3 opgrader netværket til Roskilde Festival

Teleselskabet 3 har opgraderet netværket for at kunne håndtere den enorme belastning til årets Roskilde Festival.

Roskilde Festival, som løber af stablen i de kommende dage, er hård kost for teleselskabernes mobilnetværk, og for hvert år stiger datatrafikken på selskabernes netværk. Derfor er det nærmest også en tradition, at teleselskaberne hvert år øger kapaciteten og introducerer nye teknologier for at håndtere de mange datahungrende smartphone brugere.

3's netværksudstyr ankommer til Roskilde Festival 2017 (Foto: 3)

3’s netværksudstyr ankommer til Roskilde Festival 2017 (Foto: 3)

Roskilde Festivalen er i følge teleselskabet 3 årets enkelt stående største opgave for netværksafdelingen, hvilket blandt andet skyldes at teleselskabets kunder er stærkt overrepræsenteret på festivalen. I 2016 brugte 3’s kunder hele 39,6 TB data i løbet af festivalen, hvilket var en stigning på 65 procent i forhold til 2015. Til årets festival forventer teleselskabet en lignende stigning, og derfor opgraderes netværket til at kunne håndtere den store trafikstigning. Det skriver 3 i en pressemeddelelse.

 – Så vildt er mobilnettet på Roskilde Festival

3 har i år 14 mastepositioner på og omkring camping- og festivalpladsen. I forhold til sidste år har 3 tilføjet en ny mast til East City i campingområdet, hvor der forventes tryk på netværket især i dagene op til festivalens start onsdag.

Den travleste time, målt på mængde data nogensinde på Roskilde Festival, var 1. juli 2016 mellem kl. 21:00 og 22:00, hvor der blev presset hele 315GB data gennem 3’s netværk på festivalen, mens Neil Young spillede på Orange Scene. I løbet af hele festivalen 2016 var der 159.046.224 dataopkoblinger (åbne apps, browser, GPS mv.) samt hele 64.000 unikke brugere.

Roskilde Festival 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Roskilde Festival 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Mere kapacitet

3 har til årets Roskilde festival markant mere kapacitet til rådighed. I efteråret vandt teleselskabet nemlig 20 MHz mere frekvensspektrum på 1800 MHz-frekvensbåndet, hvilket giver ekstra kapacitet, og ifølge 3 har de i år 3,5 gange mere frekvensmængde i drift sammenlignet med sidste år.

– “Vi er ude i nogle tekniske betegnelser her, som kort fortalt betyder, at vi udvider motorvejen med flere spor, så det går hurtigere. Rigtig mange festivalgæster vil få en rigtig, rigtig god upload og download oplevelse – selv foran scenerne. Ude i campingområderne opgraderer vi også med mere frekvensspektrum. Alt dette for at give vores mange kunder den bedste oplevelse. Selvom de er på festival blandt mange mennesker, som de skal dele signalet med, så skal det bare fungere,” siger Kim Christensen, netværksdirektør i 3.

 – Kameraet er et “must have” på sommerens festivaler

Årets største spidsbelastning af mobilselskabets netværk er på Roskilde Festivalen. Det giver mulighed selskabet mulighed for at teste forskellige tekniske løsninger, som senere kan bruges i resten af landet efterhånden som det generelle forbrug af data stiger.

Igen i år vil 3 benytte festivalen til at teste ny teknologi på festivalens indre plads. Disse nye teknologier betegner 3 som “nøgleteknologi” til 4,5G/5G. 3 vil offentliggøre mere information om dette i løbet af festivalen.

Mere til historien

I 2016 testede 3 en opsætning af en ny, avanceret løsning med teknikken placeret under Orange Scene og antennerne monteret i de 22 meter høje monitortårne på hver side af Orange Scene. Dette var en stor succes og øgede kapaciteten markant i ´Pitten´ foran Orange Scene. I 2016 have 3 placeret to antenner i monitortårnene. I 2017 fordobler 3 antallet af antenner i monitortårnene.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.