SAS-fly tillader nu brug af mobil og tablet
Mobiltelefoner og tablets må nu være tændt under start og landing i SAS-fly, dog skal de være i fly-funktion.
Alle passagerer ombord på SAS-fly kan nu bruge deres mobil og tablet under start og landing. Det skriver Check-in.dk.
Det betyder, at SAS nu er et af de første flyselskaber, der har tilpasset sig de nye regler, som EU-Kommissionens i samarbejde med det europæiske luftsikkerhedsagentur EASA besluttede i mandags. Det skriver DR.dk.
Dog kræver brug af det elektroniske udstyr fortsat, at det er i flyfunktion, så sende-funktionen er deaktiveret under hele flyrejsen.
-”Jeg er rigtig glad for, og lidt imponeret over, hvor hurtigt det er gået både for de europæiske og lokale myndigheder at følge med, og ikke mindst for SAS. Vi har reageret effektivt og ændret vores procedurer,” siger Trine Kromann-Mikkelsen, der er pressechef hos SAS i Danmark, til Check-in.dk.
Flyselskabet SAS understreger også, at de nye regler fortsat ikke gælder for bærbare computere. Af sikkerhedshensyn i kabinen skal denne fortsat være gemt væk i håndbagagen under start og landing.
Mere til historien
I mandags var meldingen fra EU-Kommissionen, at forbuddet mod at have elektronisk udstyr tændt under start og landing blev fjernet med øjeblikkelig virkning hos de europæiske luftfartsselskaber. I løbet af det næste års tid vil der være analyser og nye regler for kommunikation på vej, ifølge Transportkommisæren.