Moto Z test – Motorolas modulmobil er rimelig

TEST: Motorola Moto Z, den nye topmodel, vil ændre markedet med magnetisk tilbehør, men det gør den ikke.

Moto Z test

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Lenovo opkøbte Motorola i 2014 efter Google havde ejet Motorola siden 2011.

Google havde kun moderat succes og primært med de billige modeller. Efter Lenovo opkøbet fortsatte Moto G og Moto E serierne, men Lenovo ville mere end blot have succes med de billige telefoner. Derfor blev Moto X lanceret, men har aldrig været på det danske marked.

Med Moto Z giver Lenovo high-end modellen endnu et skud, men det er svært at komme ind på mange smartphones markeder, og det danske er ingen undtagelse. Derfor kan telefonen ikke købes hos YouSee, Telia eller lignende, men skal købes uden abonnement i det åbne marked.

For at charmere kunderne og blive interessante skal man kunne noget helt specielt, og det kan Moto Z med deres Moto Mods system. Det er en form for plug and play eller modulopbygning, hvor man kan klikke et ekstra batteri, kamera eller højtaler på bagsiden af telefonen, men virker det, giver det mening, og hvordan er telefonen i det hele taget?

Læs med her i vores Moto Z test.

Specifikationer på Lenovo’s Motorola Moto Z

– Skærm: 5,5” AMOLED. 1440 x 2560 pixels (~535 ppi pixeltæthed). Corning Gorilla Glass 4
– Chipset: Qualcomm MSM8996 Snapdragon 820
– CPU: 2×1.8 GHz Kryo & 2×1.6 GHz Kryo (quad-core)
– GPU: Adreno 530
– RAM: 4 RAM
– Intern hukommelse: 32 GB, med MicroSD kort slot der understøtter op til 256 GB
– Batteri: 2.600 mAh
– Kamera: 13 megapixels duel LED flash, Optisk billedstabilisering (OIS)
– Frontkamera: 5 megapixels
– Stik: USB Type-C
– Andet: Dual Sim, Fingerprint sensor (front), MotoMods magnetisk forbindelse (bagside)
– Mål: 153.3 x 75.3 x 5.2 mm
– Vægt: 136 gram
– System: Android 6.0.1 Marshmallow, men har fået 7.0 Nougat

Skærm med knald på

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Noget af det vigtigste på en telefon er skærmen. Det er jo den vi kigger på det meste af tiden. De 5,5 tommer skærn på Moto Z er knivskarp med sin pixeltæthed på over 500. Dette opnås med QHD opløsning på 2560 x 1440 pixels.

Samtidig er det en AMOLED skærm som giver fuld knald på farverne. Det kan være lidt en smagssag om man kan lide stærke farver, men heldigvis er de ikke meget overdrevne. Skærmen har også høj lysstyrke, så dette er en skærm, der vil gengive dine billeder og videoer i fin kvalitet. I solskin har skærmen dog lidt problemer, men det er de færreste smartphones, som ikke har samme udfordringer.

Moto Z har Gorilla Glass 4 fra Corning der beskytter skærmen. Det betyder ikke at den er uovervindelig, men bare den har nyeste skud på stammen af skærmbeskyttelse.

5,5 tommer synes at være en populær størrelse, som rigtigt mange mellem- og topklasse smartphones benytter og det er da også her at man får en stor lækker skærm, uden at det er en kæmpe klods. Men det er igen en smagssag. Jeg synes den er lige lidt for stor til enhånds-brug, men til web browsing, billeder og video-kig er 5.5 tommer glimrende.

Design

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Størrelsen på telefonen føles ikke kæmpe, sine 5,5 tomer til trods. Det skyldes især, at Moto Z har en utrolig tynd profil. Med sine 5 mm tykkelse er den ofte 2 millimeter tyndere end de fleste konkurrenter. Dog er der en ordentlig udbuling på bagsiden i form af et kamera. Det pynter ikke decideret, men med Moto covers i mange farver ender det med at passe perfekt.

Telefonen består primært af glas og metal, som tidens designtrends efterhånden dikterer. En anden begyndende trend som Lenovo og Motorola har taget til sig er, at udelade minijack-stikket.

