Jabra Solemate Max – powerlyd alle steder
TEST: Solemate Max er til garagefesten, skaterbanen og et hårdt liv, hvor man ikke er afhængig af strøm, når musikken spiller.
Hvis du er på udgik efter en transportabel højtaler, der spiller højt, og holder til en del, så skal du tage et kig og et lyt på Jabra Solemate Max.
Solemate Max står på en tyk stabil gummisål, der udover at sikre et stabilt underlag til højtaleren, også minimerer resonans fra fladen den står på. Toppen er ligeledes gummilbelagt. Forsiden og bagsiden består af metalgitre, som beskytter højtalerenhederne.
På venstre side stikker et blødt gummihåndtag ud, som højtaleren sagtens kan holde til at blive løftet i.
Jeg er ikke begejstret for håndtaget, som jeg helst havde set, enten kunne hægtes af eller skubbes ind i højtaleren, når ikke det benyttes.
Solemate Max holder til meget, og tager som udgangspunkt ikke skade af, at blive tabt, omend det dog ikke kan anbefales. Med andre ord. Jabra Solemate Max er ikke en pusse-nusse hi-fi enhed, der skal behandles med fløjlshandsker.
Max lyd – næsten for meget
Jabra Solemate Max er en stereohøjtaler med i alt fire enheder, gemt under gitteret. Og der er tydeligt blevet arbejdet meget fra akustikfolkene for at skabe fylde og power i lyden.
Sættes højtaleren lidt ud fra en væg, kan denne benyttes til at forstærke basrefleksen.
Der er absolut ingen tvivl om, at Jabra har fremstillet en højtaler med max lyd, for den spiller virkelig højt, men når vi kommer helt op på maksimal lydstyrke begynder bassen at ”klapre” lidt, og det samlede lydbillede mudres.
Den klarer fint forståeligheden i vokalen på sangene, og detaljerigdommen er gennemsnitlig, men som nævnt, er dette jo heller ikke et hi-fi produkt. Jeg er sikker på, at dem, som tager Solemate Max med på skaterbanen eller i parken, vil være ganske godt tilfredse.
Præcis det er højtalerens styrke; gennemsnitlig god og høj lyd, pakket ind i et robust ydre.
Jeg ville ikke vælge denne højtaler, hvis det udelukkende er tiltænkt hjemmet eller kontoret.
Alt efter hvilken telefon, der anvendes som afspiller, er bundniveauet i lydstyrken lagt lidt for højt. Nogle gange, kan højtaleren nemlig ikke spille lavt nok.
Rigtig trådløs
Jabra Solemate Max er en rigtig trådløs højtaler. Det betyder indbygget batteri med op til 14 timers musik, vel at mærke streamet trådløst over Bluetooth. Højtaleren har 400 timer standbytid, så den dør ikke, fordi du glemmer at slukke.
Der er indbygget NFC, så parring med enheder er let. Bluetooth-udgaven er version 3.0.
I bunden af højtaleren gemmer sig et jack-til-jack 3.5 mm kabel på en halv meter, så der altid er et tilslutningskabel lige ved hånden, hvis det er påkrævet.
Solemate Max har så meget indbygget batteripower, at den er i stand til at oplade telefonen, mens der spilles musik. På højre side findes en standard USB-tilslutning, hvor alle oplade-kabler passer i.
Skal jeg komme med et ønske til en fremtidig version, ville trådløs opladning være oplagt at indbygge i højtalerens hele plane top.
Jabra Sound app
Jabra har udviklet en lyd-app til Android og iOS, som via Dolby Digital Plus kan optimere lyden. Desuden er der en jukebox-funktion, der kan deles mellem vennerne, som også kan tilføje musik til listen.
Idéen er som sådan meget god, men equalizer og Dolby-lyden fungerer kun på musik, der ligger fysisk på mobilen.
Og i disse streaming-tider hvor flere og flere bruger Deezer, Spotify og WiMP, er energien på udviklingen af en sådan applikation, lidt lige meget, i hvert fald så længe den ikke virker med streaming.
Konklusion: God til outdoor
Jabra er dygtige til at fremstille lydprodukter. Især deres headsets er altid indbefattet af høj kvalitet og god lyd.
Solemate Max er den største i en højtalerserie. De andre i familien hedder Solemate og Solemate Mini. Max har helt klart sin målgruppe og styrker i udelivet, samt hvor der kræves et produkt, som tåler lidt mere.
Som beskrevet er lyden ud fra hvor den skal bruges ganske fint – og en lille havefest klarer den også uden problemer.
Den vejledende pris er 2.999 kroner, men den kan findes på nettet til omkring 2.600 kroner.
Karakteren ender på 4 ud af 6 stjerner.
Mere til historien
Jabra er grundlagt i 1984, men blev i september 2000 opkøbt af GN Netcom. I dag har Jabra hovedsæde i København.