Er Tim Cook på vej ud?
Det tyder på, at Apple er i gang med en større ændring i ledelsen og forbereder et skifte af deres CEO, Tim Cook.

Lige siden 2011 har Tim Cook været CEO for Apple. Han overgår dermed Steve Jobs og er nu den længstsiddende CEO hos Apple.
Alting har dog en ende, og uden at “male fanden på væggen”, så lader det til, at Apple stille og roligt er ved at forberede den næste CEO hos Apple. Men hvem bliver det?
Først og fremmest er der de tydelige tegn.
Bloomberg-analytikeren Mark Gurman, der er kendt for sine analyser om Apple, er selv ude med en analyse om det og hvad der sker bag kulissen.
Macrumors skriver på baggrund af hans udtalelser, at de første indikationer er begyndt at dukke op.
I lang tid var det Jeff Williams, der var den mest sandsynlige kandidat, men i og med at han snart stopper hos Apple, så er det udelukket.
Forberedelserne er i gang
Forberedelserne er dog til at se. John Giannandrea, Apples Senior Vice President for maskinlæring og AI-strategi, kunne have været en kandidat, men givet de seneste års turbulens med Apple Intelligence og den ventede Siri, så er det ret usandsynligt.
Johny Srouji, Apples Senior Vice President for hardwareteknologier, har derimod gjort gode fremskridt – især i skiftet fra Intel-chips til Apples egne M-chips. Dog er han ikke i søgelyset ifølge Gurman, og angiveligt overvejer han selv sin fremtid.
Dertil skal det nævnes, at han er 61 år, hvilket kan være en stor faktor, når det gælder om den rette CEO.
Men hvem er så kandidaten? Spørger man Mark Gurman, så er det John Ternus, Apples Senior Vice President for hardware engineering.
Ternus har alle de rigtige parametre. Han har været hos Apple siden 2001 og har dermed en langvarig historie hos Apple. Samtidig er han “kun” 50 år, hvilket giver ham mulighed for at være CEO i lang tid.
Siden 2021 har han haft ansvaret for design og udviklingen af iPhone, iPad og Mac, og de første tegn er netop dukket op i den forbindelse.
Gurman fremhæver, at Apples PR-afdeling allerede er begyndt at sætte Ternus i rampelyset. Det sker ved at sætte ham som frontfigur under iPhone Air-lanceringen sidste måned, og han har også haft en mere fremtrædende rolle under Apples markedsføring og interviews.
Kilder tæt på fortæller, at Apple sandsynligvis vil foretrække en teknologisk orienteret leder frem for en drifts- eller salgschef. Samtidig vil Apple gerne have genoplivet deres innovation inden for kunstig intelligens, mixed reality og hjemmeautomatisering.
LÆS MERE: Tidligere iPhone-designer arbejder på nyt stort AI-produkt
Glem ikke Craig Federighi
Selvom det ikke nævnes i artiklen fra Macrumors, så mener jeg personligt stadig, at Craig Federighi, Senior Vice President Software Engineering, ikke skal udelukkes fuldstændigt.
Craig Federighi kom til Apple i 1996, men forlod det igen efter få år. I 2009 vendte han tilbage og har siden fået flere og flere ledelsesområder.
Federighis største udfordring ligger nok i hans alder på 56 år, sammen med at han ikke har ansvaret for hardwareprodukter, men derimod software. Til gengæld har Craig Federighi en stor fordel i PR-værdien.
Jeg vil våge at påstå, at flere kender til Federighi end til John Ternus, og Federighi har en særlig egenskab til at kommunikere. Det er slet ikke sikkert, at det bliver en af de to kandidater, men jeg mener ikke, at man skal udelukke Craig Federighi for hurtigt.
LÆS MERE: Apples driftdirektør går på pension
Mere til historien
Det er usikkert, hvornår vi får en ny CEO at se hos Apple. Personligt tror jeg, at det vil ske i dette årti, men det er svært at sige.