Den nye iPad Pro vil gerne være en laptop
FØRSTE INDTRYK: Min iPad Pro 2024 anmeldelse er på vej. Her er mine første indtryk af den ny iPad Pro.
Jeg har taget hul på årets nye iPads og skriver netop nu på iPad Pro 2024 i udgaven med 13-tommer skærm. Det første jeg bemærker, udover dens vanvittigt tynde designprofil, er faktisk slet ikke iPad Pro. Jeg er derimod mere fokuseret på tastaturet.
Mit testkit indeholder nemlig det nye iPad-tastatur, som i Apples verden ikke bare hedder “tastatur til iPad Pro”. Det ville være for let. Navnet er “iPad Magic Keyboard”.
Det magiske er prisen på omkring 3.000 kroner. For et TASTATUR! …nå ja! Det er jo også et cover. Lad mig minde om, at Magic Keyboard til Mac koster cirka en tredjedel. Jeg ved ikke, hvad Apple præcist mener det er, der skal koste SÅ meget ekstra.
Nå men! Du kommer ikke udenom at købe det nye Magic Keyboard. Du kan sikkert få alt muligt tredjeparts, uoriginalt tilbehør, men intet slår det originale tastatur.
Store og vigtige ændringer
Tastaturet har fået en funktionslinje, som ALTID har manglet. Den som betjener lys- og lydstyrke og musik og meget andet.
Det kan lyde banalt, da alle funktioner kan betjenes på skærmen, men når man er fokuseret på at skrive, som jeg er nu, så er det bare lettere (og hurtigere) at bevæge fingeren op på funktionslinjen over taltasterne.
I forhold til 2022-Magic Keyboard er kanterne ikke længere med en halvblød plastikkant i to niveauer. Nu slutter rammen omkring tasterne på præcis samme måde, som på Mac-tastaturet. Det ser lækkert ud, og giver lidt mere en “computerfølelse”.
Trackpad’en er blevet større og måske derfor endnu bedre at bruge. Trackpad sammen med genvejstasterne over talrækken gør, at man næsten ikke behøver røre skærmen. Lidt absurd når nu iPad er designet med skærmen som det primære betjeningsværktøj.
Som noget nyt har trackpad’en, der i øvrigt har en glasoverflade, fået haptic feedback. På 2022-tastaturet var det et fysisk “klik”, som du lavede på pladen. Nu er det en lille vibrations-engine, som narrer hjernen til at tro, at man rent faktisk klikker. Jeg måtte tage iPad Pro fra tastaturet, for at overbevise mig selv om, at der på trackpad absolut ingen bevægelige dele er.
Du kan tilslutte eksterne USB-C enheder til USB-C / Thunderbolt porten i iPad Pro, mens en oplader kan være tilsluttet tastaturets USB-C port.
Er iPad Pro blevet en computer?
Grundlæggende er en iPad og en smartphone en minicomputer, men iPad Pro er ikke en ægte laptop, blot fordi du køber et tastatur. Det er måske i virkeligheden en super avanceret “skrivemaskine” med en masse ekstra muligheder på farten.
Hvis iPad Pro fuldt ud skulle erstatte en laptop, så skal der arbejdes mere med betjeningen. Et touchbaseret interface, der får tilføjet tastatur og mus, kan være lige så underligt, som når en traditionel bærbar får touchskærm. Ingen af delene fungerer perfekt.
Med det sagt, så giver iPad Pro mig en langt mere fokuseret oplevelse, når jeg skriver artikler som denne. Der er mere ro og meget mindre “bimble bamle” omkring en.
Skærm, ydelse og min vurdering af pris kontra kvalitet kan du læse i min komplette test af iPad Pro 2024.
LÆS MERE: Her er den nye iPad Air, 2024-udgave
Aktuelle priser på iPad Pro 2024 med 256 GB lagerplads
Herunder kan du se dagspriserne på 2024-iPad Pro – 13-tommer.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Mere til historien
M4-chippen i iPad Pro leverer 1,5 gange kraftigere CPU-ydelse i forhold til M2-chippen i iPad Pro 2022. Dens interne hukommelse er hurtigere og grafikydelsen er, alt efter opgave, op til 4 gange hurtigere.