Xpeng-ejere vrede: Nye biler går glip af Google Maps – frygter værditab

Google Maps, Google Play og den nye XOS 6-platform kommer ikke til Xpeng G6, G9 og P7+. Det vækker vrede blandt flere ejere, der frygter, at deres næsten nye biler mister værdi.

Xpeng G6 og Xpeng G9
Xpeng G6 og Xpeng G9 vil fortsat få softwareopdateringer, men får ikke den nye platform med Google Maps og Google Play. (Foto: Xpeng)

I kølvandet på nyheden om, at de eksisterende Xpeng-modeller G6, G9 og P7+ går glip af de nye Google-tjenester i XOS 6, har Xpengs kundeservice forsøgt at berolige gemytterne, mens debatten koger over i flere Facebook-grupper.

I et svar understreger Xpeng, at fraværet af det nye system skyldes den tekniske grundplatform i biler bygget før den nye L03-arkitektur.

– “Det betyder dog ikke, at udviklingen af software til de eksisterende modeller stopper,” lyder det fra Xpeng, der forsikrer, at virksomheden fortsat har planer om at levere opdateringer og forbedringer til de tidligere modeller, præcis som hidtil.

LÆS OGSÅ: Xpeng afviser: Ingen Google Maps eller XOS 6 til G6 og G9

UDDRAG AF SVAR FRA XPENG TIL EN KUNDE GENGIVET PÅ FACEBOOK

“… vi har fortsat planer om at levere softwareopdateringer til tidligere Xpeng-modeller, ligesom vi har gjort hidtil. Den nye XOS 6-platform med Google Maps og Google Play bygger dog på en anden software- og hardwarearkitektur end den, der anvendes i modeller lanceret før L03.

Man kan sammenligne det med, at de nyere biler er bygget på en teknisk grundplatform, der gør det muligt at integrere Googles tjenester direkte i bilens system. De ældre modeller er bygget på en anden platform, som ikke understøtter den samme integration. Derfor kan funktionerne ikke blot tilføjes via en almindelig softwareopdatering. Det betyder dog ikke, at udviklingen af software til de eksisterende modeller stopper. Vi vil fortsat arbejde med opdateringer til de respektive platforme, men Google Maps og Google Play som en del af den nye XOS 6-platform er på nuværende tidspunkt ikke planlagt til modeller lanceret før L03.”

“En farce af dimensioner”

Xpengs forsikringer preller af på en stor gruppe ejere, der bestemt ikke lægger fingrene imellem.

I kommentarsporene bliver situationen kaldt “under al kritik” af en ejer, der fik sin bil leveret så sent som i maj 2026. En anden bruger kalder forløbet en “farce af dimensioner”.

LÆS OGSÅ: Xpeng klar med Mona L05 – “storebror” til den populære L03

Kritikken går især på frygten for, at bilerne nu er forældede og bliver svære at sælge brugt på et senere tidspunkt. Denne frygt er dog ikke dokumenteret.

En bruger finder det “stærkt bekymrende”, at Xpeng tilsyneladende kasserer en hel hardwareplatform, og kalder bilproducentens kommunikation “forvrøvlet og forblommet”.

Vreden stikker hos nogle så dybt, at en kunde, der netop har bestilt en G6 til senere levering, kraftigt overvejer at annullere sin ordre af frygt for et voldsomt værditab.

Forventninger til tech versus biler

Midt i stormen forsøger flere brugere dog at minde de vrede ejere om virkeligheden. De påpeger, at bilerne netop fortsat vil blive opdateret på deres nuværende softwaregren.

Flere brugere drager paralleller til den generelle techverden og minder om, at en bil fungerer ligesom en smartphone eller en computer.

Man kan ikke forvente, at en telefon får et nyt og forbedret kamera via en softwareopdatering, ligesom man heller ikke kan forvente at få den nyeste processor i en ældre gamer-pc, da det ville kræve en udskiftning af hele bundkortet.

Sagen begyndte at rulle efter præsentationen af Xpeng L03 og Xpeng G9L. Begge er baseret på den nye softwareplatform XOS 6, der blandt andet bruger navigation baseret på Google Maps frem for TomTom, som Xpeng hidtil har samarbejdet med.

LÆS OGSÅ: Xpeng knuser konkurrenterne: Har de knækket koden til den perfekte ladekurve?

Inden du bestiller i blinde – se min første tur i Xpeng L03

Du kan se videoen her. Se flere techvideoer på dansk – følg gratis vores YouTube-kanal.

Prismåling og data: Sammenligner.dk

Mere til historien

Det er bestemt ikke kun Xpeng, der ikke længere opdaterer aktuelle biler med en række nye funktioner. Vi har for nylig også set nærmere på Audi Q4 e-tron, som fra start melder ud, at den primært vil modtage sikkerhedsopdateringer og altså ikke få nye funktioner fremadrettet. Se mere i videoen her. Vi forventer også, at Volkswagen-ejere vil opleve lignende problemer ved skiftet mellem softwareplatforme.

Xpeng afviser: Ingen Google Maps eller XOS 6 til G6 og G9

En norsk produktchef skabte håb blandt ejerne, men nu afviser Xpeng Danmark oplysningerne. Google Maps og XOS 6 er forbeholdt en ny generation af biler.

(mere…)
Ny elektrisk hatchback klar med 390 km rækkevidde og lynopladning

Kinesiske Leapmotor klar med ny kompakt elbil til det danske marked i 2027.

(mere…)
Disse biler købte danskerne i september 2026

Tesla var tilbage i front på det danske bilmarked i september med både Model Y og Model 3.

(mere…)
150.000 har bestilt: Fire nye elbiler deler over 80 procent af teknikken

Volkswagen ID.Polo, ID.Cross, Skoda Epiq og Cupra Raval bygger på samme platform. Næsten 150.000 bestillinger er allerede modtaget på tværs af de fire modeller, oplyser koncernen.

(mere…)
Vild elektrisk rally-hyldest med 816 hk kåret som årets konceptbil

Peugeot hylder sin rallyhistorie med en elektrisk konceptbil på 816 hestekræfter og elektronisk styring uden mekanisk forbindelse til forhjulene.

(mere…)
Glem strømmen – Tesla Roadster kører på hype

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2026 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram