Billigt mobilabonnement kræver fagforening eller forsikring
Nyt billigt mobilselskab stiller krav til din fagforeningsbog eller forsikring, hvis du vil lukkes ind i varmen
Det gælder om at være medlem af den helt rigtige fagforening for at blive lukket ind i Danmarks nyeste mobilselskab. Eller at have den helt rigtige forsikring
Alka, der netop er kendt for forsikring, har således i denne uge sat strøm til Alka Mobil, hvor produktet er meget simpelt: 59 kroner om måneden for fri tale, fri SMS, fri MMS og syv gigabyte data.
Og her er kravet altså enten et medlemskab af 17 udvalgte fagforeninger eller en Alka-forsikring. Det skriver Ekstra Bladet.
Koster at melde sig ud
Hvis man vil bruge sin mobil uden for Danmark, er prisen 84 kroner om måneden, men nu med 10 gigabyte data – heraf op til seks gigabyte data ved rejser i EU.
Opsiger man sin forsikring eller melder sig ud af fagforeningen, stiger prisen markant. Nemlig til 149 kroner om måneden for det rent danske abonnement og 184 kroner om måneden for EU-abonnementet.
PRISTJEK: Så meget mobilabonnement får du for 50 kroner
2,5 millioner er dækket
Ifølge Alka betyder kravet om enten en Alka-forsikring eller medlemskab af en af de 17 fagforeninger, man samarbejder med, at godt 2,5 millioner danskere får adgang.
Spørgsmålet er så, om det giver mening at vælge det billige abonnement. Hvis du allerede i dag stiller særlige krav om eSIM, understøttelse af mobile forbindelser i dit smarte ur og tablet eller har flere abonnementer i familien, som udløser en rabat, er det ikke sikkert, at skiftet kan betale sig.
Hvis du jagter en ny mobiltelefon med rabat, skal du også vælge andre end Alka Mobil, da selskabet ikke sælger mobiltelefoner med abonnementet.
Rådet gælder i hvert fald indtil bindingsperioden på seks måneder udløber hos et andet selskab – herefter kan et billigt abonnement, der passer til bedre til dit forbrug, hos Alka eller et andet prisrigtigt selskab bestemt betale sig.
INFO: Denne artikel er skrevet af Heine Jørgensen og bragt i samarbejde med Ekstra Bladet.
Mere til historien
Alka Mobil bruger Telias netværk og lover, at 5G understøttes på abonnementerne i takt med, at Telia udbygger sit 5G-netværk.