Har man et godt headset, skal man derfor benytte en USB Type-C adapter, som dog medfølger. Med en tykkelse på 5 millimeter vil det også være svært at integrere minijack-stikket, især hvis det ikke skulle gå ud over telefonens holdbarhed i det område.

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Designet er i sig selv ikke særligt spektakulært, men det er ikke negativt. En ting jeg gerne så re-designet var bunden på forsiden. Der hvor der står ”Moto” føles lidt som spildplads, omvendt flytter det skærmen lidt op, så man bedre kan ramme hele skærmen med tommelfingrene. Jeg synes ofte apps i bunden kan være svære at ramme, men det er ikke et problem her.

I frontens bund finder vi også fingeraftrykslæseren, det leder os til features afsnittet denne Moto Z test.

Effektiv fingeraftrykslæser

På fronten finder vi en fingeraftrykslæser af rigtig fin kvalitet. Den er super hurtig og genkender størstedelen af fladen på fingeren. Det er ikke en knap, men en berøringsfølsom sensor, og det er med til at øge hastigheden, der kan sammenlignes med iPhone 7 og andre topmodeller. Der er en funktion som gør, at man af og til skal indtaste koden, formentligt af sikkerhedsgrunde, men lidt irriterende når det sker.

En speciel ting ved Moto Z er også, at den har dobbelt SIM-kort læser. Dog kan man ikke have to SIM-kort og et MicroSD kort i samtidig, da det ene slot har dobbeltfunktion. Men funktionen er rigtig lækker for personer med privat og arbejdsnummer. Samtidig er der også mange som godt kan lide muligheden for at tilføje et MicroSD-kort, så man billigt kan udvide lagerpladsen til lige netop den størrelse man ønsker.

Moto Z tilbyder også hurtigladning, men den er nu ikke den hurtigste i klassen. En fuld opladning kan klares på næsten 30 minutter. Her skal det tages med, at batteriet er noget mindre end de fleste andre smartphones, især i 5,5 tommer størrelsen.

En feature, som ikke er nævnt er de såkaldte Moto Mods, men de kræver deres helt eget afsnit, da tilbehøret er relativt omfattende.

Moto Mods

Inden jeg begynder at beskrive de forskellige Moto Mods kræver funktionen næsten en forklaring i sig selv. Egentlig er det ikke så avanceret, men det er noget helt nyt. På bagsiden af Moto Z sidder i bunden en række kobber-pins, som overfører data fra telefonen til de mulige mods – og omvendt.

De forskellige mods glider nemt på, og det skyldes blandt andet magneter, så tilbehøret slutter tæt og sidder der, hvor det bør. Med det tilbehør jeg har haft til rådighed, har jeg endnu ikke oplevet problemer med forbindelsen, så måden at forbinde tilbehør på, er godkendt, om end telefonen bliver meget tyk og dermed knapt så elegant i brug.

Incipit Off Grid Power back

Incipit Off Grid Power Back til Moto Z

Det første og måske vigtigste tilbehør er batteripakken. Moto Z’ interne batteri er ikke så stort, så vil man bruge telefonen ofte, og måske bare være sikker på at telefonen hele tiden har strøm, så er sådan en klik-på batteripakke ikke så tosset.

Incipios ”Offgrid Power Back” på 2.220 mAh gør at telefonen kan holde strøm i op til tre dage. Det var dog kun med let brug. Ved mere moderat brug er det nok snarere to hele dage, eller en hel dag hvor telefonens GPS bliver brugt ihærdigt, flere timer i træk.

Incipios Power back har ikke eget USB-stik, så det skal lades op med telefonen og det er lidt en ulempe, da man så ikke bare kan bruge det som en powerbank eller lignende. Samtidig har det en tykkelse på 5 mm, og så bliver telefonen pludselig over en centimeter tyk. Det er ikke elegant, men telefonen ligger godt i hånden, når batteriet er monteret.

