Bowers & Wilkins Pi8 lyder godt!
TEST: Headsettet Bowers & Wilkins Pi8 har en god lydkvalitet, men det slår ikke mit reference-headset.
Jeg møder bunkevis af headsets på et år, og de fleste fravælger jeg at modtage testenheder af. Årsagen er, at hovedparten lyder ”okay”, og det er svært at finde noget særligt ved dem. De fleste er en bred mellemvare, der markedsføres med store armbevægelser.
Bowers & Wilkins Pi8 er dog en undtagelse. Her taler vi om et in-ear-headset, der ligger i den samme liga som B&O BeoPlay EX. Prisen er omkring 3.000 kroner. Derfor er headsettet langt fra ”for alle”.
Pi8 er lækkert designet og føles som god kvalitet i hånden. Det her er ikke bare en plastikæske af den ringeste kvalitet.
Pi8 sidder behageligt i ørerne, men pasformen er for mig lidt drilsk; jeg føler ikke, de sidder optimalt, men jeg har dog ikke tabt dem.
Sammenligner jeg med f.eks. det nyeste headset fra Samsung, Galaxy Buds3 Pro eller BeoPlay EX, så er pasformen på disse, for mig, langt bedre.
Sådan lyder Bowers & Wilkins Pi8
Lydkvaliteten fra Pi8 er rigtig god. Lyden er faktisk ret raffineret med god fylde og mange detaljer. Det er sådan en lyd, at jeg ikke bliver træt af, uanset om jeg kører pop, akustisk eller podcasts.
Hvis du har en telefon, som kan udnytte det, så er aptX Adaptive og aptX Lossless til højtopløselig lyd understøttet. Til iPhone er AAC-formatet understøttet.
I den ret overskuelige Bowers & Wilkins app har du adgang til en equalizer, hvor lyden kan fintunes. Her kan jeg fiske lidt mere bas op af søen, hvilket klart klæder lyden.
Jeg har i øvrigt noteret mig, at headsettet spiller forholdsvis lavt, når jeg bruger det med en iPhone. På Android har jeg ikke oplevet dette. Dette viste sig at relatere sig til ”Sikker brug af hovedtelefoner” i indstillingerne på iPhone, der begrænser maksimallydstyrken. Når dette deaktiveres, kan du blæse ørerne ud.
Pi8’erne er udstyret med aktiv støjreduktion (ANC), der effektivt lukker omverdenen ude.
Det gør dem ideelle til brug i støjende omgivelser som offentlig transport eller på kontoret.
ANC’en er konkurrencedygtig og gør et fremragende stykke arbejde med at reducere baggrundsstøj. Der er også en ’pass through”-funktion, så lyd fra omgivelserne ikke lukkes ude – altså det modsatte af ANC.
Tilslutning til analog lyd
Pi8 kommer med en smart detalje. Du kan bruge det medfølgende USB-C til 3,5 mm jackstik som tilslutning til analoge lydkilder.
Det kan være, at du har en forstærker med en hovedtelefonudgang, eller du vil bruge headsettet med et in-flight-system ombord på et fly. Det fungerer ret fint.
Salgspakken indeholder også et USB-C til USB-C kabel, som kan bruges til opladning, eller – og her er en fiks detalje – æsken kan tilsluttes en iPhone med kabel, hvorefter der kan opnås højere lydkvalitet på Hi-res-musik, da æsken fungerer som en slags aptX-hub.
På en opladning skal du forvente op til 6,5 timers afspilning, og sammen med opladeæsken kommer du i nærheden af 20 timer.
Opladeæsken kan oplades med USB-C kabel eller trådløst.
Konklusion: For musikentusiaster
B&W har skabt et godt headset med en overskuelig no-nonsense-app, der gør det enkelt at bruge.
Jeg er lidt usikker på pasformen i forhold til mine ører, men lydkvaliteten er god. Vi er i den genre, hvor vi taler om musikentusiaster. Hvis du blot er en almindelig jævn musikbruger, så er Bowers & Wilkins ikke noget for dig.
I forhold til AirPods Pro 2, så vinder Bowers & Wilkins på lydkvalitet og funktionalitet. Jeg udskifter dog ikke mit referenceheadset, BeoPlay EX, som stadig er overlegen på lydkvaliteten.
I forhold til samtalekvalitet fungerer det, men du skal ikke bruge Pi8 eller tilsvarende headsets, hvis du har lange samtaler i støjende omgivelser som f.eks. i bilen eller udendørs.
Begge headsets koster lige nu 2.999 kroner, ifølge PriceRunner. En høj pris, absolut, men hvor ofte køber man egentlig et headset? Så hvorfor ikke købe et godt?
Personligt går jeg med BeoPlay EX, da pasformen og lydkvaliteten passer mig bedre.
Aktuelle priser på Bowers & Wilkins Pi8
Herunder kan du se dagspriserne på Bowers & Wilkins Pi8 in-ear-headset.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Designet er i god kvalitet
- Rigtig god lyd med mange detaljer
- Appen er let at forstå og bruge
- God støjreduktion
- Mulighed for analog tilslutning via kabel
- Understøttet aptX-lyd på iPhone med kabel
- Trådløs samt kablet opladning
- Batteritiden er okay
Lidt at tænke over
- Lydkvaliteten er bedre i BeoPlay EX
- Pasformen er ikke så god til mig
- Jeg har oplevet kortvarige lydudfald
- Høj pris
Mere til historien
Lydkvalitet opledes individuelt. Kan du komme til at lytte til en headset, før du køber, er det altid en fordel.