20 skjulte features i iOS 9

Guide: iOS 9 bliver fyldt med en lang række nyheder, hvoraf mange vil ændre din hverdag. Vi har samlet 20 skjulte features i iOS 9.

iOS 9Når Apple til efteråret frigiver iOS 9 til iPhone- og iPad-brugerne verden over, bliver det umiddelbart en opdatering, som ligner den foregående iOS 8 ret meget, men når der ses godt efter, er der en lang række større og mindre features.

Det er langt fra alle funktioner Apple highlighter i deres præsentationer, og ofte er det de små nyheder, der betyder allermest i hverdagen.

Vi har her samlet 20 af de skjulte, og lidt hemmelige, features, i iOS 9.

App til iCloud Drive

Med iCloud Drive kan du få adgang til de filer, som der er placeret på Apples cloudtjeneste. Genvejen til applikationen kan aktiveres via Indstillinger > iCloud Drive.

Store og små bogstaver

Tastaturet skifter nu grafisk fra små til store bogstaver. Når der trykkes ”shift” bliver alle bogstaverne på tastaturet store, og så snart der er trykket på den ønskede tast, skifter layoutet tilbage til små bogstaver. Tidligere var alle bogstaver store, og kun en markering på shift viste, om du skrev store eller små bogstaver.

Søgemulighed i Indstillinger

I toppen af Indstillinger ses et søgefelt. Med dette kan der søges efter en bestemt indstilling, så man ikke skal lede alle underpunkter igennem.

Strømbesparelse

Med iOS 9 kommer en strømspare-funktion, hvor der drosles end på flere punkter i systemet for at spare på strømmen. Denne funktion kan du læse mere om i artiklen ”Nu gør Apple noget ved batteritiden”.

Batteristatus

Der kommer en ny widget i notifikationsområdet. Denne kan vise aktuel strømstatus for både telefonen og tilsluttede enheder som Apple Watch og headsets.

Rotationslås på knap

Vippekontakten på siden af telefonen kan nu også, som på iPad, fungere som både rotationslås eller lydløs (standard). Muligheden findes i Indstillinger > Generelt > Brug sideknap til.

Vedhæft filer til mail fra iCloud Drive

I mailprogrammet kan filer fra iCloud Drive nu vedhæftes. Hold på skærmen når du skriver en mail. Vælg herefter Tilføj bilag.

Send flere fotos

Nu kan du vælge flere fotos på én gang fra galleriet, og sende så mange du vil med en mail.

Tilbage til app-funktion

Når du er inde i en app. F.eks. Instagram eller Facebook, og klikker på et link til en website eller en anden app, vil der nu optræde et ”Tilbage til…” link øverst i venstre hjørne. Et klik her sender dig tilbage til applikationen.

Emojis nu med flag

Som en del af emoji på tastaturet findes nu en ekstra fane. Denne indeholder flag fra alverdens lande.

Kortere tid på automatisk lås

Hidtil har tiden for automatisk lås og sluk af skærmen kun kunne indstilles fra 1 minut og opefter. Med iOS 9 er det mindste nu 30 sekunder, så skærmen hurtigere slukker uden brug, og dermed spares der lidt strøm.

Find venner og iPhone er standard

Applikationerne Find Venner og Find iPhone er nu installerede fra starten, og skal ikke manuelt installereres fra App Store. Til gengæld kan applikationerne ikke afinstalleres. Find Venner kan også indsættes som en widget i notifikationsområdet.

Flere passwordmuligheder

Når du eksempelvis skal oprette en låsekode til telefonen, kan du nu vælge mellem en selvvalgt kode bestående af alfabetiske tegn, numre eller den firecifrede PIN-kode der tidligere var eneste mulighed.

Skift videokvaliteten

Brugeren kan nu selv bestemme om optagelse af video skal ske ved 1080p 30 fps eller 1080p 60 fps. Optagelse af slowmotion kan fremover ske ved 720p 120 fps eller 720p 240 fps. Muligheden ligger gemt under Indstillinger > Fotos & Kamera > Kamera.

Uafspillet i podcast-app

I Podcast applikationen er der nu en fane som samler de episoder du endnu ikke har lyttet til.

Kontaktbilleder på iPhone 6

På iPhone 6 er det muligt, at se kontaktbilleder i beskedlisten. Dette har tidligere kun været tilgængelig på iPhone 6 Plus.

Horisontal visning i Sundhed

Graferne i applikationen Sundhed bliver med iOS 9 tilgængelig i horisontal visning, så data kan ses mere detaljeret.

Se komplet website

Fra menuen i Safari kan der nu anmodes om, at se den fulde desktopversion af siden, der aktuelt er åben. I beta-versionen kan man dog ikke anmode modsat, altså om mobiludgaven fra en desktop-side.

Gem som PDF

En browser-udvidelse der taler sammen med iBooks kan nu skabe en PDF-udgave af en website. Muligheden ligger i browserens ekstramenu (ikon tre i bunden) og hedder ”Save PDF to iBooks”. Når websiten er gemt som PDF er den tilgængelig i iBooks.

Ny system skrifttype

Den gennemgående systemskrifttype Helvetica Neue bliver med iOS 9 skiftet til skrifttypen San Francisco, en skrifttype Apple selv har udviklet. Det er samme skrifttype som på Apple Watch, og som også bliver en del af OS X El Capitan.

Ting kan stadig ændre sig

Alle disse funktioner er fundet i iOS 9 beta 1 og beta 2. Et par features er forsvundet mellem beta 1 og 2. Blandt andet rotationslås på knappen samt batteriwidget.

Du skal derfor være opmærksom på, at mange ting stadig kan ændre sig, inden Apple til efteråret frigiver iOS 9 til offentligheden.

Der er endnu ikke en dato på, hvornår iOS 9 klar, men et forsigtigt bud lyder på september, og det vil, med alt sandsynlighed falde sammen med frigivelsen af en eller flere nye iPhones.

Apps slettes automatisk fra iPhone for at skabe plads

Video: Se udvalgte iOS 9 features

Mere til historien

Der kommer også en lang række nyheder i OS X 10.11 El Capitan. Blandt andet vil du kunne ryste med musen, hvilket får markøren til at blive større, så den bliver lettere at finde på skærmen.

Læs også:
Mere om iOS 9


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.