JBL SoundBoost – mega tyk

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

Moto Z fra Lenovo med MotoMods (Foto: Lenovo/Motorola)

JBL har lavet deres egen ”lille” højtaler. Og hvis jeg syntes at batteriet var tykt, så er JBLs højtalere endnu tykkere, og gør at telefonen knapt kan være i en bukselomme.

JBL SoundBoost lyder markant bedre end andre smartphone-højtalere, men hvem vil bruge sådan et tilbehør? Hvorfor ikke bare købe en Bluetooth højtaler som vil lyde af endnu bedre til samme pris – omkring de 700 kroner?

Højtalere har et 1.000 mAh batteri med eget USB-stik, så højtaleren kan spille i 10 timer, uden at skulle udnytte telefonens strøm. Derefter vil højtaleren udnytte telefonens batteri. Måske er dette godt til en simpel strand- eller telttur, men jeg er ikke helt solgt.

Moto Insta-Share Projektor

Moto Insta Share Projektor til Moto Z

Hvis man ikke er solgt til en klik-på højtaler hvad så med projektor? Utroligt nok, finder jeg denne gadget mere anvendelig. Det er ikke just det bedste billede, men i stedet for at slæbe en projektor med på skiferie, eller lignende, så giver dette meget mere mening, til lige at få lidt let underholdning.

Det billigste sted jeg har fundet denne projektor er til lidt over 2.000 kroner, og det er altså også en sjat. Så man skal gøre op med sig selv, hvor ofte den vil være anvendelig.

Hasselblad True Zoom

Hasselblad True Zoom Mod

En af de dyrere Moto Mods kommer fra legendariske Hasselblad og er naturligvis et kamera add-on. Det forbedrer billedkvaliteten gevaldigt, og da der også er mulighed for optisk zoom, ikke kun digital, så kan man langt bedre skyde billeder af motiver der har lidt distance.

Samtidig er der en traditionel kameraknap til fokus- og zoom funktion, og en rigtig flash. Er man foto entusiast giver dette rigtig fin mening, Det kan stadig ikke erstatte et rigtigt kamera, men kommer markant tættere på, end andre normale smartphones kameraer.

Alt i alt er Moto Mods en blandet landhandel. Jeg er ikke blæst bagover af begejstring, men samtidig er der nogle mods der giver fin funktionalitet. De er temmelig dyre, men dette er nok det mest interessante bud på moduler til smartphones – og i hvert fald væsentligt bedre udført end det LG prøvede på LG G5.

Android med få ændringer

Moto serien har det kendetegn, at der kun laves få modifikationer til Android. Det er lidt forskelligt hvad man kan lide, men hvis man synes om de gamle Nexus telefoner vil man også kunne lide Moto Z’ styresystem.

De få modifikationer som er integreret er primært omhandlende Moto Mods. Kameraappen er lidt anderledes, og med Hasselblad kameraet tilsluttet kommer der yderligere funktioner i appen. Det samme sker med batteriindikatoren, som udvides, så man også kan se hvad batteristatus er på Incipios batterimod.

De få modifikationer betyder alt i alt langt færre ting skal testes, når der kommer opdateringer fra Google. Dermed får man fejlrettelser og opdateringer langt hurtigere end med mange andre producenter. Moto Z har derfor også allerede fået Android 7.0 Nougat.

Screenshots fra Moto Z

Hæderligt kamera

Kameraet i Moto Z er hæderligt. Det kommer ikke til at konkurrere med de bedste i klassen, men billederne er ofte gode.

Det største problem for kameraet er fokuseringshastigheden. Det går simpelthen for langsom med motiver i bevægelse. Samtidig er der ikke nogen ”sport”-funktion eller lignende til objekter i bevægelse. Det giver derfor enten slørede billeder, eller at kameraet bruger to sekunder om at tage billedet.

Kameraet får en samlet score på 84 point hos DxOMark som tester mange kameraer, og det er ganske godt, men skyder man ofte sportsbilleder, vil jeg ikke anbefale telefonen – selv ikke med Hasselblad moddet, da det stadig er lidt langsomt. Topscoreren er lige nu Google Pixel med 89 point.

Billeder taget med Moto Z

TEST: Så fed er Pixel XL – Googles telefon

Batteri til maksimalt en dag

Batteriet på Moto Z er blot på 2.600 mAh og det kan desværre mærkes i dagligdagen.

