Mini-test af Huawei E5186S
MINITEST: Et hurtigt kig på E5186s 4G routeren, som er seneste skud fra Huawei.
Huawei E5186S er navnet på den kinesiske producents seneste mobilt bredbånds router på det danske marked, og teleselskabet 3 har valgt at lade routeren indgå i deres sortimentet, da routeren passer perfekt til 3s netværk. Routeren kan nemlig lave Carrier Aggregation, som teleselskabet bruger til at opnå hastigheder på omkring 140-150 Mbit/s. Netop denne funktion fremviste 3 i et web-TV indslag til MereMobil.dk tidligere på året.
De hurtige facts om routeren er:
- 3G/4G LTE router med carrier aggregation
- kategori 6 4G LTE router mulighed for download op til 300 Mbit/s (hvis netværket understøtter det)
- Wi-Fi B/G/N/AC på både 2,4 og 5 Ghz
- 4 ethernetporte
- USB indgang til deling af filer
- Antenneindgang til ekstern antenne.
– Carrier Aggregation: Se fremtidens lynhurtige mobilnet
Mobilt bredbånds routere indeholder normalt kun de mest basale indstiller, og er på ingen måde på forkant med udviklingen sammenlignet med normale hjemme-routere, så dette skal man huske at have i mente i dette lille hurtige kig på routerens funktioner.
Selve opstarten af routeren kan næsten ikke være lettere. Man sætter simkortet i, tænder for routeren og navnet på det trådløse netværk og adgangskoden står bag på routeren. Man kan altså være på internettet på under to minutter.
Rent designmæssig er routeren holdt i hvid farve, så den passer perfekt ind i de fleste hjem. Husets frue vil måske ikke ligefrem elske routerens blå blinkede lamper, men helt grim er den hvide kasse altså ikke. Det skal dog nævnes, at den medfølgende sorte strømforsyning er akkurat lige så grim, som alle andre sorte strømforsyninger, der i dag leveres med i elektroniske produkter.
Sådan fungerer routeren
Det første man lægger mærke til er, at routerens opsætning skal tilgås via adressen 192.168.8.1, hvilket er lidt anderledes end de fleste andre routere på forbrugermarkedet. Dernæst bliver man præsenteret for et login-vindue, hvor man uden at logge ind kan se routerens aktuelle status.
På siden statistik kan man se statistik over ens forbrug af data. Selve statistikken er ikke just brugbart til ret meget, men det giver en mulighed for at følge ens forbrug, selvom det er noget uklart, hvordan statistikken bliver genereret.
Det er muligt at opdatere routerens software på siden opdatering Opdateringen af softwaren kan foretages lokalt via USB eller downloades online.
– Gør-det selv: Mobilt bredbånd til udkantsdanmark
Mange avancerede indstillinger
De rigtige sjove muligheder findes under punktet instillinger, hvor alle routerens vigtige indstillinger gemmer sig. Her kan man ændre navnet på det trådløse Wi-Fi netværk individuelt på både 2,4 og 5 GHz. Der er desværre ingen mulighed for at lave et gæstenetværk. Den slags lidt mere avancerede funktioner må man altså desværre undvære.
Til gengæld så er der masser af andre ganske avancerede funktioner som f.eks. mulighed for opsætning af en SIP-server, hvilket man bruger til visse former for IP-telefoni. Routeren er udstyret med to telefonstik, så det er muligt at benytte routeren til IP-telefon – denne del har vi dog ikke afprøvet.
Det er også muligt at spærre for adgangen til visse hjemmesider direkte i routeren – f.eks. spærre for adgangen til Facebook eller YouTube. Man indtaster simpelthen adressen på de hjemmesider, man ikke ønsker at brugerne skal kunne tilgå via browseren, og så forhindrer routeren adgangen til siden. Ganske smart, hvis teenagedatteren bruger alt for meget tid på Facebook.
Endelig er det også muligt at dele indholdet af en harddisk eller en printer via henholdsvis DLNA og Samba over lokalnetværket. DLNA funktionen funger som forventet, og det er muligt at streame video, se billeder eller afspille musik på f.eks. et DLNA kompatibelt TV direkte fra harddisken. Opsætningen af samba funktionen voldte dog ganske mange problemer – og den del fik jeg aldrig til at virke.
LED-lys skinner som et fyrtårn
Det vigtigste omkring routeren er dog nok den daglige brug, hvor man ikke sidder og leger med funktionerne i menuen, og her har routeren kørt klippe-stabilt gennem hele testen. Selv med til tider op til 14 Wi-Fi enheder tilkoblet, kørte routeren stabilt, og der var absolut ingen problemer med at holde Wi-Fi forbindelsen selv langt fra routeren. Det er rigtig praktisk at kunne vælge Wi-Fi på 5 GHz, da rigtige mange boligområder har alt for mange Wi-Fi netværk på 2,4 GHz, som skaber støj og deraf følgende lave overførselshastighed på Wi-Fi.
Routeren er også udstyret med to stik til eksterne antenner. Routerens indbyggede antenner er dog ganske følsomme, og der var under testen ingen problemer med at holde forbindelsen til 3s 4G LTE netværk. Bor man langt fra nærmeste mobilmast eller i et uheldigt område, så er det muligt at tilkoble en ekstern antenne. Antenneindgangene – for der skal bruges to til 4G LTE antenner – sidder bag på routeren gemt under et plastiklåg.
Eneste virkelig stor klage over routeren er de usædvanligt lysstærke LED lys på routerens forside – LED-lyset skinner ganske som et fyrtårn. Man skal bestemt ikke sætte routeren i soveværelset, hvis man planlægger at få sovet i nattens løb, og der burde være en indstillingsmulighed for at kunne skrue ned for det kraftige lys.
Alt i alt er Huawei E5186s routeren en ganske fin og fornuftig 4G router. Der var under den lille mini-test ingen problemer med forbindelsen, og routeren udførte dens job til et 12 tal.
Router, simkort og abonnement brugt i denne anmeldelse er venligst udlån af teleselskabet 3.