WiFi + SIM-kort koster 9.199 kroner.

 – iPad Pro på 9,7 tommer – stadig pro men mindre

Også den kinesiske mobilproducent Oppo forventes, at starte salget af deres to modeller, R9 og R9 Plus, på deres webshop i løbet af april.

Mere til historien

Hvis ikke de nye telefoner fra Huawei og HTC rammer butikkerne i løbet af april, så kommer de formentlig i maj. De nye modeller Sony præsenterede til Mobile World Congress kommer i handlen i løbet af ultimo maj og frem til primo juli.


Om Lene Birkeslund

Lene er IT-journalist. Siden 2006 har hun dækket mobilbranchen og utallige produktlanceringer. Hver dag er hun opdateret på den seneste udvikling og kommende trends.