Sonys Walkman-hovedtelefoner fra 1979 genopstår
Sony MDR-3R kombinerer det klassiske Walkman-design med USB-C, mikrofon og betjening på kablet. Den danske pris starter ved 449 kroner.

Hvor trådløse ørepropper kræver opladning og parring i tide og utide, vælger Sony nu at gå den stik modsatte vej.
Den japanske elektronikgigant bringer nostalgien helt tilbage fra 1979, oplyser Sony i en pressemeddelelse.
Det sker med de nye hovedtelefoner MDR-3R, som er en moderne fortolkning af MDR-3.
En særlig udgave af de oprindelige hovedtelefoner, MDR-3L2, blev lanceret sammen med den første Walkman, TPS-L2, i 1979.
Kabel med USB-C fjerner strømbekymringer
Selvom udseendet er tro mod fortiden med den lette metalbøjle og de velkendte skumpuder i blå og orange, er teknikken opdateret til nutiden.
Hovedtelefonerne tilsluttes med et USB-C-kabel i stedet for det gamle jackstik.
Det betyder i praksis, at du blot sætter kablet direkte i en kompatibel smartphone, tablet eller bærbar computer – helt uden at tænke på flade batterier, Bluetooth-besvær eller opsætning af apps.
Enheden skal dog understøtte USB Audio Class 1.0. Betjeningen kan desuden variere afhængigt af telefon, styresystem og software.
På kablet sidder der også en indbygget mikrofon og en lille betjening til opkald og musikafspilning.
Retrolyd og særlig Stranger Things-udgave
For at ramme den originale lydfornemmelse har Sony udstyret hovedtelefonerne med dynamiske 23 mm-enheder ligesom i den oprindelige model fra 1979.
Lydsignaturen er dog blevet finjusteret, så den passer bedre til moderne musik og streamingtjenester.
Er du tosset med 80’er-universet i Netflix-serien Stranger Things, kommer der desuden en særlig udgave inspireret af karakteren Max og seriens parallelverden, The Upside Down.
Stranger Things-udgaven får blandt andet særlige designdetaljer, logo og en tematiseret indpakning.
Sony MDR-3R lander i butikkerne i november 2026 med en vejledende pris på 449 kroner, mens Stranger Things-udgaven koster 499 kroner.
Få mit personlige tech-overblik – og vind tech hver måned
Følg tech-verdenen uden om algoritmerne. Modtag Kaffepause med John G direkte i indbakken med de vigtigste nyheder og ærlige tests.
🎁 Som modtager er du automatisk med i den månedlige lodtrækning om et sæt Apple AirPods 4.
Mere til historien
Cirka 25 procent af plasten i Sony MDR-3R består af genanvendt materiale. Salgsæsken leveres desuden uden engangsplast, bortset fra eventuelle belægninger og klæbemidler.

