SSD-harddisk – sådan får du den hurtigste
GUIDE: En ekstern SSD-harddisk er nødvendig til backup, videoredigering eller store datamængder. Vi har testet SSD-harddiske.

Videoer og billeder fylder enormt meget på harddisken. Over tid er den interne lagerplads fyldt og flytning af data til eksterne lagermedier, bliver nødvendigt.
Hvis du arbejder med videoer eller andet materiale, der fylder meget, vil du vide, at det kan tage ”en evighed” at lave backup.
Udvalget af eksterne harddiske eller SSD-drev er enormt stort og fancy marketingnavne på produkterne, gør det umuligt at vælge de rigtige.
Jeg har afprøvet nogle af de nyeste eksterne SSD-harddiske for at tjekke, hvor hurtige de reelt er.
Til brug for denne guide har ProShop.dk stillet en række SSD-lagermedier til rådighed. Du finder et stort udvalg af SSD-harddiske her. ProShop har ikke haft redaktionel indflydelse.
Så langsomme er eksterne harddiske
En almindelig USB-baseret harddisk har en effektiv overførselshastighed på op til 100 Mb/s, når det går godt. Et godt SSD-medie trækker op mod 1.000 MB/s.
Det skal sammenlignes med, at den interne SSD-harddisk i nyere computere som f.eks. MacBook Pro, har en overførselshastighed på over 5.000 MB/s.
I det lys er eksterne drev håbløst sløve. Derfor er de bøvlede som backup-medier eller til f.eks. arbejdsplads for videoredigering.
Når du læser specifikationerne, så vær opmærksom på, at producenten angiver ”op til ”-hastigheder eller ”interne hastigheder”, hvilket er langt fra det, som du vil opleve på din computer.
Dertil kommer om computeren har porte, som er hurtige nok til at udnytte hastigheden.
Se efter USB-standerne
USB-tilslutningen er en af flaskehalsene.
USB 3.2 Gen 1 x 1 har en maksimal overførselshastighed på 5 Gpbs, mens USB 3.2 Gen 2 x 2 klarer op til 20 Gbps. Thunderbolt 3 ligger på 40 Gbps.
5 Gbps svarer til 625 MB/s. 40 Gbps er 5.000 Mb/s.
I min test af udvalgte SSD-harddiske har jeg dog fundet ud af, at et drev med en langsommere USB-standard alligevel i praksis var hurtigere end et drev, der har et hurtigere standardinterface. Her handler det om, hvor hurtige hukommelseschips, at det pågældende lagringsmedie indeholder.
Hastighed | Interface | |
---|---|---|
USB 3.2 Gen 1×1 | 5 Gbps | USB-A, USB-C, microUSB |
USB 3.2 Gen 1×2 | 10 Gbps | USB-C |
USB 3.2 Gen 2×1 | 10 Gbps | USB-A, USB-C, microUSB |
USB 3.2 Gen 2×2 | 20 Gbps | USB-C |
Thunderbolt 3 | 40 Gbps | USB-C |
FAKTA: Thunderbolt-teknologien blev udviklet i et samarbejde mellem Apple og Intel i 2009. Den oprindelige version af Thunderbolt blev introduceret i 2011. Her kan du læse mere om Thunderbold-intefacet.
Tjek kablerne. De er meget vigtige!
En stor blokering for høje hastigheder kan være kablerne. Selvom tilslutningerne alle er USB-C, så handler det også om hvilket kabel, der er i enden af stikkene.
Et ellers hurtigt lagringsmedie bliver hjælpeløst langsomt, hvis du bruger det forkerte kabel.
Det bedste råd er: Brug det kabel, som følger med i salgspakken.
Se SSD-guiden her
Test af SSD-harddiske
Sandisk Extreme Pro Portable V2
- Lagerplads: 2 TB
- Interface: USB 3.2 Gen 2×2 – baseret på USB-C
- Oplyst intern hastighed: 2000 MB/s (læs / skriv)
- Målt ekstern hastighed: 910 MB/s
- Pris: 2.250 kroner – dagspris på SSD-mediet
Sandisk Portable SSD
- Lagerplads: 2 TB
- Interface: USB 3.2 Gen 2 – baseret på USB-C
- Oplyst intern hastighed: 520 MB/s (læs / skriv)
- Målt ekstern hastighed: 350 MB/s
- Pris: 1.175 kroner – dagspris på SSD-mediet
LaCie Rugged SSD
- Lagerplads: 2 TB
- Interface: USB 3.1 Gen 2 / Thunderbolt – baseret på USB-C
- Oplyst ekstern hastighed: 950 MB/s (læs / skriv)
- Målt ekstern hastighed: 900 MB/s
- Pris: 2.500 kroner – dagspris på SSD-mediet
Adata SC680
- Lagerplads: 2 TB
- Interface: USB 3.2 Gen 2 – baseret på USB-C
- Oplyst ekstern hastighed: 530 MB/s (læs)
- Målt ekstern hastighed: 420 MB/s (læs)
Hvilket eksternt SSD-drev skal du vælge?
- Hvilken datahastighed understøtter USB-C porten i computeren?
- Hvad skal SSD-mediet bruges til? Backup eller arbejdsdata?
- Hvad vil du betale?
Til lagring af data og backup, kan du uden problemer vælge et af de billigere SSD-medier, hvis du har tålmodighed til at vente.
Du kan også overveje fysiske harddiske med en snurrende skive, hvor du får meget mere lagerplads for pengene. Du kan sagtens finde f.eks. 4 TB ekstern harddisk til under 800 kroner, men vær forberedt på ventetid, når du håndterer store datamængder.
Hvis computeren har et af de hurtigere interfaces, så vil jeg personligt vælge de SSD-medier med læse/skrive-hastighed på 900 MB/s eller derover, hvis der f.eks. skal redigeres video med SSD-lageret som det primære lagermedie.
BLIV OPDATERET: Synes du dette var spændende læsning? Modtag de seneste nyheder gratis i indbakken hver mandag, onsdag og lørdag. Tilmeld dig nu! Afmeld når du har lyst.
Mere til historien
Intern lagerplads kan have forskellig hastighed selv på den samme type computer. Eksempelvis har Mac Mini 128 GB langsommere intern SSD-harddisk end Mac Mini 256 GB eller derover.