Honor 6 – overraskende god
TEST: Honor 6 er en mellempris-smartphone med høj ydelse og lang batteritid. Kameraet tager gode billeder, men besked- og opkaldsdelen er ikke optimal.
Markedet for mellempris-smartphones vokser i disse år. Det er særligt de kinesiske mærker, som presser de store etablerede producenter. Senest har Samsung meldt ud, at de nu vil satse yderligere på netop mellempris-kategorien.
I vores markedsområde er Huawei en forholdsvis ny producent. Strategien er, at producere gode produkter i et fornuftigt prisleje. Over de seneste to år har Huawei leveret flere modeller, som både har solgt fornuftigt, og fået gode anmeldelser.
Huawei udskiller nu varemærket ”Honor” i en selvstændig division. Det første produkt fra denne gren af virksomheden hedder derfor blot Honor 6. Den vejledende pris er 2.499 kronernuden abonnement, hvilket rammer præcis i midten af mellempris-gruppen. Honor var navnet på det første større produkt Huawei lancerede i Danmark.
Trods den relativt beskedne pris er Honor 6 overraskende god, konkluderer min test.
Glas, plastik og god kvalitet
Honor 6 er ikke ligefrem verdens tyndeste smartphone, men trods den lidt buttede form ligger den rigtigt godt i hånden. En blank glat glasflade pryder bagsiden, og giver lidt tyngde. De blanke plastiksider får ikke mobilen til at fremstå billig, hvilket jeg godt kunne have frygtet.
Alle fire hjørner er fint afrundet, og selvom skærmen ikke ligefrem buer ud mod kanterne, står du ikke med skarpe kanter. Intet skærer ind i fingrene eller kinden når telefonen benyttes.
Vægten er 130 gram, og de fysiske mål ligger på 139,6 x 69,7 x 7,5 millimeter.
På toppen sidder stikket til 3,5 mm hovedtelefonstilslutning, mens MicroUSB stikket til opladeren og datakommunikation er lokaliseret i midten af bunden. Der er ingen fysisk kameraknap. Derfor er de eneste ydre knapper volumen og power på højre side. Navigationstasterne til systemet er en del af skærmbilledet.
Flot skærm til den store side
Sammenlignet med Samsung Galaxy S5 har Honor 6 en volumen, der er 12,5 procent mindre, og stykket mellem skærmen og kanten er 2,86 millimeter. Her ligger Galaxy S5 på 4,5 millimeter.
På Honor 6 udnyttes 75,7 procent af fronten til skærmareal. På Galaxy S5 er tallet 69,65 procent, mens iPhone 5S udnytter 60,85 procent af forsiden til skærm, ifølge Huawei.
Trods en 5 tommer skærm er Honor 6 ikke voldsom stor, at have i lommen, hvilket nok skyldes det arbejde, der er gjort med at optimere på designet.
Skærmen fremstår rigtigt flot og der er knald på lyset, uden overdrevne farver. Pixeltætheden er 445 PPI, altså bedre end hvad der findes på iPhone 6, som kun har 326 PPI. Honor 6 har 5 tommers Full HD skærm (IPS LCD). Det er i hvert fald ikke på dette punkt du skal være bekymret.
Efter et stykke tid med telefonen står det hurtigt klart, at skærmstørrelsen er ret god til dem, som har brug for lidt mere, end blot at sende SMS-beskeder og ringe. Men størrelsen til trods opleves Honor 6 stadig forholdsvis kompakt, også når den ligger i lommen.
Billeder af Honor 6
Irriterende tastatur
Et af de steder hvor jeg oftest har haft udfordringer, med Huaweis produkter, er på beskeddelen. Swype for Huawei hedder tastaturet i denne model.
Tastaturet har mange muligheder, men pladsudnyttelsen særligt omkring den nederste linje, hvor mellemrumstasten sidder, er ikke optimal. Ofte skal jeg slås med punktummet der er placeret mod højre. Til venstre bøvler jeg med Swype-tasten. Der gik ikke længe, inden jeg hentede et andet tastatur fra Google Play Store.
SMS-applikationen har samme ”syge” som Samsungs telefoner; når beskeden når over fire sammenhængende SMS’er, konverteres den til MMS. Kun et lille skilt der vises kortvarigt på skærmen, indikerer overgangen. Jeg ved ikke, hvad idéen er, men den er under alle omstændigheder dårlig.
Den hurtige workaround er naturligvis, at benytte Google Hangouts til SMS, men det burde ikke være nødvendigt, efter købet af en telefon, at skulle bøvle med noget sådant. De basale funktioner er nødt til at være i orden.
Godt kamera med fin performance
Selvom Honor 6 ikke har en dedikeret kameraknap, bliver telefonen ikke dømt ude, når det kommer til kameraet.
I de billigere telefoner er det oftest fotodelen, der bliver sparet på som et af de første steder. Honor 6 er anderledes på det punkt.
Fotosensoren er fjerde generation af Sonys BSI-sensor. Opløsningen er 13 megapixels, og resultatet er godt, særligt når jeg tænker på hvilken prisklasse Honor 6 befinder sig i.
