Roskilde: Endnu en datarekord hos 3
Dette års Roskilde Festival er slut, og igen i år var der et stigende forbrug af data, hvilket resulterede i en ny datarekord.
Der er ingen tvivl om at mobildata på smartphonen er kommet for at blive. Selv på festivaler, hvor det sociale ellers er i højsædet, er mobilen, ligesom weekendens sommervejr, stegende hed.
Under dette års Roskilde Festival blev der streamet musik og film samt uploadet uendelige mængder data til de forskellige sociale medier. Og endnu engang slog 3’s kunder rekorden i mobilforbruget hos teleselskabet, i en sådan grad, at der samlet blev brugt hvad der svarer til én persons streaming af musik i 64 år – ja, du læste rigtigt.
Men det er ikke alt på mobilen, der er et hit. Brugen af SMS-beskeder faldt, i forhold til 2014, med 36 procent. Der blev dog, trods faldet i SMS-beskeder, sendt 1.910.620 SMS’er.
Antallet af talekald og minutter steg med henholdsvis 5 og 11 procent i forhold til sidste år. Der blev foretaget 2.025.650 talekald og det blev samlet til 1.586.320 minutter.
– Apple ejer Roskilde Festival og andre mobilfacts
64 års uafbrudt musik
Under hele festivalen, der startede den 26. juni 2015, er der brugt 24,2 TB data på 3’s netværk. Det er en vækst på 45 procent i forhold til sidste år. Og opgør man det i streaming, så svarer det til uafbrudt streaming af musik på eksempelvis Deezer i 64 år eller 448 døgns streaming på Netflix.
Teleselskabet 3 forventede, og var forberedt på, at festivalens gæster ville slå sidste års rekord. Derfor var netværket også opgraderet og udbygget med tre nye mobilmaster. Dermed var der i alt 12 mobilmaster på og omkring festivalområdet.
Den gode forbindelse gav endnu engang et rekordforbrug og 3 er også godt tilfreds med den leverede dækning og kapacitet.
– ”Når folk mærker, at der er godt hul igennem på netværket og de kan uploade og streame, så gør de det også mere end ellers. Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger undervejs, hvor folk var overraskede over, hvor god forbindelsen var. Det må skyldes, at de er blevet vant til, at der kan være lidt spidsbelastninger ved de helt store koncerter. Men vi er rigtig godt tilfredse med resultatet i år, og rekorden taler jo næsten for sig selv,” siger Stefan Ring Støhrmann, netværksansvarlig hos 3.
Stefan Ring Støhrmann forklarer også, at stigningen i forbruget bærer præg af, at gæsterne så meget Netflix og streamede en masse musik i campingområderne.
De telefoner flest festivalgæster benyttede var iPhones.
Mere til historien
Den time hvor netværket “kogte” mest var fredag den 3. juli 2015 i tidsrummet klokken 17-18, hvor der gik 207,9 GB data gennem netværket. På dette tidspunkt var det den danske sangerinde Marie Key, som gav koncert på Orange Scene.