LG G5 er nu officiel – læs alle detaljerne her

MWC: LG G5 er præsenteret officielt. Her kan du læse alle detaljerne om LG’s nye flagskib.

LG G5

LG G5

LG har netop afsløret den længe ventede LG G5 smartphone – helt som forventet. Op til eventen havde LG allerede offentliggjort et nyt Quick Cover til netop LG G5, samt flere andre informationer om telefonen.

Designet på LG G5 er anderledes end på de tidligere modeller i G-serien. Læderudtrykket fra sidste års LG G4 er således udskiftet med metal i et “unibody”-design.

Desuden vil der til LG G5 kunne tilkøbes forskellige moduler, der samlet kaldes LG Friends. Disse kan udvide funktionaliteten omkring produktet f.eks. i forhold til kamera og lyd.

Batteriet i LG G5 er et slide-out batteri, som hurtigt og nemt kan udskiftes til et fuldt opladeligt på ingen tid. Funktionen ser vel integreret ud i “unibody”-designet.

Inden den officielle lancering havde LG i et opslag på Facebook fortalt, at skærmen på LG G5 altid er tændt. Og idéen med denne ”Always On”-skærm er, at man hele tiden kan se notifikationer, samt klokken/datoen uden at tænde hele skærmen først.

Stor ”Always-on”-skærm

Skærmen på LG G5 er en 5,3 tommer QHD IPS (LCD) Quantum skærm, der altså giver muligheden for ”always-on”-featuren, hvilket er første gang på en IPS-skærm.

”Always-on” var første gang introduceret af LG på V10, der kom i handlen tidligere i år. Her blev den benyttet som ”second screen” og gav mulighederne for at vise tid, dato og batteristatus hele tiden, selv når hovedskærmen og telefonen er i dvale.

For at minimere batteriforbruget har LG redesignet skærmens driver, så den baggrundsbelyste LCD-skærm kun oplyser en lille del af det samlede skærmareal. Denne teknologi bruges også på LCD fladskærms TV. Teknologien gør, at ”Always-on”-skærmen kun bruger 0,8 procent af batteriet for hver time.

LG samarbejder med B&O Play på G5

Der er ingen tvivl om, at LG virkelig har været spændt på deres nye topmodel og gerne ville tease godt for det.

I dagene op til afsløringen har de derfor langsomt sluppet flere og flere detaljer ud omkring topmodellen. Foruden den nye skærmfunktion og Quick Coveret, så har de også offentliggjort, at de omkring den nye telefon og tilbehøret har samarbejdet med B&O Play. Dog gik de ikke i detaljer omkring samarbejdet, hvilket altså først er blevet kendt i i dag ved fremvisningen af topmodellen.

B&O Play leverer lyden til LG G5

Samarbejdet med B&O Play omhandler LG’s ”Hi-Fi Plus”, som er en innovativ transportabel Hi-Fi DAC audio player. Den understøtter 32-bit, 384 KHz high-definition audio playback. LG Hi-Fi Plus med B&O Play kan benyttes både som et modul i LG G5 eller en separat Hi-Fi DAC, der kan tilsluttes hvilken som helst smartphone eller PC.

Der kommer også et headset fra B&O Play der understøtter 32-bit lyd. Produktet hedder H3 by B&O Play.

Effektiv processor og hurtigladning

Med LG G5 er den sydkoreanske producent klar til, at blande sig i toppen dette forår – i hvert fald når vi ser på specifikationerne.

G5 kommer med den kraftfulde og meget energi-effektive Qualcomm Snapdragon 820 processor.

Styresystemet er den nyeste Android-version, Android 6.0 Marshmallow med LGs egen brugerflade lagt oven på.

Telefonen understøtter også Qualcomm Quick Charge 3.0, hvilket giver den mulighed for at lade rigtig hurtigt. Qualcomm Quick Charge 3.0 er op til fire gange hurtigere end standard opladning og op til 45 procent mere effektiv end de tidligere generationer af Qualcomm Quick Charge.

Foruden G5 kan oplades hurtigt, så er telefonen også strømbesparende. LG’s Low Power Location Estimation (LPLE) teknologi, er udviklet til at gøre batteritiden mere effektiv blandt andet ved at forbruge mindre strøm på lokations-baserede applikationer.

Specifikationerne på LG G5

  • Chipset: Qualcomm Snapdragon 820 processor
  • Skærm: 5,3 tommer Quad HD IPS Quantum skærm (2560 x 1440 / 554ppi)
  • RAM: 4 GB LPDDR4 RAM
  • Hukommelse: 32 GB intern (understøtter microSD-kort op til 2TB)
  • Kamera: 16 megapixels (standard), 8 megapixels (wide), 8 megapixels frontkamera
  • Styresystem: Android 6.0 Marshmallow
  • Størrelse: 149,4 x 73,9 x 7,7~8,6mm
  • Netværk: LTE/3G/2G
  • Forbindelse: Wi-Fi 802.11 a, b, g, n, ac / USB Type-C 2.0, NFC, Bluetooth 4.2
  • Vægt: 159 gram
  • Farver: Silver, Titan, Gold, Pink
  • Batteri: 2.800 mAh (udskifteligt)
  • Qualcomm Quick Charge 3.0

Videopræsentation af LG G5:

Mere til historien

Allerede efter lanceringen af telefonen ligger det fast, at ikke alle danske teleselskaber er parate til at tage LG G5 på hylderne, blandt andet TDC fravælger topmodellen.


Om MereMobil.dk

MereMobil.dk er et specialmagasin om smartphones, tablets og udviklingen i mobilbranchen, grundlagt af mobilekspert John G. Pedersen.