Makrobillederne har fint fokus på motivet, og baggrunden sløres fint. Oversigtsbillederne er også fornuftige. Ved fotografering i dårlig belysning ses billedstøj, men det er på ingen måde, det værste jeg har set.
Kameraet i denne telefon giver en god fornemmelse i kroppen; du ved mobilen kan levere et rimeligt fotoresultat hvis et ”moment” skulle opstå, men du ved også, at kameraet har sine begrænsninger. Med andre ord. Et virkeligt godt kamera til de flestes brug.
Se billeder taget med Honor 6
Virkelig god ydelse
De fleste andre smartphones i markedet kører med en Qualcomm-processor, men her er Honor 6 anderledes.
Motoren er her Kirin 920, som HiSilicon har produceret. Der er tale om Kinas største producent af integrerede kredsløb, som Huawei i øvrigt ejer.
Selvom der ikke står Qualcomm på processoren, kan ydelsen jo godt være i orden, hvilket den er. Kirin 920 octa-core 1,7 GHz spiller maksimalt, og en bechmarkscore i Antutu på 40.940 point taler sit tydelige sprog. Det er på niveau med Sony Xperia Z3 og HTC One M8.
Herunder kan du se, de benchmark-målinger vi har lavet, som ligger i nærheden af scoren fra Honor 6.
42.416 | Sony Xperia Z3 |
41.164 | Huawei Ascend Mate 7 |
40.940 | Honor 6 |
36.312 | HTC One M8 |
35.559 | LG G2 |
Honor 6 kører i min testversion Android 4.4.2 KitKat med overbygningen EmotionUI 2.3. Selvom det er en ældre udgave, af EmotionUI 3.0, der er på Huawei Ascend Mate 7, som jeg netop har testet, så klarer den det godt.
Trods relativt omfattende ændringer, i Androids brugerflade, oplever jeg ingen ventetider på almindelige funktioner. Lags/pauser er der heller ikke noget af. Det kører bare super smooth.
I øvrigt er brugerfladen let at forstå. Alle ikoner er placeret på forsiderne, sådan som det kendes fra iPhone. Så er det op til brugeren at organisere i mapper efter ønske.
Et lille mobilt kontor
Honor 6 markedsføres ikke som en business-telefon, men den klarer det nu alligevel godt.
Kalenderen kan vise år, måned, uge, dag og agenda. Overblikket er rimeligt, og jeg er særligt glad for visning af ugenummeret. Kontaktlisten er ligeledes ”straight forward” uden så meget udenomssnak.
Mailprogrammet kan håndtere flere konti, og selvom den umiddelbart ikke kan vise mails i tråde, er overblikket ganske fint.
Samtalekvaliteten er desværre ikke, det bedste jeg har hørt. I kontoromgivelser er lyden fornuftig, men der skal ikke ret meget baggrundsstøj til, før den digitale signalprocessor kommer på overarbejde.
Samtalelyden har udfordringer
I støjende omgivelser bliver stemmen nogle gange skinger, og taleforståelse er derfor ikke i top. Ved brug af Bluetooth headset har jeg nogle gange fået beskeden ”hvad er det for en telefon du taler i”, fra modparten i samtalen. Ikke ligefrem den bedste anbefaling.
På bagsiden sidder telefonens højtaler, og det er nok den mest uoptimale placering, da lyden kvæles når mobilen placeres på underlaget. Lydkvaliteten er ikke det værste jeg har hørt, men det er heller ikke noget, der vil overgå i historien som en oplevelse.
Det samme kan jeg sige, om lyden fra headsetudgangen. Det er ikke fordi jeg bliver blæst tilbage i sædet. Lydbilledet er mudret, og musikken kommer ikke til sin ret. Der skal ikke spilles ret højt, før det høres hvordan lydchippen kæmper for at følge med. Der er langt op til det bedste jeg har hørt, og Honor 6 kan ikke betegnes som en telefon for musikelskeren.
En billigere Galaxy S5?
I materialet til Honor 6 gøres der meget ud af, at sammenligne med Samsung Galaxy S5. Her er nogle af punkterne Huawei fremhæver:
– Langt mindre varmeudvikling vil det samme brug
– Samlet produktvolumen er 12,5 procent mindre end Galaxy S5
– Mainboard er 38 procent mindre end S5
– Større areal af forsiden udnyttes til skærm
Tak for oplysningerne siger jeg bare. Reelt er det ikke noget der afgør, om man køber Honor 6 eller ej. Lad os i stedet se på nogle af forskellene på specifikationerne.
– Honor 6 vejer 15 gram mindre end Galaxy S5
– Skærmen har samme opløsning (1080 x 1920 px) med en smule bedre PPI
– Med undtagelse af 0,1 tommer samme skærmstørrelse
– 16 GB intern hukommelse. Kun 64 GB ekstra er muligt i Honor 6 (128 GB på S5)
– 13 megapixels kamera. S5 har 16 megapixels
– Batteriet er 300 mAh større
– I forhold til Galaxy S5 mangler Honor barometer og pulsmåler
– Anden type processor
Der hvor forskellen for alvor mærkes er på prisen. Aktuelt koster Samsung Galaxy S5 cirka 3.500 kroner, mens du kan få Honor 6 for 2.499 kroner.
