Arlo Doorbell test | dørklokken imponerer ikke
TEST: Videodørklokken Arlo Doorbell er uimponerende og de fede funktioner kræver et abonnement. Læs testen her.
Et smarthome skal naturligvis have en smart-dørklokke med indbygget kamera som i Arlo Video Doorbell.
Forud for min Arlo Doorbell test har jeg fået flere henvendelser i mailboksen, hvor jeg bliver spurgt til en vurdering af produktet, men jeg har også set, at det er et produkt, der tales en del om på forskellige smarthome-grupper.
Arlo-dørklokken imponerer mig dog ikke, selvom Arlo faktisk gør mange ting rigtigt.
SE OGSÅ: Flere artikler om smarthome-produkter
Det ringer på døren
Når nogen trykker på ringeklokke-knappen, får du besked på din telefon. Men faktisk kan du få en notifikation, så snart nogen nærmer sig kameraet i dørklokken – selvom de ikke har trykket.
På telefonen besvarer du notifikationen, for at se hvem der står foran døren. Desværre er live-video-streamen ofte langsom om at blive etableret. Her skal du tænke på, at en utålmodig pakkepost ikke levner dig mange chancer.
Efter 20 sekunder siger dørklokkens højttaler, at personen kan indtale en besked til dig.
Umiddelbart kan Arlo Doorbell ikke afspille for-indspillede beskeder til personen, som står foran døren, hvilket helt tydeligt er en mangelvare.
Kameraet kan se både om dagen og om natten, men jeg er ikke vildt imponeret over billedkvaliteten. Her kunne Arlo sagtens optimere.
Ingen kabler: Arlo er helt trådløs
Noget af det bedste ved Arlo Video Doorbell er, at den er fuldkommen trådløs. Jeg har tilmed monteret den med dobbeltklæbende nanotape. Det er genialt, at man ikke behøver ødelægge dørrammen med skruer og borehuller.
Desværre har Arlo ikke indbygget tyverisikring. Derfor kan uvedkommende i princippet stjæle dørklokken. Jeg har tidligere anmeldt dørklokken fra Eufy, der hyler højt, hvis den afmonteres, men det gør Arlo altså ikke.
Uheldigvis holder batteriet ikke specielt lang tid. Hvor meget batteriet drænes, afhænger af hvor mange notifikationer du modtager fra enheden. Jeg har i testperioden opladet cirka en gang om måneden, men min dør er placeret et sted, hvor der hele tiden er ”trafik” forbi, hvilket altså trækker mere på batteriet.
Interfacet kræver tålmodighed
Jeg er ikke imponeret over Arlo-appens opbygning. Den er bestemt ikke logisk, hvor de forskellige indstillinger er.
Jeg har i forvejen et par andre Arlo-enheder hængende. Disse ligger i den samme app, men det ændrer ikke på at både Arlo-dørklokken og de trådløse Arlo-kameraer kun betjenes ”let”, hvis du har tålmodighed.
Det er med andre ord ikke et ud-af-boksen appdesign, som alle bare lige hopper ind i fra dag ét.
Taler med Google – men ikke Apple
Den trådløse dørklokke integrerer med Google Assistant, Amazon Alexa og IFTTT. Apple HomeKit er ikke på listen over understøttede smarthome-systemer.
Jeg er selv stor fan af SmartThings-hubben og her er Arlo også integreret.
Når du vil bruge Arlo Video Doorbell med andet end Arlos egen app, bliver tingene temmelig bøvlede og du er ret meget på egen hånd.
Drømmer du om, at dørklokken automatisk fyrer et billede op på dit smart-tv eller Nest Hub, når nogen ringer på, så bliver du skuffet. Den slags rutiner har jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, hvordan man konfigurerer – hvis det da overhovedet er muligt.
Frem med pengene
Desværre er der med smarthome-udstyr kommet en kedelig tendens; alt det smarte koster penge. Arlo er ingen undtagelse.
Når prøveperioden, efter købet af Arlo Video Doorbell, udløber, nedgraderes funktionaliteten til udelukkende at være notifikationer og livevideo-streaming, ifølge siden om Arlo Smart. Det billigste abonnement koster 20 kroner om måneden for ét kamera. 69 kroner om måneden hvis du har flere kameraer og op til 99 kroner, såfremt du har 4K-kameraer.
Vi skal lige huske, at du skal betale godt og vel 1.600 kroner for selve hardwaren. Og det fremgår ikke på salgspakken, at man skal huske at købe et abonnement, hvis smarthome-produktet skal være SMART. Det fremgår kun, at du har en prøveperiode.
Konklusion: Bare ikke god nok
Det største problem ved Arlos videodørklokke er, at den forbinder forholdsvist langsomt til videostreamingen. Gæsten eller pakkeposten er gået inden du får forbindelse.
Dernæst savner jeg muligheden for at kunne indtale mine egne beskeder.
Mit største anke mod produktet er betalingsdelen. Det er megasmart, at systemet kan skelne mellem mennesker, dyr og en pakkepost, men mega usmart det koster penge at få adgang til disse funktioner.
Oven i det kommer en ulogisk app samt bøvlet integration på kryds af andre smarthome-systemer.
Jeg har tidligere anmeldt Eufy Dørklokke, der ikke kræver et abonnement for at fungere. Desuden reagerer systemet hurtigere, når det ringer på døren og appen er mere intuitiv. Generelt er Eufy bare et bedre produkt.
ANMELDELSE: Eufy dørklokken er genial
Den trådløse Arlo Video Doorbell får 3 ud af 6 stjerner.
Se mere om Arlo Video Doorbell
Aktuelle priser på trådløs videodørklokke Arlo Doorbell
Herunder kan du se dagspriserne på Arlo Video Doorbell.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Enkel installation
- Nogenlunde pænt design
- Indbygget højttaler, kamera og mikrofon
- Fuldstændig trådløs
- Ser både dag og nat
- Taler med Alexa, Google, IFTTT og Smartthings
Lidt at tænke over
- Videostream forbinder langsomt til telefonen
- Du kan ikke indtale dine egne beskeder, der kan afspilles, hvis du ikke er hjemme
- Appdesignet er ikke let og logisk
- Bruger forholdsvist meget strøm – skal oplades ofte
- De fede funktioner kræver et abonnement
Mere til historien
Hvis du har flere Arlo-produkter i din smarthome-installation, kan disse benytte den samme hub og app.