iPhone 6S blev årets største hit
Apple baskede mange af konkurrenterne ud fra top 10 i 2016, og iPhone sad på hele seks ud af 10 pladser. Har andre en chance?
Vi har netop taget proppen af flasken med etiketten ”2017”. Dermed kan vi også danne os et overblik over indholdet fra 2016. I dette tilfælde de mest solgte smartphones.
Apple er ubestridt kongen af danskernes lommer. Seks ud af 10 pladser på årshitlisten for 2016 blev besat af en iPhone. Faktisk sidder Apples smartphone på de fire øverste pladser.
iPhone 6S blev årets mobilhit i 2016. Det er den mest solgte smartphone hos både Telenor, Telia og 3. Rimelig imponerede er iPhone 7, der kom på markedet i september. På godt tre måneder har telefonen solgt så godt, at den lander på en samlet andenplads.
– Historisk tilbageblik: iPhone gennem tiderne
Samsung og Huawei på niveau
De fire resterende pladser på årets top 10 sidder Samsung og Huawei på. Samsung har Galaxy S7 Edge på sjettepladsen, mens Galaxy S7 lige nøjagtigt klemmer sig ind på tiendepladsen.
Huawei fik lowend-telefonen Huawei Y360, der aktuelt har en dagspris på lige under 700 kroner, på top 10.
Huawei nåede også at få P9 Lite med ind på hitlisten over de mest solgte telefoner i 2016, og slår de dermed Samsungs topmodel Galaxy S7, der trods alt også er noget dyrere.
– TEST: Sådan er Huawei P9 Lite
Farvel til Nokia og Sony
2016 blev på mange måder et skæbneår. Hverken LG, HTC eller Sony er i nærheden af top 10, og sammenligner vi med årshitlisten fra 2015 blev det et farvel til Nokia, der var på listen med Nokia Lumia 635, samt Sony som nåede ind på niendepladsen med Sony Xperia E4.
Vi kan konkludere, at markedet ser ud til at være fastlåst på de tre producenter Apple, Samsung og Huawei. Der skal meget til hvis billedet skal ændres radikalt.
Sony har efter min opfattelse været hårdest ramt. Produkterne har været rigtigt gode, og Sony er ligeledes dygtige til løbende at opdatere deres telefoner. Alligevel har kunderne ikke fundet dem specielt interessante.
De mest solgte telefoner i 2016
- iPhone 6S
- iPhone 7
- iPhone SE
- iPhone 5S
- Samsung Galaxy S7 Edge
- iPhone 6
- iPhone 6S Plus
- Huawei Y360
- Huawei P9 Lite
- Samsung Galaxy S7
Hitlistene er sammensat af salgstal fra Telenor, Telia og 3. TDC har endnu ikke ikke leveret deres tal.
De gode men ikke sælgende
Blandt de smartphones jeg anmeldte i 2016 findes indtil flere som læsermæssigt var rigtigt populære, men trods gode anmeldelser har produkterne ikke solgt nævneværdigt.
HTC 10 var den femtemest læste anmeldelse på MereMobil.dk i året der er gået. En succes med enkelte svipsere konkluderede vores anmeldelse, og så fik HTC 10 tilmeld udmærkelsen ”MereMobil.dk Anbefaler”.
Vi var også ret vilde med Sony Xperia X. Telefonen oplevede jeg som kedelig i starten, men over tid i testperioden vandt den og fik 5 ud af 6 stjerner. Ligesom HTC 10 kunne vi også trække ”MereMobil.dk Anbefaler” op af hatten som afslutning på testen.
HTC 10 koster i dag cirka 4.300 kroner. Altså noget mindre end de 5.990 kroner den lå til ved salgsstarten i foråret 2016. Sony Xperia X koster nu 2.700 kroner. Det skal holdes op mod en startpris på 4.500 kroner sidste forår.
– OVERBLIK: De største anmeldelser i 2016
Mere til historien
Selvom vi nok ikke skal forvente store omvæltninger på top 10 for 2017 bliver året alligevel spændende. Der er Nokia produkter med Android er på vej, men også kinesiske Lenovo opprioriterer på smartphones i vores markedsområde.