Bruger man telefonen let kan Moto Z holde en hel dag, men er man en poweruser, går den død kort efter 19-20 tiden. Og det er med et helt frisk batteri, det vil formentlig være endu kortere tid efter et halvt eller hel års brug. Det er ikke optimalt og slet ikke når de fleste konkurrenter kan holde hele dagen og har et batteri på 3000mAh eller mere.

Indhold i kassen

Moto Z bagside covers i forskellige farver

Det er lettere sparsomt med indhold i kassen. Der er en lader med fastmonteret kabel, en adapter fra USB C til minijack og nogle brochurer og manualer, som du sikkert aldrig læser i.

Der er også et sort bagside-cover med sildemønster i stof og en gennemsigtig bumper.

Moto er ikke det mest udbredte brand, så derfor er det rart at man får en bumper med. Vil man have et andet cover end det medfølgende er der næsten 10 forskellige, som Motorola selv har lavet.

Konkurrenterne

Konkurrencen i smartphone-markedet er tæt. Og når jeg om lidt nævner de nærmeste konkurrenter, bør de fleste ryste i bukserne. Når Moto Z samtidig ikke er at finde i danske telebutikker bliver det svært at vinde som kongen af markedet.

Moto Mods er et interessant es i ærmet, men det vil sikkert ikke falde i alles smag. Men overordnet gør Moto Z det rigtigt godt. Telefonen gled hurtigt ind i mit normale forbrug og der var ingenting, som undrede mig eller irriterede mig, og det er et rigtig godt udgangspunkt.

Men, det er altså et stærkt felt som Motorola skal konkurrere mod:

Alle fire modeller koster omkring 5.000 kroner uden abonnement.

Konklusion:

Alt i alt får Moto Z fire stjerner ud af seks mulige på grund af den hårde konkurrence, lille batteri og dyre, men interessante Moto Mods. Motorola skal have kredit for at turde eksperimentere med Moto Mods. Vi er i en tid hvor mange telefoner ligner hinanden og hvor det kun er små detaljer der adskiller de forskellige konkurrenter.

Men et frisk pust er ikke altid nok, det skal også eksekveres ordentligt, og her mangler Moto Mods et stykke. Selve funktionerne er fine, men ofte bliver telefonen en kæmpe med Mods monteret. Hvis JBL højtalerne også havde haft Bluetooth funktion, ville det have været meget bedre.

Men ser vi isoleret på Moto Z, så er det en rigtig god telefon, der aldrig føles langsom eller fejlfyldt. Det lille batteri og kameraudbulingen er nok det som trækker mest ned i dagligdagen. Men har man mulighed for opladning på arbejdet er det et knapt så stort problem.

Jeg så også gerne, at covers var lidt mere gammeldags klik af og på. Det så kunne give plads til lidt større batteri, men med samme telefon tykkelse.

Fordele og ulemper

Fordele
– Hurtigt hardware
– Dobbelt simkort eller MicroSD kort
– Lækker skærm
– Godt kamera til almindelige billeder

Ulemper
– Kamerahastighed
– Batteristørrelse
– Moto Mods passer kun til denne telefon lige nu
– Kan ikke købes i de fleste telebutikker

Mere til historien

Moto Z er den første telefon med disse Moto Mods. Hvis flere fremtidige Moto telefoner kan “genbruge” disse mods vil Motorola kunne vinde flere stjerner, da et kameramodul til 2.000 kroner, dermed ikke føles SÅ dyrt. Hvis mods kan gå i arv, så begynder Moto Mods at give meget mere mening.

Moto Z test – Motorolas modulmobil er rimelig,
Giver karakteren:

Om Tommy Lindegaard

Tommy har i flere år arbejdet med Telia, TDC, HTC, Samsung og Nokia, men er i dag gået selvstændig. Han kan dog ikke helt slippe branchen, så fritiden bliver brugt til at skrive nyheder. Til dagligt er det primært Android smartphones og iPads, der bliver brugt, men Tommy elsker at skifte mellem enheder og andre IT gadgets.