– Web-TV: Sådan er Samsung Galaxy S5
Honor 6 mod Galaxy S5 på specifikationer
Honor 6 | Samsung Galaxy S5 | |
Skærmstørrelse | 5,0 tommer IPS LCD | 5,1 tommer Super AMOLED |
Skærmopløsning | 1080 x 1920 pixels | 1080 x 1920 pixels |
Processor | Kirin 920 Octa-Core 1.7 GHz | Qualcomm Snapdragon 801 Quad-core 2.5 GHz |
RAM | 3 GB | 2 GB |
Intern hukommelse | 16 GB Udvides op til 64 GB | 16 GB Udvides op til 120 GB |
Kamera | 13 megapixels | 16 megapixels |
Frontkamera | 5,0 megapixels | 2 megapixels |
Navigation | GPS, A-GPS, Glonass, Google Maps Navigation | GPS, A-GPS, Glonass, Beidou, G Maps Navigation |
Sensorer | Accelerometer, gyro, proximity, compass | Accelerometer, gyro, proximity, compass, barometer, pulsmåler |
SIM-kort | Micro-SIM | Micro-SIM |
Størrelse | 139.6 x 69.7 x 7.5 mm | 142 x 72.5 x 8.1 mm |
Vægt | 130 gram | 145 gram |
Batteri | 3.100 mAh | 2.800 mAh |
Styresystem | Android 4.4.2 KitKat | Android 4.4 KitKat |
God batteritid
Det store batteri på 3.200 mAh yder godt, og her holder telefonen hvad Huawei lover. Såkaldte ”heavy users” skal kunne køre en hel dag, hvilket jeg også gjorde uden problemer. 17 timer og 21 minutters drift og stadig syv procent tilbage på batteriet må siges at være godkendt. En anden knapt så aktiv dag gav mig 15 timers drift og 60 procent strøm tilbage.
I vores sædvanlige batteritest hvor vi afspiller 90 minutters streaming video, med fuld lysstyrke og batteriet opladet til 100 procent, trak det 29 procents strøm på batteriet. I samme test trak Samsung Galaxy Alpha kun 18 procent.
Huaweis produkter er generelt kendte for at være batterieffektive. Ofte (særligt i starten når mobilen tages i brug første gang) spørger den om jeg vil tillade push-beskeder fra forskellige applikationer, og hvis en app analyseres af systemet til at bruge meget strøm, gør systemet opmærksom på det.
Telefon-styring er et program, der giver mulighed for, at analysere mobilen og programmerne der er aktive i baggrunden. Herunder findes beskyttede apps, som er applikationer der får lov til at køre, når skærmen er slukket. Dette minder lidt om Sonys Stamina tilstand.
Under Strømbesparelse kan den ønskede strømprofil angives. Jeg kører altid i ”Ydelse”-tilstand, der giver maksimal ydelse, men mange vil have glæde af ”Smart”-tilstand og dermed opnå endnu længere driftstid.
De mange muligheder for at håndtere push-beskeder, og strømkrævende applikationer, er en af de væsentligste årsager til, at en Huawei telefon bør overvejes.
Web-TV: De første indtryk af Honor 6
Konklusion: Et godt køb til prisen
Honor 6 er en overraskende god smartphone til prisen. Med Honor 6 får du meget for pengene, også mere end jeg ville forvente, fra en telefon i denne prisklasse.
Beskedtastaturet halter, og opkaldslyden er desværre heller ikke helt optimal, særligt ikke i støjende omgivelser. Højtaleren bagpå og lydkvaliteten ved musik i headset er blandt minuspunkterne.
Men du får en stærk telefon til mail, kalender, kontakter og ikke mindst fotos. Dertil kommer, et godt stabilt design, og en telefon der ligger godt i hånden og lommen uden at være for stor. Batteritid og skærmkvalitet er absolut også i højsædet.
Jeg vil mene, at du på mange punkter sagtens kan overveje en Honor 6, hvis valget står mellem den og Samsung Galaxy S5. Når det er sagt, så er min største bekymring faktisk samtalekvaliteten. Her håber jeg Huawei graver dybere i dette – trods alt er det jo en key-feature i en telefon. Om det ville kunne forbedres, i en softwareopdatering, ved jeg ikke.
Huawei kan på nuværende tidspunkt ikke give informationer om planerne for Android 5.0 Lollipop. Så om Honor 6 vil blive opdateret vides ikke.
Jeg er faktisk lidt i tvivl om karakteren, men prisen trækker Honor 6 hen på et lille fem-tal ud af seks mulige.
Fordele / ulemper
Fordele
– God designfølelse og mobil i god kvalitet
– Flot skærm og flydende brugerinterface
– Godt kamera, lang batteritid og høj ydelse
Ulemper
– Træls beskedtastatur
– Ringe samtalekvalitet i støjende omgivelser
– Lange beskeder sendes som MMS