Sådan testes antennen på din smartphone
VIDEO: Antennemålinger på smartphones er komplicerede. Se her hvad der kræves, for at teste om din telefon har en god eller dårlig antenne.
Test af telefonernes antenner er kompliceret
Kvaliteten af antennerne i vores smartphones er sjældent ret gode, men hvordan foregår det, når antennekvaliteten på en smartphone skal testes? Det kan du se i videoen herover.
Antennemåling er kompliceret arbejde, der kræver dyrt specialudstyr monteret i radiodøde rum. Der skal måles i mange frekvensområder, og fra mange forskellige vinkler, før resultaterne bliver retvisende.
Hvordan en telefon holdes under brug, samt om den sættes mod højre eller venstre side af hovedet, har også stor betydning for resultaterne og hvordan dækningen opleves. Hoved, hænder og endda briller samt plumper i tænderne kan påvirke mobilsignalet.
På Aalborg Universitet har professor Gert Frølund Pedersen over de seneste 15 år været med til at standardisere mobilmålingerne, og i dag er han fortsat i spidsen for det arbejde på europæisk plan. Det er ham der i denne video viser, hvad tests af smartphone-antenner kræver.
Uanset hvilken mobilproducent der er tale om, måles der efter præcis samme metode.
BAGGRUND: Hvilken telefon har en god antenne og har bedst dækning?
De dårligste mobilantenner
I december 2013 udgav Aalborg Universitet i samarbejde med Erhvervsstyrelsen rapporten Mobile Phone Antenne Performance 2013. I den uafhængige undersøgelse dokumenterede Gert Frølund og hans team, store forskelle i mobilernes antennekvalitet. Apples iPhones var blandt de telefoner, der klarede sig dårligst.
Når professor Gert Frølund ikke måler på alle markedets telefoner hænger det blandt andet sammen med økonomi og hvem der skal betale. Mobilproducenterne har ikke udvist interesse for uafhængige antennemålinger, og Aalborg Universitet beskæftiger sig også med mange andre ting. Eksempelvis udvikling og standardisering af 5G-mobilnetværk.
GUIDE: Dårlig mobildækning? Har du prøvet dette?
Producenterne måler selv
Producenterne råder selv over det komplicerede måleudstyr, og foretager selv mange målinger af både egne og konkurrenternes produkter, men resultaterne er hemmelige og offentliggøres ikke.
Målemetoderne er som nævnt standardiseret og ifølge Gert Frølund ville resultaterne sagtens kunne sammenlignes. Ganske som det sker i bilindustrien hvor bilproducenterne fremlægger bilernes brændstofsforbrug.
Selvom blandt andet Teleindustrien (TI), Forbrugerrådet, Dansk Industri og Erhvervsstyrelsen bakker op om EU-tiltag der skal give brugerne indsigt i mobilantennernes kvalitet, har en eventuel mærkningsordning lange udsigter.
GUIDE: Dårligt internet på hjemmearbejdspladsen? Dette kan du selv gøre
INFO: Denne artikel er første gang udgivet i 2014, men den er opdateret med nye oplysninger i februar 2021
Mere til historien
I målingsrapporten fra slutningen af 2013 blev Doro PhoneEasy 605 kåret til telefonen med den bedste antenne. Telefonen udgik dog før rapportens resultater lå klar.