Danskerne oplader om natten, selvom det kan være farligt
Selvom der er en del advarsler mod at oplade mobilen når du sover, så oplader hver anden dansker alligevel om natten, viser en ny undersøgelse.
Selvom Sikkerhedsstyrelsen fraråder opladning af mobiltelefonen om natten, så er det fortsat mere end hver anden dansker, som lader deres telefon op, mens de sover. Det viser en ny undersøgelse, der er lavet for Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring af TNS Gallup.
Men det kan være farligt, at oplade telefonen uden opsyn, da både telefon og oplader kan blive meget varme under opladningen og kan altså i værste fald resultere i en brand.
– ”En brand i hjemmet kan ofte undgås, hvis der bliver reageret hurtigt nok. Vi oplever desværre, at brande opstår ved, at eksempelvis varme opladere og telefoner ligger i sofaen eller sengen, og dermed antænder sig selv og andet brandbart materiale. Ligger man og sover, er der risiko for, at man ikke opdager det. Og det kan blive fatalt,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.
Helt præcis viser undersøgelsen, at 57 procent af danskerne sætter deres mobil til opladning når de går i seng.
Selvom folk hører om brande, der er opstået i mobilopladere, så har det kun fået omkring en ud af fem danskere til at ændre måden og tidspunktet for, hvornår og hvordan de lader deres mobiltelefon på.
Det er også fristende at lade mobilen om natten, da den bruges mere eller mindre hele dagen til flere og flere forskellige ting. Og det kan også være irriterende at løbe tør for strøm tidligt, da den ikke er ladet helt op fra dagens start.
Her er nogle gode råd til opladning af mobiltelefonen og andre elektroniske apparater.
- Sørg for at oplade, når du kan holde øje med opladeren
- Tjek at stik og ledning ikke har synlige skader
- Brug originale opladere
- Undgå at lægge opladeren på et brandfarligt underlag, fx i sofaen eller sengen
- Dæk ikke opladeren eller enheden der opledes til, da den kan blive overophedet
– ”De mange historier, der har været fremme omkring brande i mobilopladere, viser, at det er en rigtig dårlig idé at oplade telefonen om natten,” slår Kim Rud-Petersen fast.
Mere til historien
Hvornår og hvor ofte lader du din mobiltelefon? Skriv gerne i kommentarfeltet herunder.