Chromecast – næsten et smart-TV
TEST: Chromecast sender Netflix og YouTube fra Android-enheder op på fladskærmen i stuen, men er endnu ikke en konkurrent til Apple TV.
BEMÆRK: Denne test er ikke længere aktuel, da produktet siden da har udviklet sig markant. Læs i stedet vores nye anmeldelse af Google Chromecast.
Sjældent har et TV-produkt fået så meget opmærksomhed, som tilfældet var da Google i slutningen af juli 2013 præsenterede Chromecast, der samme dag kom på markedet i USA.
Idéen er, at Chromecast skal være et alternativ til Apples AirPlay-system samt Apple TV, der er integreret i en stor mængde tredjepartsprodukter. Vi ser i dag AirPlay i et væld af særligt højtalerprodukter, men naturligvis også Apple TV-boksen har funktionen.
Chromecast kan bedst beskrives som Googles svar på en konkurrent til Apple TV, og det er bestemt en hæderlig og velkommen idé, da Android-platformen mangler et device, der kan tage konkurrencen op, men desværre oplevede jeg at være forsøgskanin for Googles produkt.
Det tekniske
Googles tv-gadget kører en simplificeret udgave af operativsystemet Chrome OS.
Indeni sidder mikro-computeren Marvel 88DE3005 (Armanda 1500-mini) med understøttelse af videoformaterne VP8 og H.264.
Wi-Fi delen kører 802.11 b/g/n på 2.4 GHz og der er 512 MB RAM og 2 GB flashhukommelse.
Teknikken HDMI CEC er indbygget i Chromecast, der er en mega smart feature. Så snart der sendes et signal til enheden, skrifter TV’et automatisk over på den rigtige HDMI-indgang.
– Lyt podcasten om de nye TV-tjenester
Utrolig let opsætning
Chromecast er en lille dongle på 72 × 35 x 12 mm, der passer i HDMI-indgangen på TV-skærmen. Enheden får strøm via et USB-kabel, der enten kan tilsluttes den medfølgende strømforsyning, eller sættes til TV’ets USB-indgang, hvis en sådan er til stede.
Velkomstbilledet beder brugeren om at åbne en setup-side i Chrome-browseren på computeren, og hente et lille program, hvorefter Chromecast, netværk og opsætning sker næsten magisk. Her kan alle være med.
Efter at have hentet en Chromecast extension til Chrome, var det hele sat op og køreklart. Det tog vel 5-10 minutter at få hul igennem. Så Googles opsætningsprocedure, er på alle måder godkendt.
Hvad kan Chromecast?
Med Chromecast kan du sende YouTube-videoer fra telefonen og computeren, hvis cast-donglen, er på det samme lokale trådløse netværk.
Netflix-applikationen på mobiler og tablets virker også med Chromecast, så en smartphone kan benyttes som afspillerenhed, uden nogen yderligere hardware, eller tekniske udfordringer.
YouTube-videoer afspilles næsten med det samme der trykkes ”play”, mens Netflix er noget længere tid om at komme i omdrejninger, men når først billedet er der, fungerer det glimrende.
Der er muligt at bruge telefonen til andre ting, mens filmen afspilles på Chromecast. Du kan således sagtens gå på nettet, svare beskeder eller tjekke mails imens. Selv telefonopkald afbryder ikke Netflix.
Årsagen er, at Chromecast skaber forbindelse via internettet til indholdsudbyderen, uden om telefonen. Når først afspilningen er aktiveret, kan mobilen slukkes, vel at mærke, uden filmen stopper. Fordelen er, at ens tablet eller telefon ikke drænes for batteri, da den hverken skal beregne billeder, eller streame via netværket.
Også HBO Go er understøttet, men den HBO-applikation jeg har på min iPad, har jeg ikke kunnet få til at virke med Googles dongle. Google lover desuden, at Google Play Music fungerer med Chromecast, men heller ikke denne har jeg haft held ved.
– Link: Googles liste over Chromecast-tjenester
Billedkvaliteten på Netflix-film og YouTube er rigtig god, og systemet tilpasser selv kvaliteten i forhold til, hvor hurtig din internetforbindelse er.
Virker også fra computeren
Den lille extension i Google Chrome browseren gør det muligt, at sende indhold fra computeren direkte op på den store skærm, men i mit tilfælde skete det med udfordinger.
I begyndelsen af testen kunne jeg kun se indholdet fra browseren på TV’et i få sekunder, hvorefter forbindelsen blev tabt. Men pludselige dukkede der en softwareopdatering op, der rettede fejlen. Donglen opdaterede sig selv, uden min indblanden. Genialt!
Fra computeren kan du desuden afspille YouTube-videoer i Chrome, præcis som det sker fra telefonen.
Hvad kan Chromecast ikke?
Det er ikke muligt at overføre hele brugerfladen fra telefonen eller computeren, og se en spejling i realtid, sådan som Apple TV kan. Du kan heller ikke sende browser-indhold fra Chrome på telefonen over på Chromecast.
Desværre understøtter tjenester som DR NU og TV 2 Play Googles smart-TV device.
I fotogalleriet (testet på Nexus 5 og Sony Xperia Z1 Compact) kan man heller ikke sende billeder eller videoer fra telefonen, over på tv-skærmen, så også her har Googles HDMI-dims en barriere.
Chromecast lider grundlæggende af gerne at ville en hel masse, uden at kunne indfri forventningerne, som ved lanceringen var kæmpestore.
Konklusion: Heller ikke et smart-TV
Jeg er skuffet over Chromecast, der i hvert fald ikke endnu, er en værdig konkurrent til Apple TV. Jeg håber dog inderligt, at Google arbejder hårdt på at udbrede systemet, så Android-brugerne også kan bruge tjenester som Viaplay, TV 2 Play eller DR NU via smartphonen i kombination med fladskærmen i hjemmet.
Chromecast har potentiale, men selvom lanceringen i USA ligger omkring et halvt år tilbage, er det stadig ikke blevet et interessant forbrugerprodukt. Det er fortsat en gadget, der bedst egner sig til udviklere og supernørder, der vil være først på en ny og måske kommende trend.
Google scorer pluspoint for, at Chromecast kan bruges på Android såvel som iPhone og iPad (iOS). Desuden er både PC og Mac understøttet. Apples AirPlay er ”Apple-only”, så her viser Google en åben tilgang.
Er du på rejse i USA kan Chromecast købes til 35 dollars (lige under 200 danske kroner) men i Danmark skal du slippe omkring 500 kroner for det samme produkt, der sælges via en række netbutikker som eksempelvis Proshop.dk.
Jeg er overbevist om potentialet for Chromecast, men indtil videre er jeg forsøgskanin for Google smart-TV projekt, der ikke er synderligt smart.
– Web-TV: Se testen af Chromecast
Karakteren, i forhold til pris og udbytte, 2 ud af 6 stjerner.
Fordele
– Lille enhed der let kan skjules bag skærmen uden ekstra fjernbetjening
– Let opsætning, direkte stream fra udbyderen
– Understøttelse på Android, iOS, Windows og Mac.
Ulemper
– Kun meget få tjenester understøtter Chromecast
– Ingen dublering af skærmbillede fra tablet eller smartphone
– Høj pris i forhold til udbytte
Mere til historien
Apple TV opleves i sammenligning med Chromecast som et mere færdigt produkt, og priser ned omkring 700 kroner, gør den til et meget bedre køb, hvis man har en iPad eller iPhone.. Netop lukketheden mod Apples enheder, er denne enheds største ulempe.