Derfor vil du elske MacBook Air M4 | TEST
TEST: Design og produktkvalitet er enestående. Ydelsen og skærmen spiller. MacBook Air M4 er en langtidsholdbar computer.

Valget står altid mellem MacBook Air og MacBook Pro, og selvom MacBook Pro absolut er maskinen med de største kræfter og flest muligheder, så er MacBook Air for de fleste det bedste køb.
Jeg ved godt, at MacBook Pro har højere lysstyrke på skærmen, og at du får en ekstra USB-C port samt HDMI-udgang og SD-kortlæser, men du giver altså mange penge ekstra for den.
Desuden skal vi ikke glemme, at MacBook Pro (14”) vejer 310 gram mere end Air (13”). Selvom det ikke lyder af meget, så vil du bestemt lægge mærke til det.
Jeg synes, at MacBook Air har den bedste kombination mellem ydelse, design, skærmkvalitet og fysisk størrelse. Det eneste store minus er prisen.
MacBook Air, M4 (2025)
- Skærm: 13,8 tommer, 500 nits lysstyrke
- Ydelse: 10-core CPU, 8-core GPU
- RAM: 16 GB
- Lagerplads: 256 GB SSD
- Netværk: Wi-Fi 6E (802.11ax), Bluetooth 5.3
- Platform: macOS Sequoia 15.3
Den blå er fed!
Jeg holder rigtig meget af farver og synes, at ”guld” og ”sølv” er kedelige. Derfor passede det mig godt, at Apple med MacBook Air M4 introducerede en ny farve kaldet ”himmelblå”. Du skal dog vide, at computeren er langt mindre blå i virkeligheden – i forhold til billederne.
Den er ikke specielt modtagelig overfor fedtede fingre, og dem, som du får på computeren, er lette at tørre af.
Air fås i størrelserne 13 og 15 tommer. Det er, efter min opfattelse, 13-tommeren, som er det rigtige valg. Dette er den perfekte størrelse i forhold til både skærmstørrelse og vægt.
Prisen er også en faktor. MacBook Air starter på 9.499 kroner (vejledende) med M4-chip og 16 GB RAM. Næste skridt er 11.499 kroner. Jeg ser ingen grund til at gå det skridt op.

Faktisk ydelse
Den nye M4-chip yder virkelig godt! Du får virkelig state-of-the-art maskinkræfter, men det gjorde du altså også på forgængerne.
Herunder kan du se benchmarkmålingerne af de seneste MacBook Air computere, som jeg har prøvet.
GB 1-core | GB 2-core | GB Open CL | |
---|---|---|---|
Air, M4 | 3.744 | 14.835 | 30.853 |
Air, M2 | 2.600 | 9.768 | 28.126 |
Air, M1 | 1.706 | 7.421 | 16.953 |
Hvis du i dag har en MacBook Air (M1), så er der på papiret betydeligt mere ydelse i den nye M4-model, men du kan altså stadig lave videoredigering, 3D-grafik og avanceret kodning på en M1-model.
Du vil opleve marginale forbedringer, hvis du kommer fra en M2- eller M3-model, lidt mere hvis jeg sammenligner med M1. Det ændrer bare ikke på, at Apple på de seneste Air-computere leverer på ydelsen og brugeroplevelsen.
Ydelen fra SSD-lagerpladsen er I øvrigt på niveau med de øvrige computere i MacBook Air-serien.
Skærmen er som sagt rigtig god, men hvis du bruger computeren udendørs eller steder med kraftigt lysindfald, så vil det ikke gøre noget at have en skærm med endnu mere power på lysstyrken. Hjemme i vores køkken på en solskinsdag kunne jeg desuden godt have tænkt mig at have en skærm med antirefleksbehandling.
Apple brillierer som altid med en rigtig god batteritid. Alene til internetbrug lover Apple op til 15 timers drift på Air-modellen. Pro lover op til 16 timer, men er så til gengæld nogle timer bedre, når det kommer til streaming af video.
I øvrigt er opladning muligt med enten MagSafe-stik, der medfølger på opladeren fra salgspakken, eller standard USB-C.

Manglerne i MacBook Air M4
Selvom fingeraftrykssensoren er god, så kunne jeg godt tænke mig Face ID som på iPhone. Maskinens to USB-C-porte er begge på venstre side. Det ville have været rart med en på hver side.
Udover det, jeg allerede har nævnt med lysstyrke og antirefleksbehandling, så er det altså svært at være sur på denne computer. Ja, det skulle da lige være på prisen.
Lad mig lige få med, at maskinen er født med 3,5 mm jackstik til hovedtelefoner.
Et andet plus, i hvert fald for highend-brugere, er understøttelsen af to eksterne skærme samtidigt med, at skærmen på MacBook Air M4 stadig er tændt. Det siger lidt om særligt grafikydelsen.
Konklusion: Fantastisk kvalitet du kan have i mange år
Byggekvaliteten er enestående god. Det er den slags computer, som du kan have i mange år frem. Uanset hvad der kommer fremadrettet, så har denne maskine rigtig god ydelse.
Som altid med Apple skal du vælge den rigtige konfiguration fra starten, da hverken SSD-lagerplads eller RAM kan opgraderes efter købet, hvilket nok er det største minus, jeg kan finde.
Du skal naturligvis vurdere, om du har brug for de ekstra små detaljer, som MacBook Pro bringer til bordet, som f.eks. SD-kortlæser eller HDMI-udgang.
Dette er uden tvivl en computer til topkarakter – også selvom den er dyr.
Aktuelle priser på MacBook Air, M4-chip 2025-model
Herunder kan du se dagspriserne på MacBook Air, M4 – 10-core CPU, 8-core GPU.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Høj ydelse og stor mængde RAM
- Fantastisk design i høj kvalitet
- 12 megapixels kamera (med Center Stage funktion)
- Supporterer to ekstra skærme
- Vejer ikke ret meget – mere handy end promodellen
- Super godt tastatur og trackpad
- Understøtter både MagSafe-opladning og USC-C
- God lang batteritid
Lidt at tænke over
- Skal det være Air eller Pro?
- Vælg rigtigt: Du kan ikke opgradere hardware fter købet
- Har ikke Face ID
- USB-C porte er kun på venstre side
- Ikke SD-kort læser eller HDMI-udgang
Mere til historien
Hvis du køber en af de tidligere MacBook Air-modeller (M-serien), så hold øje med prisen. Nogle forhandlere tager en temmelig høj pris sammenlignet med, hvad den nye M4-model kan købes for.