Første skridt taget til 4G LTE Advanced

Det første teleselskab begynder nu at åbne for 4G LTE Advanced i Danmark. Først er Aarhus og København.

Mobilnet Carrier Aggregation

Mobilnet hos 3 i Danmark med Carrier Aggregation fra Huawei (Foto: MereMobil.dk)

Fremtidens højhastigheds 4G-netværk, hvor hastighederne stiger dramatisk rykker hele tiden tættere og tætte på. I en pressemeddelelse har teleselskabet 3 annonceret at de nu kan tilbyde downloadhastigheder på op til 150 Mbit/s i København og Aarhus.

I første omgang er opgraderingen foretaget i de centrale dele af København og Aarhus, hvor 142 mobilmaster er blevet opgraderet til at kunne håndtere carrier aggregation på både 1800 og 2600 MHz frekvensbåndene.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Med LTE Advanced teknologien, carrier aggregation, kan man bundle flere frekvensbånd sammen, og på den måde opnå højere hastigheder – en nærmere forklaring kan læses i vores artikel omkring Carrier Aggregation. Teoretisk kan man opnå 150 Mbit/s downloadhastighed, men i praksis viser tests udført af 3, at den maksimale overførselshastighed topper omkring 140 Mbit/s.

 – Hvad er carrier aggregation? Sådan bliver mobilnettet hurtigere

På Meremobil.dk fik fik vores redaktør John G. allerede for et par måneder siden en forsmag på de nye høje hastigheder, hvilket kan ses i dette web-TV indslag.

Hardwaren har manglet

Faktisk har 3 været klar i et stykke tid, men der har manglet brugbart udstyr til kunderne. Det har simpelthen ikke været muligt for kunderne at købe udstyr, der er kompatibelt med LTE kategori 6, som er kravet for at kunne udnytte de højere hastigheder.

Det vil sige indtil i sidste måned, hvor Samsung lancerede deres Galaxy Alpha smartphone, og nu er også Huawei kommet med på banen med E5186s-22a, der er en ny mobil bredbånds router.

– ”Det er spændende, at der nu kommer hardware på markedet, som kan udnytte den teknologi, som vi stille og
roligt lægger oven på vores eksisterende 4G/LTE-netværk. For os er det vigtigt at udnytte vores frekvensbånd optimalt for at kunne imødekomme det voksende behov fra de mange danskere, som har taget de populære streaming-tjenester til sig. Noget, der stiller større og større krav til kapaciteten i de danske netværk”, siger Kim Christensen, direktør i 3s netværksafdeling.

Mere til historien

Du kan læse mere om LTE Advanced i vores tema-artikel “Hvad er LTE Advanced?”


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.